Eet skridt tilbage… og bålet brænder

Fik kolde fødder begge to (voksne) og sagde nej til huset alligevel. Nu er vi slået tilbage til start, og skal igen til at tænke over, hvad vi vil bo i og hvordan vi kan få fat i det. Uden at kunne besøge det i virkeligheden.

Det skal nok gå.

Til gengæld har vi nu: fundet lejere til vores elskede lille engelske rækkehus, som skal bo her, mens vi er væk, og indhentet flyttetilbud fra det flyttefirma, som også står for de militære flytninger mellem Tyskland og England (for en trediedel af Englands militær er stadig baseret i Tyskland. Vidste du det?). Flyttemanden grinede næsten, da han så, hvor få jordiske ejendele, vi havde…

Og så elsker jeg denne artikel. Ikke så meget for indholdet som for billedet af de små danske børn ved den åbne ild. Det ser man ikke her. Health and safety, og alt det der. Så min kære tre-årige har aldrig – aldrig! – oplevet glæden ved et bål, ved snobrød, ved skumfiduser. Han har så meget at lære.

PS: og så er jeg igang med at søge mit første danske job. Ssshhh… Som sædvanligt er jeg fuldstændig overbevist om, at det skal jeg nok få!

Advertisements

Den lille forskel: dyne

Noget, man bare ikke gør i UK, er at bruge dyne. Babydyne. Absolute no-go. Min sundhedsplejerske blegnede, da hun fik øje på den i vores soveværelse, da jeg havde fået mit første barn for nogle år siden, og hun fik mig til at sværge, at jeg ikke ville røre den, før baby var over et år gammel. I UK er man nemlig panisk angst for overophedning af babyer, hvilket har ført til det smarte system “tæppe ovenpå tæppe ovenpå tæppe”, når babyer skal sove – så kan man nemlig som forælder bare hive lag af eller lægge nye lag på, alt efter hvor varmt, man synes, det er. Skidesmart 1) i kronisk kolde engelske huse og 2) som søvnunderskudt forælder, der klokken absurd om natten skal prøve at tage stilling til, om der nu skal et eller to tæpper på.

Med baby nummer to – og sådan lidt mentalt en route til DK allerede – så har jeg bestemt, at jeg godt selv kan tage stilling til den slags. Og at jeg ikke behøver fortælle nogen om det. Så så snart min engelske husbond er ude af døren, kommer babydynen fra en engelsk afdeling af Jysk frem til lur. Så ligger baby der med sut og dyne og ligner næsten en helt almindelig dansk baby. Og ingen ved det.

Åh de indvandrere…

Efter stiltigende aftale fortalte husbond og jeg aldrig til sundhedsplejerske eller jordemødre på opfølgende besøg, at baby også ofte sov i uldundertøj. For uldundertøjet, det forbliver vores helt egen hemmelighed herovre…

Første kryds

Kan krydse første ting af på listen: vi sagde til at ville leje det vildt upraktiske, men fantastisk rummelige og smukt beliggende hus. Det bliver landsbyliv i stedet for byliv, så, men det er vist okay. I det mindste hvis jeg får genopfrisket mine køreegenskaber og får lejet en bil. Kontrakten er ikke underskrevet, men det er ihvertfald sandsynligt, at det er der, vi lander nu. Så det går vi ud fra.

Er du sindssyg, hvor glæder vi os til mere plads! Vores hus her i England er lillebitte og meget nordengelsk (tænk Billy Elliot) og koldt. Man træder fra vejen direkte ind i vores miniputstue. Når det regner, regner det ind ad hoveddøren (og internettet slår fra). Man kan ikke vaske hænder ovenpå, hvis der er nogen, der bruger vandet nedenunder, og det varme vand skal man vente længe på. Lææænge.

Åh Nordengland. Nogle ting kommer jeg bare ikke til at savne.

Status

Baby er mega forkølet, og hverken han eller jeg har sovet noget særligt i nat. Nu kan han kun sove siddende op, så jeg har ham siddende i slyngen til hver lur. Svigerforældrene er ankommet til 3 dages morskab i Cigarkassen (aka vort lille hus). Den tre-årige er gået i surt selvsving i stuen. Der er intet i køleskabet udover ost, gammel surkål og mælk. Og vi skal træffe en beslutning om det hus nu.

Fik jeg nævnt, hvor træt jeg er? Og hvor absolut desperat efter kaffe?

Det går fremad. Tror jeg.

Ihvertfald tilbød universitetet, min mand skal arbejde for, os i går noget at bo i. Et stort, fantastisk hus – meget større end vi havde drømt om, og med plads til både hjemmekontor OG at begge børn kunne få deres eget værelse.

I den helt, helt forkerte ende af byen.

HELT forkerte.

Vi har ingen bil, og selvom jeg har kørekort (og nok skal til at køre igen, når vi kommer til DK), så ville det stadig være bøvlet. 12 km til arbejde hver vej: ok sommer/forår/efterår, men måske ikke midt i den grumme, skandinaviske vinter. Og med bus er det noget rod, kan vi se.

Pis også.

Hvordan i alverden finder vi noget, som ikke ruinerer os, er stort nok til, at vi ikke går hinanden for meget på nerverne, ligger i nærheden af gode børneinstitutioner, og hvor jeg ikke får spat af at sidde hjemme og freelance (aka være arbejdsløs akademiker med to bøger, der skal skrives. To en halv, faktisk), mens de andre er ude at more sig?

Vi har ikke sagt endegyldigt nej endnu, for vi drømmer stadig om det. Men det bliver for bøvlet. Det gør det bare.

Hjælp.

Den lille forskel: sut

Jeg har indtrykket af, at alt og alle under 3 år i DK bruger sut, og det lader ikke til at være noget, der bliver set skævt til.

Det gør man bare ikke her. Så da min engelske veninde så mig proppe en sut i fjæset på yngstearvingen i går, så hun på mig med et fortroligt smil og sagde “jeg siger det ikke til nogen”.

Med barn nummer 1 ville det have naget mig. Med barn nummer 2 er jeg flintrende ligeglad, bare jeg kan få et øjebliks ro.

Hvordan lever man i DK?

Øh, handler man ikke i internetsupermarkeder i DK, eller hvad er ellers baggrunden for en artikel som denne, hvor en familie ganske revolutionerende afslører, at de klarer alle deres dagligvareindkøb på nettet?

I så fald: HJÆÆÆÆLP!

Her hos os har samtlige store supermarkeder onlineafdelinger, så man kan handle hjemmefra. Og vi gør det hele tiden og sparer mange, mange penge på det – og overlever som familie, fordi vi ikke har bil og ellers ville blive fuldstændigt vanvittige af at skulle farte rundt for at handle konstant.

Og det bedste? Mælk bliver bragt af mælkemanden to gange om ugen og kød fra en nærliggende bondegård en gang om måneden. Grøntsager og frugt plejede også at stå på dørtrinnet hver fredag, men det har vi netop afbestilt.

Vi er SÅ forkælede.

Er allerede nervøs.