Undskyld mig, mens jeg lige får spat

Danmark. Hobbitlandet, hvor alt ligner noget fra en turistbrochure. Hver gang, vi kører ud på tur, siger den engelske husbond: “Jeg tror, det er her, Visit Denmark har taget deres billeder. Nej, her! Nej, her!” Hvor hjemmehjælperne kører rundt på cykler, som kommunen har købt til dem, og hvor alle lige har tid til en snak. Hele tiden. Provinsdanmark, hvor ingen har rigtig travlt.

Danmark, hvor man holder weekend fra lige over middag om fredagen. Hvor gågader lugter af bacon i den ene ende og af pølsevogn i den anden (eller er det bare vores by)? Hvor man bliver kimet ned af en kommunal pladsanvisningsdame, som vil tilbyde mærkelige pasningsordninger – patchworkløsninger stykket sammen af dagpleje med gæstedagpleje på med gæstedagpleje på, fordi vuggestuerne er overbelagte og underbemandede. Og ikke forstår mig, når jeg siger, at jeg nok selv skal finde en løsning, fordi det er jo hendes job at hjælpe mig.

Danmark. Landet, hvor børnehaver ligner noget, der er løgn (på den gode måde). De er gennemtænkte, smukke, store og dufter godt. De har ALT. Bortset fra pædagoger, der har tid til at gå ud at tisse med børnene og give en krammer, når verden går imod en. Danmark. Hvor en hel nation kan diskutere et dårligt designet computerprogram ved navn forældreintra, fordi en mand er sur over, at hans app på telefonen bipper, hver gang, der er en ny besked. Det er de andre forældres skyld, fordi “intet er for småt til at blive diskuteret på forældreintra.” Og ikke mandens egen skyld for at have en smartphone fuld af apps klistret til sig dagen lang. Træt af bipperi? Sæt telefonen fri. Eller lad den ligge i en skuffe. Sgu’ da.

Danmark. Landet, hvor min kridhvide mand og kridhvide søn bliver spurgt “Are you from Syria?”, da de for tredje gang er ude for at købe møbler i genbrugsbutikken. Hvor en teenager henkastet råber “Husk lige cykelhjelmen!” efter mig en dag, hvor jeg er kommet for hurtigt afsted. Hvor politikerne konkurrerer om at være mest visionsløse. Hvor alt er digitaliseret i grotesk grad, men alligevel på den mest oldnordiske måde, man kan forestille sig (sæt dig aldrig ned foran computeren uden også at have det der skide Nem-ID kort SAMT din telefon på dig. Ikke engang for at bestille en telefontid).

Danmark. Hvor alle taler klima og miljø, men hvor folk spiser så meget kød, at jeg aldrig har set noget lignende, og hvor man kun een gang begår den fejltagelse at bestille vegetarisk på en provinsrestaurant. Hvor børn skal iklædes uld fra top til tå, og helst i den samme model fra… (indsæt selv butik, jeg har endnu ikke fundet ud af, hvor *man* køber tøj).

Danmark… Dit mærkelige, søde, alt alt for lille land. Du er tryg og utryg på samme tid, og Vejen Hjem kan synes alt, alt for lang.

Advertisements

Hvad jeg lærte (aug/sep)

fullsizerender

Her er, hvad jeg har lært den sidste måneds tid:

  • danske børnehaver er fantastiske. Selv når de er helt almindelige, ikke-økologiske, kommunale, og egentlig ser alt for store ud. Men…
  • danske børn er vilde! Både den næsten-fire-årige og hans forældre er lidt i chok. Nå, der kom lige en lammer… Og…
  • pladsanvisningen er knap så fantastisk. Ingen nævnt, ingen glemt, men jeg kæmper stadig for at forstå, hvordan det hele egentlig virker. Og forstå, hvordan man både kan insistere på at have pasningsgaranti OG samtidig ikke have vuggestuepladser “før marts. Måske.” Kunne man ikke bare have det ene eller det andet?
  • Man kan (åbenbart) komme lakrids i alt.
  • Vi mestrer nok ikke helt den danske indretningskunst endnu (se billede).
  • Kold kærnemælk er alletiders som en sen aften mocktail.
  • Det er en dødssynd at brokke sig over solskinsvejr.
  • Det sidste, man råber til sin engelske mand, før han tager på arbejde fredag morgen er “Remember to say Have a nice weekend! to everyone! EVERYONE!” Instruktion gentages evt. pr. sms senere på dagen, så man er sikker på, at han ikke glemmer det.
  • Rejsekortet kræver usandsynlig snilde at forstå. Husbond og jeg har begge universitetsgrader fra Oxford. Vi forstår det stadig ikke.
  • Og nu vi taler om det… Dø, DSB. Bare dø. Og så genopstå i ny form, gerne med toge, der er længere end to vogne og ikke så høje, at man ikke selv kan få en klapvogn op i dem.

I weekenden får vi første besøg fra England. Glæder mig usigeligt til en dosis nørdet påklædning, ekstrem høflighed, bidende satire og forhåbentligt en pakke Yorkshire Tea.

HAVE A NICE WEEKEND, READERS!