Almindelig onsdag, status

Jeg sidder i døren ud til haven, fuglene synger, det er overskyet og blæser og er lunt, og baby sover i sin smadrede gamle klapvogn. Jeg drikker neskaffe, og fuglene synger, og jeg kan høre trafikken oppe fra Fulford Rd, men alligevel er der stille hernede, stille og grønt, det er stilheden nede fra floden, man også kan fornemme heroppe. Snart skal vi på farten igen for at hente ældstebarnet, som går i universitetets børnehave på campus en 2,5 kilometer væk – en gammel lillebitte børnehave, hvor man aldrig kommer på udflugt pga. “health and safety” (igen), og hvor man får varm mad hver dag. Varm i betydningen “engelsk skolemad”, dvs. fish & chips, bønner, og dessert hver eneste dag. Til gengæld er damerne (for de er allesammen damer, og gennemsnitsalderen er godt over de 45) helt fantastiske. Som i HELT fantastiske. De krammer og roser børnene, smører trofast vores solfølsomme lille dreng ind i solcreme konstant (hans egen solcreme, de skal have deres egen med) og gør i det hele taget alt, de kan, for at gøre børn og forældre glade. De stiller ingen krav, lader os aldrig høre for noget, gør os aldrig usikre.

My lord, vi kommer til at savne dem. Det hele.

Og boligsøgning, siger du? Går skidedårligt. Jeg troede i min naivitet, at alle ville have os boende. Nu har jeg erfaret, at en børnefamilie fra udlandet ikke netop er udlejeres førstevalg. Vi venter stadig. De fleste vender aldrig tilbage til os. Og om 2 måneder *skal* vi have noget at bo i.

Er så træt, at jeg kunne sidde op at sove. Måske var det det, jeg skulle gøre.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s