Boligjagten. Endless.

Dagens høst fra telefoniske henvendelser til udlejere: “ah HVA? HVOR MANGE SKAL I BO DER?” (råbt ind i røret). “VI har INTET nu, og det bliver bare værre og værre fra nu af.” “Han har boet der i femten år, og jeg ved jo ikke, om han har smadret det hele.” “Vi vil jo ikke have en ROCKERFAMILIE”. “Vi har noget i… Rudkøbing? Der går jo bus.” (Og så min favorit:) “Jeg har noget fra 1. januar, og så kunne I jo bo i et sommerhus indtil da. Det er en dejlig tid på året at bo i sommerhus på. Skal vi ikk’ sige det, så?”

Almindelig onsdag, status

Jeg sidder i døren ud til haven, fuglene synger, det er overskyet og blæser og er lunt, og baby sover i sin smadrede gamle klapvogn. Jeg drikker neskaffe, og fuglene synger, og jeg kan høre trafikken oppe fra Fulford Rd, men alligevel er der stille hernede, stille og grønt, det er stilheden nede fra floden, man også kan fornemme heroppe. Snart skal vi på farten igen for at hente ældstebarnet, som går i universitetets børnehave på campus en 2,5 kilometer væk – en gammel lillebitte børnehave, hvor man aldrig kommer på udflugt pga. “health and safety” (igen), og hvor man får varm mad hver dag. Varm i betydningen “engelsk skolemad”, dvs. fish & chips, bønner, og dessert hver eneste dag. Til gengæld er damerne (for de er allesammen damer, og gennemsnitsalderen er godt over de 45) helt fantastiske. Som i HELT fantastiske. De krammer og roser børnene, smører trofast vores solfølsomme lille dreng ind i solcreme konstant (hans egen solcreme, de skal have deres egen med) og gør i det hele taget alt, de kan, for at gøre børn og forældre glade. De stiller ingen krav, lader os aldrig høre for noget, gør os aldrig usikre.

My lord, vi kommer til at savne dem. Det hele.

Og boligsøgning, siger du? Går skidedårligt. Jeg troede i min naivitet, at alle ville have os boende. Nu har jeg erfaret, at en børnefamilie fra udlandet ikke netop er udlejeres førstevalg. Vi venter stadig. De fleste vender aldrig tilbage til os. Og om 2 måneder *skal* vi have noget at bo i.

Er så træt, at jeg kunne sidde op at sove. Måske var det det, jeg skulle gøre.

Bank Holiday mandag

Hvordan kan vi gøre det? Solskin over de gamle rækkehuse, og den tre-årige leger med Little George fra nr 11 nede i køkkenet. De tegner dino’er på gamle papkasser på gulvet. (Little George er et helt år ældre end vores den ældste, så navnet er fuldstændigt misvisende. Han har også glemt sine briller derhjemme, så går og misser med øjnene i vores rodede hjem.) Og jeg tænker: hvordan kan vi forlade alt dette? Hvad er det, vi tror, bliver bedre i DK? Får de små venner? Får VI venner? Og vil de andre børn grine af Leos mærkelige lille accent, når han taler dansk? Der er så fredfyldt herovre, så hjemme. Måske er det her, jeg hører hjemme nu.

Måske ikke.

Status:

Nye arbejde: sker ikke. Ringede for at få flere oplysninger, og reaktionen var sådan “hvem er du? hvorfor bor du udenlands? hvor er alle dine danske erfaringer?”, og så blev det lissom klart, at det ikke var min type, de var ude efter.

Et sted at bo: mangler vi stadig.

Papirarbejde: jeg blegner ved tanken om det bureaukrati, vi mødes med i DK. Det er jo absurd. Og jeg er endda dansk statsborger.

Nattesøvn: sker stadig ikke. Føler, jeg ikke har sovet i flere år.