”Jeg ELSKER historie!”, proklamerer naboen, da de besøger os for første gang. (Og btw: tak, kære Gud, for naboer, som kommer forbi på eget initiativ med en flaske for at sige velkommen til vejen.)
Fætter Valdemar, hvis hus vi har lejet, har åbenbart fortalt alle, at min mand laver ’noget med historie’ på universitetet. Så allerede før vi ankom, var min mand kendt som ikke mindre end The History Professor. Og naboen er nu ivrig efter at tale historie.
”Hvilken slags historie kan du så godt lide?”, siger min mand imødekommende. ”Hvilken periode?”
”AL historie!” svarer den entusiastiske nabo. ”Jeg elsker AL historie!”
Og nogle dage senere, mens de to næsten jævnaldrende drenge leger sammen, får min mand fremvist hyldemeter af historiebøger inde hos naboen. Og vender hjem med beskeden om, at der også bor en pensioneret gymnasielærer i historie 2 huse længere nede ad vejen, og at han også ser meget frem til at skulle møde The History Professor.
Min mand (THE HISTORY PROFESSOR!) er lige dele flov over al denne opmærksomhed og stolt over, at han er den første, der har fået venner i nabolaget – også selvom han ikke taler et ord dansk (så vidt jeg ved, i hvert fald).
Så tænk, at vi for bare to uger siden var nervøse for disse uhøflige og ikke særligt imødekommende danskere, for indtil videre er vi ikke blevet mødt af andet end ekstrem venlighed:
”Velkommen til byen!” sagde de i genbrugsbutikken og kastede sig ind i jagten på små ting, vi manglede til huset. ”Velkommen til byen!”, sagde de på museet og nussede mig på armen. ”Velkommen til byen”, sagde de i banken, mens de nødede os til at tage mere af det gratis vand og de gratis æbler, de havde stillet frem, fordi det var sådan en varm dag.
Nogle gange er det bare svært at være pessimist. Det her skal nok gå. Velkommen i smørhullet.
Vejen Hjem 