Kronik i Information

Min post om tosprogethed blev til en kronik i Information. Tak for alle jeres gode kommentarer og input, hid og did på nettet og også inde i virkeligheden.

Advertisements

Den Gode Indvandrer – og noget om det at være to-sproget

Fotografi den 29-08-2017 kl. 20.10 #2

Ansporet af en diskussion på twitter i dag (der egentlig handlede om de muslimske friskoler) kommer her min oplevelse af at være en to-sproget familie, der er flyttet til Danmark. Indvandret, om du vil. Men be warned: dette er ikke Sandheden. Det er ikke forskning, ikke statistik, ikke politik. Det er et kludetæppe af personlige erfaringer af, hvordan det kan føles at leve med to sprog.

Først facts: jeg er dansk, min mand er engelsk, vore børn er begge dele. Vi fik børn i England, og da den ældste var næsten fire, flyttede vi til Danmark.

Dernæst punktering af en myte: nej, det er ikke specielt fedt at være to-sproget. Det er ikke hverken sjovt eller eksotisk eller nuttet, det er bare dagligdag. Bare med den forskel, at vi jonglerer med to sprog.

Jeg og min mand taler engelsk sammen (for det har vi altid gjort, også selvom min mand nu også kan tale dansk), jeg taler dansk med børnene, og min mand taler engelsk med dem. Det lyder enkelt. Det er det ikke. Når vi er sammen allesammen, taler vi et mærkeligt sammensurium af dansk og engelsk (“was there anything in the drivhus?” sagde jeg netop til min mand), og andre synes, det er sjovt. Vi synes, det er naturligt, men det kan også være en kilde til frustration, for pludselig kan den fire-årige ikke huske ord på engelsk, og så bliver han vred. Og flov. På samme tid. I en god periode klør han bare på. Og i en dårlig periode trækker han sig væk fra sin far og kommunikerer mest med mig, fordi han kan gøre det på dansk. Det er ikke optimalt.

Noget af det, jeg savner i tosprogsdebatten er det med sorgen. Den sorg, man kan føle, når ens barn ikke taler ens eget modersmål. Min ældste talte ikke dansk, før vi flyttede herover, selvom han forstod det, og det var virkelig svært for mig. Hørte du efter? Virkelig svært. Jo, selvfølgelig var han lidt nuttet, når han talte engelsk. Og selvfølgelig taler jeg godt engelsk efter otte år derovre. Jeg elsker engelsk. Jeg dyrker det, drømmer på det, undersøger det, fascineres af, griner af jokes, der kun fungerer på dette skønne sprog. Det er min ægtemands sprog, min svigerfamilies sprog, mine yndlingsdigteres sprog, mine børns andet sprog. Men det er ikke mit sprog. Det kan det aldrig blive.

Derfor irriterer det mig, når folk fortæller mig, hvor fedt det er, at vi taler to sprog i familien. Jeg smiler, men indeni tænker jeg: “Fedt? FEDT??? Hvor fedt er det aldrig at kunne dele modersmål med sin ægtefælle? Altid at komme til kort i diskussioner, fordi mit ordforråd alligevel ikke rækker, og hans accent er for posh? At vide, at jeg ikke rigtigt fangede mit ældste barns første ord, fordi de var på engelsk? Og at jeg og hans forhold først blev rigtig tæt, da vi flyttede til Danmark og pludselig talte samme sprog?” For det var det, der skete: da vi ikke bare forstod samme sprog, men faktisk også begge talte det, blev vores forhold et helt andet. Vi grinede sammen, sådan helt for alvor.

I Danmark skræmmer det mig, hvor lidt fokus der er på, hvordan det egentlig føles at være en to-sproget familie, en to-sproget voksen, et to-sproget barn. Hvilke problemer, glæder, udfordringer, følelser, vi har. Hvordan man kan trives med to sprog.

Dernæst gør det mig rasende, at vi bliver set som “gode” tosprogede, fordi vi taler engelsk (“wauw! Hvor nyttigt!”) og ikke f.eks. arabisk. Hvorfor er det, nogen mener, at det er godt for børn at tale både dansk og engelsk, men ikke både dansk og arabisk? Hvorfor klapper vi i hænderne, når forældre prøver at opretholde det engelske, men ikke, når det gælder arabisk? Det skal jeg sige dig: fordi der findes fine og ikke så fine indvandrere. Så to-sproget er skam ikke bare to-sproget, det kommer lige så meget an på hvilke to sprog, vi taler om. Engelsk? Thumbs up. Arabisk? Buuuh.

Dette er absurd, fordi min erfaring er, at indvandrere ofte har en masse til fælles. Vi deler følelser, savn, opture og nedture, som vi har svært ved at gå til andre med. Og nej, jeg har ikke samme liv som en syrisk flygtning på 23. Det er ikke det, jeg siger. Men jeg påpeger bare, at indvandrere er en gruppe af meget, meget forskellige mennesker, der trods alle forskelle oplever nogle af de samme udfordringer i livet.

To eksempler:

  1. I England kom der en dag en ung mand til vores dør fra et analyseinstitut. Mens jeg svarede på spørgsmålene, var jeg nødt til at forklare nogle af mine svar med, at jeg var udlænding. “Hvor er du fra?” spurgte han. “Danmark”, svarede jeg. “OG JEG ER FRA PAKISTAN!” råbte han begejstret, og så havde vi en ret lang samtale om at være flyttet til Nordengland. For vi var på en eller anden måde i samme båd.
  2. Da vi flyttede til vor lille fynske provinsby, skulle jeg hjem til en afghansk kvinde og hente min mands tlf, som han havde tabt, og hun havde fundet. Da hun lukkede døren op, viste det sig, at vi havde babyer på armen på samme alder, og jeg blev budt indenfor – og så mega bondede vi over, hvor mærkeligt det er at flytte til Middelfart og ikke fatte en skid: hvor er lægen, og hvordan får man barnet vaccineret, og HVAD ER DET DER BORGERSERVICE OG HVORFOR SKAL MAN HELE TIDEN DERHEN?

Vi har været her et år nu. Noget har været nemt, andet har været blod, sved og tårer. Og vi føler stadig ikke, at vi helt passer ind, men vi arbejder på det, hver evig eneste dag. Samtidig arbejder vi på at bibeholde kontakten til det gamle land, det gamle sprog og familien derovre, for uden det konstante, hårde arbejde bliver vi ulykkelige. Der er en kanal, som hele tiden skal holdes åben, for at vi kan være dem, vi er: en helt almindelig blandet familie, der hører til to steder.

Mit ønske er en mere nuanceret diskussion omkring det at være to-sproget. Flere forsøg på reelle, dybere forståelser af, hvordan flersprogede familier fungerer: hvad udfordringerne er, hvad glæderne er, hvad sorgerne er. Mit ønske er også, at billedet af den gode og den dårlige indvandrer skal ødelægges. Mit ønske er, at vi ikke hele tiden spørger, hvordan børnene integreres bedst, men hvordan de kan blive lykkelige. Hvordan vi kan støtte op om kontakten til andre sprog/kulturer/lande, for det er vel også muslimske børn, der skal være robuste og trygge, eller hur? Mit ønske er, at man holder op med at dæmonisere dem – og i samme åndedrag også holder op med at sætte os op på en piedestal.

For helt ærligt: hvis du spurgte mig, ville jeg sgu’ da ikke selv have valgt det her tosprogede cirkus. Nu er det bare sådan, det er, og det er også fint nok. Men lad venligst være med at omtale det som et livsstilsvalg, vi har foretaget for at få særligt kloge og kompetente børn.

————————————————

Det blev langt, og jeg fik sikkert ikke sagt alt, jeg ville, men nu poster jeg uden at læse det igennem. Tak, fordi I læste med.

Vi er alene igen, de tog allesammen hjem

4 pr. ark den 19-08-2017 kl. 15.13

“Hvorfor ser du så mærkelig ud i hovedet, mor?… Så ked af det eller lissom så… ensom?”

Jeg forklarede ham, at det var fordi de sidste sommergæster var ved at tage afsted, og at vi ville komme til at savne dem, og så forstod han det godt. For vi har haft en sommer fattig på vilde og vanvittige oplevelser, men rig på besøg af kære venner fra nær og fjern: sydstaterne, England, mere England, mere England… Og vi synes, det er fantastisk, at de orker komme hele vejen herover med børn og børn og flere børn bare for at bo i vores kælder og se Vestfyn, drikke dansk pilsner og spise solbær og bade i et hav, som de synes er eksotisk og iskoldt. De kom lastet med gaver (vores elskede Yorkshire Tea, irsk whisky, den fire-åriges yndlingsblade, rosenkranse fra små, græske øer) og blev siden stopfodret med koldskål og wienerbrød. Og de sagde, at de elskede sommerlivet her, de var i Legoland og komponerede musik i sommerhuset på Strynø, og nogle af dem måtte knibe en tåre, da de tog afsked med det hele.

Og nu, nu er de sidste taget afsted, og vi er alene igen og skal lige lande. Vi er her. Endnu, ihvertfald.

Hurtigt digt om, at ferien er slut

Fotografi den 24-07-2017 kl. 09.09 #2

Som sagt: et hurtigt digt om, at ferien er slut, skrevet over morgenkaffen. Som I kan læse, er stemningen høj her. Not. Jeg sidder fast i et hul.

 

Taster nummeret på

kastanjetræet udenfor

ikke andre at tale med

nu hvor børnene er i

institution

igen

den skide ferie

altid forbi

der er ikke noget så stille

som et hus uden børn

ikke noget så ensomt

som en mor med børn i

institution

ikke noget så skamfuldt

som en arbejdsløs mor med børn i

institution

ikke noget så Astrid Lindgrensk sørgeligt

som gråden i halsen når børnene er i

institution

ikke noget så hemmeligt som en mor

der skriver digte

når børnene er i

institution

 

kastanjetræets blade brune i kanten

det var tidligt, jeg

prøver at ringe igen

kunne sgu da også bare

gå derud

 

sgu da mig der burde være i

institution

 

Vi laver ikke en skid

Fotografi den 17-07-2017 kl. 09.23

Ingenting. Dalrer rundt i varierende grader af nattøj. Fanger insekter i glas (den fire-årige) og slipper dem løs igen (de voksne). Spiser is og bader hver dag. Klipper den enorme hæk med en gammel hækkesaks. Går en tur hen i skoven. Kører på udflugt i bilen nu og da, tager til en større by og køber et telt, som vi slår op i haven. Drengene hører Queen hele tiden og kæmper med at lære sangene udenad: “we will, we will WOCK YOU.” “Du-du-du-du-du, another one bites the DUTCH!” Skændes og går for sent i seng, for alt er ikke idyl, langt fra. I aften kommer vores amerikanske ven, som skulle til Grækenland – og så kunne han jo lige så godt lægge vejen omkring Vestfyn.

Med andre ord: ingenting. Vi laver ikke en skid. Det er dejligt.

Skrive, billeder, twitter

Fotografi den 10-07-2017 kl. 15.05

Tyr lige et sekund til computeren, for børn og voksne er post-mavetilfældesure, og så kan man jo have brug for at forsvinde lidt et øjeblik. Så læste jeg det her om forfatteren Rabih Alameddine, som poster billeder på twitter, når han skriver. Her beskriver han det selv:

“What I do is write a sentence or two, and then I post an image; it distracts me. It calms me down, then I go back. I work a little bit. I read the sentence. I hate myself—so I post an image. Then I come back. And it’s really disgusting. I write another sentence. Then I post an image!”

Det fik mig til at grine. Både fordi det er sjovt, og fordi det beskriver skriveprocessen så godt. De der dage, hvor alt, man skriver, bare er dogshit. Selv er jeg lige blevet færdig med to (!) skriveprojekter i genrer, jeg aldrig har prøvet før. Nu skal de snart ud til deres første læsere. Jeg bæver af skræk. Mine små babyer…

(Artiklen om Alameddine er fra The New Yorker og kan læses her. Og jeg elsker hans billedfeed, by the way.)

Dagens links, og ferie

Fotografi den 30-06-2017 kl. 14.51

Vi holder ferie fra i eftermiddag. Jeg har sat mine SoMe-profiler i bero og vil heller ikke være meget at finde på bloggen, for computeren får ikke lov til at komme med på ferie, og telefonen er så dejligt oldnordisk, at den ikke kan komme på nettet. Ha!

I dag kan I dog lige se dette interview med William Kvist om at tage det lidt med ro med det der selvoptimering, og så disse smukke billeder fra Centralasien, som giver mig lyst til at rejse.

Det skal vi dog ikke lige nu. Vi skal til Læsø og lave ingenting, og så skal vi hjem og lave ingenting, og senere på sommeren skal vi til Strynø og lave ingenting. Hvis vi er helt vilde, kører vi også en tur til Sverige.

Glædelig sommer(regn). Skynd jer ud i den!

Lidelse og ostepops

Fotografi den 29-06-2017 kl. 10.59

Jeg var glad for at læse denne kommentar af Anne Ekkert fra Kristeligt Dagblad over min formiddagskaffe, for jeg synes, hun sætter fingeren på nogle vigtige ting. Helt specifikt er det lidelsen, hun taler om:

…at der i lidelsen ofte ligger værdifuld information til os selv omkring både, hvad det er der er galt, og hvad der brug for for at få det bedre. Lidelse er i dette perspektiv ikke blot overflødigt og uønskværdigt, men en vigtig medspiller i vore liv og vore muligheder for at forstå os selv i det.

(…)

Tanker og følelser kan være besværlige – især de negative – men de er samtidig vores gps, uden hvilken vi er på Herrens mark omkring, i hvilken retning vi skal.

Det giver mening, og måske er det ikke lidelse, jeg føler i dag, men lidt mistrøstigt er det dog. For drengene er udkørte og kede af det og savner deres far, som er i England. Jeg selv er i søvnunderskud og bagud med arbejde, som jeg gerne ville have færdiggjort før ferien. Og i dag spiller en af mine nevøer på Roskilde, og det meste af familien er der og hujer og hepper og kniber måske en tåre. Men jeg er der ikke.

Det er selvfølgelig ærgerligt. Vildt ærgerligt. Men som mine drenge blev tiltagende trætte gennem sidste uge, og mit eget humør også faldt uden anden forklaring end “bare fordi”, så fortalte min indre GPS mig, at jeg skulle blive hjemme. Hvor ærgerligt det end er at gå glip af, så hænger det ikke sammen for os, når vi spænder buen for hårdt. Vi har ikke bedsteforældre i nærheden at læne os op af, ingen sød babysitter at ty til. Der er bare os.

Og det er egentlig okay. Men det betyder altså også, at vi slapper buen, hvor andre spænder den. Vi laver intet, hvor andre laver en masse. Vi leger i haven, hvor andre tager i badeland, og tegner hjemme ved spisebordet, hvor andre laver legeaftaler. Og nogle gange går vi glip af ting, som er ærgerlige, men det er prisen.

Idealet om Det Kedelige Liv, det har jeg lært af min storesøster. Vi kan skam ikke tage prisen for det. Det var hende, som – da jeg blev mor – forklarede mig om det smukke i et overskueligt liv. Hvor man som udgangspunkt intet laver. Hvor man spiser aftensmad på samme tid hver dag. Hvor man holder ferie det samme sted hvert år, vel at mærke uden “spændende” aktiviteter. Hvor man bare er.

Det ideal har vi overtaget, og det virker. Vi bruger det meste af tiden på bare at være. Og vi voksne trives med det, og det gør børnene også. Et helt almindeligt, ikke-spændende familieliv. Det er det, vi er ude i.

Og i dag står min storesøster altså og ser sin ældste søn spille på Roskilde. Så det er ikke fordi Det Kedelige Liv nødvendigvis bliver ved med at være kedeligt. Men der er lige nogle år (eller ti), hvor jeg tror, det er det bedste, man kan stræbe efter.

(Når alt det er sagt, så er jeg stadig skideærgerlig. Mere hellige er vi da ikke. Men så findes ostepops heldigvis.)