Undskyld mig, mens jeg lige får spat

Danmark. Hobbitlandet, hvor alt ligner noget fra en turistbrochure. Hver gang, vi kører ud på tur, siger den engelske husbond: “Jeg tror, det er her, Visit Denmark har taget deres billeder. Nej, her! Nej, her!” Hvor hjemmehjælperne kører rundt på cykler, som kommunen har købt til dem, og hvor alle lige har tid til en snak. Hele tiden. Provinsdanmark, hvor ingen har rigtig travlt.

Danmark, hvor man holder weekend fra lige over middag om fredagen. Hvor gågader lugter af bacon i den ene ende og af pølsevogn i den anden (eller er det bare vores by)? Hvor man bliver kimet ned af en kommunal pladsanvisningsdame, som vil tilbyde mærkelige pasningsordninger – patchworkløsninger stykket sammen af dagpleje med gæstedagpleje på med gæstedagpleje på, fordi vuggestuerne er overbelagte og underbemandede. Og ikke forstår mig, når jeg siger, at jeg nok selv skal finde en løsning, fordi det er jo hendes job at hjælpe mig.

Danmark. Landet, hvor børnehaver ligner noget, der er løgn (på den gode måde). De er gennemtænkte, smukke, store og dufter godt. De har ALT. Bortset fra pædagoger, der har tid til at gå ud at tisse med børnene og give en krammer, når verden går imod en. Danmark. Hvor en hel nation kan diskutere et dårligt designet computerprogram ved navn forældreintra, fordi en mand er sur over, at hans app på telefonen bipper, hver gang, der er en ny besked. Det er de andre forældres skyld, fordi “intet er for småt til at blive diskuteret på forældreintra.” Og ikke mandens egen skyld for at have en smartphone fuld af apps klistret til sig dagen lang. Træt af bipperi? Sæt telefonen fri. Eller lad den ligge i en skuffe. Sgu’ da.

Danmark. Landet, hvor min kridhvide mand og kridhvide søn bliver spurgt “Are you from Syria?”, da de for tredje gang er ude for at købe møbler i genbrugsbutikken. Hvor en teenager henkastet råber “Husk lige cykelhjelmen!” efter mig en dag, hvor jeg er kommet for hurtigt afsted. Hvor politikerne konkurrerer om at være mest visionsløse. Hvor alt er digitaliseret i grotesk grad, men alligevel på den mest oldnordiske måde, man kan forestille sig (sæt dig aldrig ned foran computeren uden også at have det der skide Nem-ID kort SAMT din telefon på dig. Ikke engang for at bestille en telefontid).

Danmark. Hvor alle taler klima og miljø, men hvor folk spiser så meget kød, at jeg aldrig har set noget lignende, og hvor man kun een gang begår den fejltagelse at bestille vegetarisk på en provinsrestaurant. Hvor børn skal iklædes uld fra top til tå, og helst i den samme model fra… (indsæt selv butik, jeg har endnu ikke fundet ud af, hvor *man* køber tøj).

Danmark… Dit mærkelige, søde, alt alt for lille land. Du er tryg og utryg på samme tid, og Vejen Hjem kan synes alt, alt for lang.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s