The History Professor

”Jeg ELSKER historie!”, proklamerer naboen, da de besøger os for første gang. (Og btw: tak, kære Gud, for naboer, som kommer forbi på eget initiativ med en flaske for at sige velkommen til vejen.)

Fætter Valdemar, hvis hus vi har lejet, har åbenbart fortalt alle, at min mand laver ’noget med historie’ på universitetet. Så allerede før vi ankom, var min mand kendt som ikke mindre end The History Professor. Og naboen er nu ivrig efter at tale historie.

”Hvilken slags historie kan du så godt lide?”, siger min mand imødekommende. ”Hvilken periode?”

”AL historie!” svarer den entusiastiske nabo. ”Jeg elsker AL historie!”

Og nogle dage senere, mens de to næsten jævnaldrende drenge leger sammen, får min mand fremvist hyldemeter af historiebøger inde hos naboen. Og vender hjem med beskeden om, at der også bor en pensioneret gymnasielærer i historie 2 huse længere nede ad vejen, og at han også ser meget frem til at skulle møde The History Professor.

Min mand (THE HISTORY PROFESSOR!) er lige dele flov over al denne opmærksomhed og stolt over, at han er den første, der har fået venner i nabolaget – også selvom han ikke taler et ord dansk (så vidt jeg ved, i hvert fald).

Så tænk, at vi for bare to uger siden var nervøse for disse uhøflige og ikke særligt imødekommende danskere, for indtil videre er vi ikke blevet mødt af andet end ekstrem venlighed:

”Velkommen til byen!” sagde de i genbrugsbutikken og kastede sig ind i jagten på små ting, vi manglede til huset. ”Velkommen til byen!”, sagde de på museet og nussede mig på armen. ”Velkommen til byen”, sagde de i banken, mens de nødede os til at tage mere af det gratis vand og de gratis æbler, de havde stillet frem, fordi det var sådan en varm dag.

Nogle gange er det bare svært at være pessimist. Det her skal nok gå. Velkommen i smørhullet.

 

 

Advertisements

Venteposition

Såeh… vi er i huset, men venter stadig. Fik endelig i dag svar på, hvornår flyttelæsset kommer. Ladies & gentlemen: om en måned!

Så der er vist ikke andet for end at komme i en mødrehjælp et sted og få købt lidt mere legetøj til drengene – og måske en billig, brugt sofa til os voksne, så vi ikke får spat af, at “sofaen” bare er en skumgummimadras på gulvet med en (1) hynde til deling. Og måske, bare måske, er vi også nødt til at investere i bare lidt mere tøj til os allesammen. Det er ok for børnene, men vi voksne kører på pumperne med det.

Vi var nok *lidt* optimistiske mht, hvor hurtigt det ville gå at få møbler… (og cykler, og legetøj, og gummistøvler, og tøj, og alt det andet, som vi nu opdager, vi egentlig bruger ret meget). “But nevermind”…, som den ældste siger 20 gange om dagen. Vi klarer os. Vi har købt en brugt cykel til de voksne idag og fundet et gammelt Barbieløbehjul til den 3-årige i skuret – hvilket er godt, for klapvognen er gået til de evige jagtmarker, og vi har ingen bil, så vi vandrer rundt i heden med bananer og figenstænger i tasken for at holde energiniveauet oppe. Nogle dage er det ok og sjovt, andre dage er det skideirriterende.

Og så venter vi egentlig bare på, at vores indrejseregistrering går igennem, så vi kan få den ældste skrevet op til børnehave. Det må meget, meget gerne ske snart…

 

ANKOMMET!

Det var egentlig bare det…

Indtil videre har vi konstateret at:

  • det er overraskende nemt at rejse med to børn, men at vi alligevel var segnefærdige, da vi nåede frem.
  • møbler er både overvurderede og undervurderede. Altså, vi klarer os fint uden, meeen er da – efter næsten en uge i et tomt hus – begyndt at drømme om noget blødt at sidde i igen en dag. Og børnene savner deres legetøj.
  • folk er utroligt venlige i provinsdanmark. F.eks. har en cykelhandler nu bare lånt (ja, lånt!) os en god, brugt cykel, mens vi venter på en anden. Pludselig blev det meget nemmere at købe ind.
  • danskere elsker at have de samme postkasser. Vi gik fnisende ned ad en vej idag, hvor ALLE postkasser var nærmest identiske. Syret/skræmmende. Tror, vi må købe en rød en, hvis vi nogensinde skal ud at investere i den slags.
  • alle brokker sig over sommeren, men er samtidig utroligt solbrændte. Jamen, hvordan? Vi er nemme at kende, hvis I ser os; det er os, der går rundt og ser helt vildt englænderblege ud.
  • dansk mad er meget, meget salt…
  • … eller meget, meget sødt. Der er kage og slik overalt!
  • de danske biblioteker er helt, helt fantastiske. Ferien/det mærkelige limbo reddet, og den tre-årige elsker allerede Emil fra Lønneberg.

Og det var vist det. Nu: kamillete og Elena Ferrante.

Flyttedag

Møblerne væk! Skriver fra naboens futon, som de har lånt os. Den tre-årige faldt i søvn i en flyttekasse i går, i dag var det baby, der blev lagt i seng i en gammel kommodeskuffe. Nu pakkes den sidste store kasse, der skal med courier i morgen. Og sidste dag i børnehaven blev også overlevet, jeg græd kun lidt, da vi sagde farvel… Da vi gik ud af stuen, stod alle børnene og råbte “WE LOVE YOU! WE LOVE YOU!” efter den tre-årige. Og nu: is og fjernsyn, før jeg falder om.

Dagens farvel

… var i det lille lokale hippiesupermarked, som ligger lige rundt om hjørnet. Den har ligget der i omkring tredive år (med den samme ejer), og de er fantastiske – og fantastisk børneglade. Da vi kom ind, råbte ejeren Steve til medarbejderen Nora: “Leave that for now, Leo’s here! Go and play with him”, og så kom legetøjskasserne ud på gulvet. (De har også legetøj i butikken til børnene. Selvfølgelig.) Da vi gik, fulgte de os hen til døren, og hele familien fik en kæmpe krammer, en gratis blomme, og fik først lov til at gå, da vi havde lovet at sende julekort hvert år med billeder af børnene.

Undskyld mig lige.

Er det ikke skønt?

Det er bare en BUTIK!

Jeg gik derfra med en stor klump i halsen og tænkte, hvor heldige vi er. Det kan godt være, vi er lidt udfordrede af ingen familie at have i nærheden. Men til gengæld er vi omgivet af generøse, sjove og hjælpsomme mennesker, som gør, at det hele kan løbe rundt:

Den ene nabo har babysittet utallige gange, har givet os de fleste af vores møbler, og vi har holdt jul sammen. Den anden nabo tager den tre-årige med på udflugter i bilen, har købt en sandkasse til ham, og hjælper os med madrasser, sengetøj og håndklæder de to nætter, vi skal sove i huset, efter at flyttelæsset er kørt. OG laver aftensmad til os.

Nogle gange har man bare ikke fortjent det.

Den lille forskel: skovbørnehaver

Den tre-årige havde sin bedste ven Lenny på besøg i søndags. Drengene legede i haven, og vi drak the med moren i køkkenet.

“Lenny går i skovbørnehave om fredagen”, sagde hun, “det er derfor, han ikke kommer i den sædvanlige børnehave.”

“Nå!” sagde jeg interesseret og spurgte så: “hvor er det henne?”, mens jeg forestillede mig alt muligt vildt og vanvittigt spændende. Amazonas, eller noget i den stil.

“Det er ovre i parken”, sagde hun. “Det er super! Lenny elsker at se på edderkopper nu!”

… parken er den meget pæne, friserede park lige ovre på den anden side af floden. Det svarer til at lave skovbørnehave i Kongens Have. Jeg kvalte mit fnis ved at tage en ordentlig slurk Yorkshire tea.

Bless them, altså.

Siger farvel med mund og mave

Under en uge tilbage i UK, og børnene er ramt af forkølelser og feber, og vi to voksne går forvirrede rundt og prøver at finde hoved og hale i regler om udleje af hus og boligsikring og kørekort og pakkelisten – og hvilken klapvogn skal vi rejse med, hvis det nu pisser ned i DK?

Så får jeg lidt spat og fluer på hjernen og går ud i byen med baby for at sige farvel til de venner, der ikke kunne komme til farvelfesten, og spise/drikke mig igennem mit personlige farvel til England: Victoria Sponge, Fentimans limonade, fish ‘n chips, havrekiks fra Orkney (den lille fabrik, som jeg har set, hvor ligger), lokal Wensleydale med tranebær, røget cheddar, Yorkshire tea… Og så videre. Og er det også rigtigt, at de danske supermarkeder ikke sælger kokosnød i små, mundrette bidder og gedemælk?

Og så havde jeg ikke mere at skrive, hjernen gik i stå.

Den gamle waliser

“Drinking and driving at the same time? You’re a bad lass!” sagde han.

“Han” er den gamle waliser, som jeg tit møder på mine gåture med baby. Jeg grinede og løftede min kop til hilsen, mens jeg skubbede klapvognen videre med den anden hånd. Og tog et par skridt, snublede, og sendte hele koppens indhold ud over mig selv, baby, og klapvogn.

Jeg ved ikke, hvad han hedder, men første gang, jeg mødte ham, var i Aldi, hvor vi faldt i snak sammen i køen. Han er noget tunghør, men snakkesalig og munter, og fortalte mig hurtigt om sine mange børnebørn og sit liv som minearbejder i Wales. Da minerne lukkede, flyttede han og konen hertil. Hun arbejdede som socialrådgiver, og hvis man går over i den fine gamle park på den anden side af floden, har bænken under piletræet lige ved søen en mindeplade med hendes navn på. Der er altid blomster ved bænken; det er ham, der går derned med dem.

Og ellers går han altså sine ærinder rundt i byen med hvidt hår og høreapparat, altid smilende og hurtig på aftrækkeren. Jeg er ret sikker på, at han ikke husker mig fra gang til gang, men det gør ikke noget. Alligevel gør det mig trist ikke at skulle se ham på mine klapvognsture længere, ikke længere for titusinde gang forklare ham, at jeg er fra Danmark. (Han spørger altid.)

Jeg håber, han passer på sig selv. Jeg håber, der er nogen, der passer på ham. Og jeg håber, der er nogen, der tjekker hans høreapparat nu og da…