Og så er afskederne begyndt…

(siger man afskederne?)

Så er der lige under to uger tilbage, og det hele begynder at være “sidste gang”, for det bliver travle to uger. Sidste gang jeg krydser den smukke gade The Mount og den gamle jernbanebro på vej over til vores venner B&J. Sidste gang jeg er i den gode genbrugsbutik, sidste gang jeg ser katedralen fra denne vinkel, sidste besøg i Scarborough med badetøj, æselridning og fish n chips.

På lørdag har vi afskedsfest for vennerne her i huset, og det bliver på bedste engelske maner: ikke noget som helst økologisk eller hjemmelavet, men det hele indkøbt i Aldi eller Sainsburys på dagen, og så pyntet med en overdådig mængde blå glasur og sprinkles. Så er både børn og voksne glade. Jeg håber lidt på, at jeg får så travlt på dagen, at jeg glemmer at komme til at tude… Og så skal vi have taget en masse billeder af alle vennerne. Hele vejen er inviteret, og mine “med-mødre” og nogle kollegaer, der også blev venner med tiden.

Det hele er meget mærkeligt lige nu. Solen skinner, her er så smukt, og jeg er et eller andet sted indeni, som hverken er her eller der. I morgen får vi at vide, hvornår vi kan forvente, at flyttelæsset ankommer til DK. Og de første engelske venner har allerede meldt deres ankomst i det danske hus – i august. Det gør mig glad.

Og NEEEEEJ! Brexit, ffs.

Sikke en dag at vågne op til. Mine venner fulgte optællingen det meste af natten, men jeg lå i dobbeltsengen med 2 små drenge og forsøgte (forgæves) at få dem til at sove. Og vågnede helt skæv af træthed, da min mand ringede hjem for at sige godmorgen og overlevere de dårlige nyheder.

Jeg ved ikke engang, hvor jeg skal starte. Dels fordi ingen ved, hvad der kommer til at ske, og dels fordi så meget af det lige nu er følelser. Overraskelse, nervøsitet, frygt. England, som det ser ud i dag, er et land af indvandrere: mine venner her er halvt eller helt irske, skotske, walisiske, amerikanske, canadiske, franske, tyske, spanske, italienske, bulgarske, polske, svenske, norske, danske, osv osv. Og nej, afstemningen handlede ikke om indvandring, men det var edderrøvme det, debatten kom til at handle om.

Så som en af disse indvandrere, der har boet her i mange år og elsker landet højt, sidder man stum tilbage. Og tænker både på alle de hårde ting, såsom “hvad så med vores engelske opsparing… og huset… og hvordan bliver det at være dansk statsborger her, når vi vender tilbage om to år… og skal vi overhovedet tilbage nu?”. Og de bløde ting, såsom “det er ikke det land, jeg ankom til i 2008, hvor der blev taget imod mig med åbne arme.”

Og aldrig, ALDRIG havde jeg troet, jeg ikke ville juble, når Cameron gik af, men lige nu er alternativerne simpelthen for frygtelige. Så jeg sad på den lokale cykelcafe i formiddags med baby og spiste en ostescone og drak en kæmpe kaffe, og nyhederne kørte non-stop på fjernsynet, og jeg fik  alligevel tårer i øjnene, da han meddelte sin afgang. For det er bare så forkert, også selvom han er en skiderik, og hans politik er ved at rive landet itu. (Og fordi jeg havde været vågen det halve af natten.)

Ved ikke, hvad jeg ellers skal sige. Hvis jeg ikke ammede, ville jeg nok drikke en flaske tequila. Nu vil jeg spise is og leftover bryllupskage fra et bryllup, jeg ikke var med til. Og MON DIEU hvor jeg glæder mig til snart at bo i et land, hvor bryllupskagen ikke er en goddamn frugtkage!

PS: skatteproblemer løst, forresten. Vi kan tage afsted d. 13. som planlagt.

Neeeej!

Nu var det hele lige ved at være på plads: flybilletter bestilt, flyttefirma booket, håndværkere booket til at komme i huset, når vi var taget afsted, aftalt med nye lejere, hvornår de skal flytte ind, aftalt med udlejer i DK, hvornår vi kommer, aftalt med gammelfar, hvornår han henter os i lufthavnen i Kastrup…

Og så kommer min mands værtsinstitution i tanke om at fortælle os om den regel, der siger, at vi ikke må rejse ind i DK før en måned før, hans kontrakt begynder.

Så flybilletterne siger 13. juli. Og vi må ikke være i DK før 1. august.

Det. er. eddermanme. løgn.

Vi kan ikke blive her i huset, og flybilletterne kan ikke refunderes. Så nu ser det ud til, at vi skal rejse 2 uger rundt med ungerne og rygsæk, før vi må komme hjem. Hvilket vi, sandt at sige, hverken har lyst eller råd til.

Det er simpelthen bare løgn…

Den lille forskel: børneinstitutioner

Mødtes med min veninde L i onsdags, som jeg gør hver onsdag til frokost, med to babyer og en næsten fire-årig pige. Så nemt at få ørenlyd nok til at snakke…

Vi kom til at tale om børneinstitutioner, og hun spurgte, hvordan det fungerer i DK, og om vi mon så også skulle have begge børn i børneinstitution, når det var så almindeligt?

Hun har den mindste i vuggestue. Een dag om ugen, altså, for det var det eneste, vuggestuen kunne tilbyde. Det er mandag, hvor mange børn bliver holdt hjemme. Der er nemlig ikke mange institutioner i vores by, så her er, hvad man gør:

Man skriver sig op til institutionsplads, når man er gravid. Ja, du læste rigtigt: omkring 20 uger henne skal man gerne stå på venteliste allerede. De fleste ventelister koster noget overhovedet at figurere på – den ene af dem, vi stod på, kostede f.eks. 1500 DKR bare at komme på. Og er man så sikret plads? Overhovedet ikke. Den venteliste har endnu ikke kunnet tilbyde os noget. Og det er ikke den nye baby, vi taler om her; det er den tre-årige.  Needless to say er han nu i en helt anden børnehave.

Så der er mange børn her og meget få institutioner. Desuden koster børnepasning kassen. Kassen som i, at vi betaler mere for børnepasning hver måned, end vi betaler for at bo i vores hus. Hvor meget præcis? Over 6000,- DKR for en fuldtidsplads.

Derfor er der mange familier, der ikke har råd til at få deres børn passet i institution, eller som kun har råd til nogle dage om ugen. Så mange, faktisk, at ud af alle mine venner kender jeg kun een – EEN! – anden kvinde, der arbejder fuldtids og har et barn. Alle andre arbejder to-tre-fire dage om ugen. Nogle har mænd, der arbejder fuldtids, andre har mænd, der også har nogle halve dage. Og så får man det til at fungere vha. bedsteforældre og hvad ved jeg.

Tilbage til L. Hendes uge kender jeg nemlig ret godt:

MANDAG Baby i vuggestue, 4-årige i playgroup, L arbejder.

TIRSDAG Begge børn passes hos mormor, L arbejder.

ONSDAG 4-årige i playgroup. Baby og L til mor-barn-yoga morgen, hente 4-årige, mødes med mig, hænge ud sammen, til børnene ikke kan sidde stille længere.

TORSDAG Begge børn med i baby/toddler group formiddag, underholde dem selv om eftermiddagen.

FREDAG Begge børn passes hos morfar, L arbejder.

Lyder det skønt? Jeg tror, det er det, for L har lavet en plan, der hænger sammen, de har råd til de aktiviteter, de laver (når man mødes i babygrupper, koster det fra 15 DKR til 80 DKR per gang), hun får set andre voksne, så hun ikke bliver bims, og hun får lavet noget af sit oversætterarbejde, så de ikke går fallit. Men det er edderrøvme hårdt arbejde, og hun er helt alene om det, for hendes mand tager afsted klokken 7 om morgenen og kommer hjem klokken 19 igen. De er hverken rige eller fattige, hverken det ene eller det andet – de er bare en helt almindelig engelsk familie.

Jeg bliver så imponeret af dem, altså. Og L synes ikke, hun gør noget særligt. Men jeg ved, at hun – på sin stilfærdige, udramatiske måde – er meget knyttet til det lille badge, der sidder på hendes pusletaske, og som hun fik til sidste mors dag. “Supermom”, står der.

Og så var der Brexit…

1024px-2016_EU_Referendum_Ballot_Paper

…som jo egentlig er det, vi snakker mest om for tiden. Nervøsiteten er ved at brede sig overalt, og ikke blot i andre “blandede” familier som vores. Tænk, hvis vi om to år vender tilbage til et UK, som står udenfor EU! Med vores liv, hvor vi har et ben i hver lejr, hvor min mand er britisk statsborger, og jeg er dansk, og hvor jeg oftest arbejder for en dansk arbejdsgiver, men er fastboende i UK…

Og selvfølgelig kommer det hele her i kampagnernes sidste uger til at dreje sig om indvandring. Selvfølgelig. Hvem vil man have, og hvornår, og overhovedet nogle?

Jeg drak te hos min bulgarske veninde og hendes engelsk-tyske mand længere nede ad vejen i går, mens vores drenge legede gemmeleg ovenpå. De var lige så deprimerede som os over det hele. “Jeg flytter til Irland”, jokede hun. – Hun, som har en god universitetsgrad fra Bulgarien og endte i England pga. kærligheden. Og så brugte otte (otte!) år på at få et fast job. Det er den samme gamle historie: hun taler flydende engelsk, er ekstremt kompetent, tog masser af ekstra kurser i dit og dat, og ingen ville have hende. Og endelig, efter at have arbejdet som natteportier på universitetet i nogle år, fik hun arbejde. Et fuldstændigt latterligt lille admin job, som driver hende til vanvid, men som ikke desto mindre er fast og giver penge på bankbogen. Og 6 mdr efter hun blev ansat truer de så med Brexit… På hendes arbejde ved de allerede, at de må lukke, hvis det virkelig sker.

Nåm, der er også gode mennesker, så hvis I vil følge en sober stemme i debatten, så blogger min gode ven Alan Renwick her (bl.a.). Og for what it’s worth får I også her hans statement angående hvorfår han stemmer ja. Og det gør I, fordi det er det mest fornuftige, jeg har læst om Brexit i meget lang tid:

Why I will vote to remain in the EU

The polls suggest a trend towards a vote to leave the EU. As a political scientist, I generally try to stay out of the fray: my job is to offer impartial analysis. On this issue, however, I see the stakes as too high not to get involved. So here are the main reasons I think our lives will be much better if we vote Remain. I hope they might be a little helpful for those of you who are wavering or will be trying to persuade waverers over the coming days!

1. Most important is the big picture: We are better people if we approach the world in a spirit of cooperation and openness. In our personal lives, we get more from life if we give more – if we reach out to others in generosity and love. Similarly, in our dealings with the world, we get on better by working together in pursuit of shared goals. The Leave people talk endlessly about ‘control’. But grown-ups are not obsessed with control: we know that life is about a bit of give and take. Outers sometimes say leaving the EU would open us up to a bigger world. But then they hark back to Empire – back to an outmoded image of the world where we think ourselves in control. In any case, all our friends around the world want us to stay in the EU: they know we can all work together better that way.

So let’s throw off the small-minded carping from the Leave side. Rather, let’s embrace togetherness and take joy in being part of an amazing (flawed, but highly successful) shared project that seeks to promote peace, prosperity, and the freedom to pursue what each of us can be.

2. The hard-nosed stuff matters too, and the vast majority of economists think we are better off in than out. Forecasts are always uncertain, but the main economic effect of leaving the EU is really very straightforward. If we leave the single market (as the Leave people want), we will harm the terms on which we trade with the EU: a free trade deal involves much less than a single market. Harm to the terms of trade means less trade. That means that some people will lose their jobs, while some others will see their real wages decline. It means less tax revenue and therefore less money to pay for public services.

Some people say we will compensate for that through trade deals with other countries. But trade experts disagree with that. If we left the EU, we would, before we could think about any new trade deals, face a huge task of renegotiating all the existing trade deals that EU membership gives us. And the UK currently has no trade negotiators – we haven’t needed any as EU members. So new trade deals will not come quickly. In any case, the EU is and will remain by far our biggest trading partner.

Leave people also claim we could make ourselves richer by cutting red tape. But economists estimate that the potential gains are too small to outweigh the loss in trade. Anyway, cutting red tape means, for the most part, diluting workers’ rights and environmental protections – both of which would be steps backwards. And leaving would also create fresh red tape for anyone trading with the EU, employing someone from the EU, or travelling to the EU.

3. Democracy in the EU is not perfect, but it is much better than it was and better than the alternative on offer. Leave people say the EU is undemocratic and unreformable. Both claims are false. Decision-making power rests with elected bodies: the European Parliament (elected directly by voters) and the Council of Ministers (comprising representatives from the elected governments of the 28 member states). The European Commission has significant powers too, but it is not some unaccountable hegemon. It is appointed – and can be dismissed – by the elected bodies. Its proposals go through only if the elected bodies agree to them.

EU democracy is certainly not perfect. Indeed, you cannot have a perfect democracy across 28 countries with separate media systems and multiple languages: shared political conversation will always be difficult. But the alternative is not the Leave campaign’s fantasy world in which we make all the decisions ourselves. If we left the EU, we would still be deeply influenced by the decisions made in it. Many of us worry about the effects that a Trump victory in the United States would have here and around the world. But we have way more interactions with the EU than with the US and would therefore be vastly more affected by its decisions, whatever future relationship we negotiated. We are better off being part of the democratic processes that make those decisions than excluding ourselves from them.

In other words: Yes, folks, cooperating with others can be frustrating at times. But going off in a sulk isn’t going to help. You hopefully learnt that when you were 5.

4. The rhetoric on immigration is divisive and misleading. If the UK votes to leave the EU, it will primarily be because of concerns about immigration. That would be very disappointing. The economic analyses show that the UK economy benefits from immigration. Immigrants do not take British workers’ jobs: rather, they expand the number of jobs available. There is no clear evidence that immigration reduces wages – and, if there is an effect, it can be countered with the minimum wage and other measures. EU immigrants are not a drain on the public purse: the ratio between what they put in and what they take out is better than for UK natives.

Anyway, the idea that leaving the EU would produce a big fall in immigration is wrong. Most immigration is from outside the EU. Leave people say EU membership distorts immigration flows, but it would be very odd if EU migrants did not make up a big chunk of the total, given that the EU is right next door to us. The idea that Turkey is about to join the EU and flood the labour market is a huge con: Turkey will not join for a very long time, if ever – and the UK has a veto.

Clearly, there can be problems caused by large, rapid migration flows. But, given all the benefits from such flows, the solutions lie in tackling housing shortages, improving schooling and other public services, and promoting social integration.

Finally, let us celebrate the cultural enrichment that a diverse population brings when people have the confidence to talk with and learn from each other. Let us work to build bridges, not spin a divisive rhetoric – or make a divisive decision next week – that sets integration back.