(Forsker)arbejde og sociale medier

DSC00739

Et sted på de sociale medier postede en af mine bekendte denne artikel, som handler om… sociale medier. Og arbejde. Og om, hvordan man (kort sagt) burde holde op med at tro, at de sociale medier fremmer ens karriere, og i stedet logge af og koncentrere sig om det, der egentlig gør en bedre til arbejdet: nemlig at fokusere, øve sig og udvikle sig:

In a capitalist economy, the market rewards things that are rare and valuable. Social media use is decidedly not rare or valuable. Any 16-year-old with a smartphone can invent a hashtag or repost a viral article. The idea that if you engage in enough of this low-value activity, it will somehow add up to something of high value in your career is the same dubious alchemy that forms the core of most snake oil and flimflam in business.

Professional success is hard, but it’s not complicated. The foundation to achievement and fulfillment, almost without exception, requires that you hone a useful craft and then apply it to things that people care about. This is a philosophy perhaps best summarized by the advice Steve Martin used to give aspiring entertainers: “Be so good they can’t ignore you.” If you do that, the rest will work itself out, regardless of the size of your Instagram following.

Der er sikkert ikke noget banebrydende i den, men jeg har ikke kunnet ryste den af mig. Måske fordi fastetiden er begyndt, og jeg har en håndfuld mere eller mindre fromme venner, som altid hopper af facebook på den tid af året. Måske fordi jeg som mange andre har et had-kærlighedsforhold til de sociale medier: de er tomme, de føles tomme, og alligevel sidder jeg hver dag trofast og scroller ned gennem fjerne bekendtes kedsommelige nyheder (nyt badeværelse med før-efter billeder, en datters første gymnastikopvisning). Tilsat mine ekskæresters gøren og laden, mine søstres ekskæresters gøren og laden, mine brødres ekskæresters gøren og laden og (gud hjælpe mig) mine veninders eksmænds gøren og laden. Fordi jeg ikke kan få mig til at slette dem som venner.

Derudover bruger jeg de sociale medier professionelt. Jeg siger ihvertfald til mig selv, at jeg bruger dem professionelt. For jeg poster links til mine forskningsartikler på twitter (ligesom mine kolleger) og sørger for også med jævne mellemrum at få det til at lyde, som om jeg sidder med endnu et spændende forskningsprojekt, selvom jeg i virkeligheden bare er forsker in between jobs – dvs. arbejdsløs – der prøver at få tid til at få skrevet, indimellem at jeg passer syge børn.

Men er der så nogen læsere, der kommer til mine artikler via twitter? Tja, ikke mange. Faktisk uhyggeligt få. På min academia-side (en slags forskernes facebook) kan jeg nemlig se, hvordan folk ender på min profil. Og det er hverken via twitter eller facebook, men ganske almindelig, gammeldags googling. Folk googler mit navn, og så finder de min artikel. Nemt og godt. Så måske behøver jeg slet ikke twitter? Der er alligevel aldrig nogen, der reagerer på det, jeg skriver. (Bortset fra Kristian Leth. Egentlig sødt af ham, når jeg tænker over det.)

På facebook er det lidt noget andet. De fleste af mine forskervenner og kolleger er på, og vi ELSKER det. Vi ELSKER hinandens ting. Vi DØR af grin over hinandens kommentarer. Jamen, jeg er ikke engang ironisk, for de eneste, jeg synes er sjovere end mine søskende på facebook, det er mine forskervenner.

Det er bare ikke arbejde, vi taler om. Vi gør os muntre omkring alt muligt, der måske har lidt med arbejde at gøre, måske ikke. Og vi bruger vores egen jargon, og det gør det endnu sjovere. Men sådan fisken-på-disken, har jeg så fået noget professionelt ud af facebook? Jeg har to gange fået hjælp med at finde en tekst, der ellers ikke var tilgængelig for mig. (Helt legalt, må jeg hellere skynde mig at sige.) Og så har jeg vist een gang hjulpet en anden med at scanne noget.

Var det det?

Og så kigger jeg over på min mand, som sidder i vores anden sofa og er så… hellig. Og god til ikke at være på de sociale medier, overhovedet. Han var tidligere, men på en meget mere kontrolleret måde end jeg. Meget mere uinteresseret i alle de små diskussioner om dit og dat, alle de små billeder, alle de kedelige kærestefotos. Og komplet uinteresseret i at bruge det i arbejdsøjemed.

Han er også den af os to, der har mest success, arbejdsmæssigt. Til trods for, altså, at han aldrig nogensinde reklamerer for sit arbejde på nettet. Aldrig poster links til bøger og artikler og kapitler. Aldrig gør noget af alt det, som jeg synes, man skal, for at sælge sit stof. Han arbejder bare derudaf. Skriver, skriver, skriver, og finpudser så lidt ekstra. Og så afsted med det. Hvis man vil læse det, må man købe bogen eller tidsskriftet.

Han er den, der har en fast stilling.

Jeg er den, der er arbejdsløs.

Han er ligeglad med de sociale medier.

Jeg er ikke.

Men han kan også tillade sig at være det, fordi han jo netop har den faste stilling.

Og her er det, jeg bliver i tvivl, for kan jeg det? Kan jeg tillade mig den luksus at være ligeglad med det, hvis…? HVIS der nu pludselig viste sig et job via facebook. (Som om.) HVIS der nu pludselig var en, der via twitter fandt en af mine artikler og elskede den. HVIS jobbet nu var derude, og jeg også var der, og vi så fandt hinanden. Og HVIS nu, der var nogen, der ledte efter mig, men ikke kunne finde mig andre steder end på de sociale medier? Et af problemerne som fritgående forsker er nemlig, at man ikke har en profil på en universitetshjemmeside med cv og publikationsliste og emailadresse. Så man er en lille smule usynlig, hvis man da ikke laver en hjemmeside for sig selv, og det virker på en eller anden måde også lidt gumpetungt.

Jeg er efterhånden ret overbevist om, at jeg ville blive dygtigere til mit arbejde, hvis jeg holdt op med at sidde og have morsomme facebooksamtaler med tidligere kolleger. Til gengæld ville jeg føle mig ikke bare lidt, men nok ret ensom i løbet af min arbejdsdag,  som oftest foregår hjemme iklædt træt hestehale og en lille joggingbuks. Så ja, måske ville stemmerne i mit hoved dæmpe sig og give plads til de store, flotte tanker. Men jeg ville også føle mig lidt for meget som det, jeg er: nemlig en, der savner et arbejde, savner kolleger, og savner kontakt med andre voksne i hverdagen. Savner at kunne tale med nogen om arbejde. Vores kollegiale banter på facebook er mig, der forsøger at kompensere for min professionelle ensomhed. Det smager af arbejde, men det er ikke arbejde. Det smager af at være med i klubben, selvom man bare sidder for sig selv et sted på Vestfyn.

Nogle af de mest succesfulde forskere, jeg kender, er håbløst – håbløst – gammeldags. En af dem har godtnok en emailadresse, men alle ved, at man kun kan få fat i ham via telefonen. Fastnettelefonen, altså. Og han tager den ikke, hvis han er midt i noget, midt i sit arbejde. Sit verdensklassearbejde på verdensklasseuniversitetet. Og han er altså ikke den eneste.

Jeg bliver aldrig sådan en. Jeg elsker det sociale ved mit arbejde og bliver aldrig den type, der kun vil sidde foran computeren og dygtiggøre mig. Jeg synes, kontakten med andre er alt for sjov, og jeg elsker alt, der bare lugter af kaffepauser og konferencer og undervisning af studerende. Elsker kontakten, snakken, og det faktum, at jeg tænker så velsignet hurtigt, når jeg hører andre tale.

Men jeg elsker også det andet. Stilheden foran computeren, timerne med teksten, jeg arbejder med, og måden, det kværner rundt i hovedet på, selv, når jeg er i skoven for at gå mig frem til løsningen på et problem. Og det pludselig kommer til mig, og jeg nærmest løber hjem for at skrive det ned.

Det elsker jeg. Og den koncentration er lige netop den, som jeg er bange for, at jeg langsomt og umærkeligt vil miste, mens jeg sidder og fniser over noget kollegialt et sted inde i en fjern facebooktråd.

Min mand har ikke et arbejde, fordi han ikke er på de sociale medier. Og jeg er ikke arbejdsløs, fordi jeg er. Det er ikke det, jeg siger. Jeg siger bare, at i det store hele er det måske nok lidt spild af tid, at jeg bruger så meget tid på det. For rigtigt sjovt, det er det jo ikke.

Vi omfavner de danske traditioner

img_2885

Der er så meget, dette år, der er “første gang” for os: f.eks. første fastelavn nogensinde! Jeg var nødt til at forklare det for den fire-årige som “det er lidt ligesom Halloween, men ikke uhyggeligt. Og man slår på en tønde.” (Mistænksomme øjne.) “Med en kat i.” (Opspærrede øjne.) “IKKE EN LEVENDE KAT! Det var kun i gamle dage. Og så spiser man fastelavnsboller og får fastelavnsris på sengen og riser sin mor og far op.”

Hvordan det gik:

  • han blev kattedronning i børnehaven, hvilket han blev noget fortørnet over, for hvorfor blev han ikke konge?
  • vores fastelavnsboller blev almindelige gulerodsboller med græsk yoghurt i og lyserød glasur på toppen.
  • jeg blev vækket 5.30 i morges af at blive tæsket på med en ukulele. For den fire-årige havde set på fastelavnsriset og vurderet, at det ikke ville slå hårdt nok.

Så vi omfavner de danske traditioner, så godt, vi nu kan. Og jeg tænker for mig selv, at det er min fordel, at ingen af drengene ved, hvordan det egentlig burde være.

Det mærkeligt matchende billede (mærkeligt, fordi vi ellers aldrig har noget, der matcher i huset) forestiller sig panikfastelavnsriset kreeret i går aftes af gavebånd fra sidste weekends barnedåb, et gammelt blad og nogle perler. Jeg var stolt!

Dagens radiotip: skøn musik fra Oxford

1930739_41288211653_36_n

Nåmen, hvis I sidder derude, og det er fredag aften, og I ikke ved, hvad I skal lytte til, så se lige her: skøn, skøn, skøn musik fra mit college i Oxford, Queen’s, broadcastet af BBC i den forgangne uge.

Jamen, det er så smukt! Og synet af det lille kapel på Queen’s fik mig pludselig til at savne det hele, selvom det så sandelig ikke bare var en dans på roser, og selvom meget af det, der foregik i kapellet, var noget rigtigt anglikansk stivstikkeri. Men koret, altså… Som ikke består af professionelle musikere (selvom man skulle tro det), men af studerende – studerende, der har sunget i kor det meste af livet, selvfølgelig, og jo, nogle af dem studerede da også musik. Men slet ikke alle, de sang bare, og det helt, helt fantastisk.

Jeg kender ikke mange af dem, der synger i koret længere, men min gamle ven Dan fik lov til at være gæstestjerne ved denne optagelse, ved jeg, og Esther var også med.

Tænk, da jeg boede i Oxford, gik jeg ofte ind og hørte dem synge en gang eller to om ugen! Det var fantastisk. Det eneste, de ikke medvirkede til, var… (drumroll) søndagsgudstjenesten, for der lå de og sov rusen ud, de små pus.

Ladies and gents: koret fra Queen’s College, Oxford. Smukkere bliver det næsten ikke.

(Billedet er fra Queen’s, fra det første år i Oxford. For længe, længe siden.)

Dagens link: aktiv dødshjælp

Læs lige dette her gode interview med Sarah Glerup fra Kristeligt Dagblad om aktiv dødshjælp og ideen om det gode liv. Det er spændende, og selvom jeg ikke helt selv ved, hvad jeg mener, så blev jeg i alle fald klogere af artiklen:

Hvordan vurderer du, hvem der er døende? Det er tydeligt med en kræftpatient, der ikke kan stå ud af sengen, men jeg bliver også regnet for terminal af nogle læger. Vi er mange, der er døende på forskellige stadier, men man er også levende, mens man er døende. Og mange af os, der regnes for terminale, vi føler os vældigt meget i live, men det gør vi kun, så længe vi får tilstrækkelig hjælp til at leve gode liv(.)

(Og så lige en kommentar: grunden til, at jeg ofte henviser til artikler fra Kristeligt Dagblad er ikke, at jeg er en skingrende skør fanatisk kristen, som ikke læser andet – men at det er en avis, der ofte har endog rigtig gode artikler og interviews, men ikke læses af så mange igen. Derfor. Politiken læser I jo allesammen alligevel.)

Vi er segnefærdige (og noget om Orkney)

262845_10150349412971654_7465941_n

Så her kommer det bare ud i een køre: 3 uger med sygdom, og jeg er ved at blive vanvittig. 3 uger, hvor jeg har haft een – EEN – dag ude i verden. Resten af tiden har jeg tilbragt her i huset med at passe andre eller selv ligge brak på sofaen med et martyragtigt udtryk i ansigtet. Ok, jeg har læst to bøger (een rigtig god og een jævnt underholdende),* og der er lige ankommet een til i posten, som passer perfekt til at være syg. Ellers har jeg ligget og stirret vredt på mit arbejde og tænkt, hvorfor jeg da ikke kan finde ud af at skrive, når jeg alligevel ligger der, eller fneset over Adam Buxtons podcast eller sms’et med en af mine søstre. Nogle gange har det været ok hyggeligt, andre gange har jeg været på randen af at gå fra min mand med det samme, fordi man da bliver sindssyg af at være sammen på sygemåden hele tiden. Og børnene har bare – jamen, den ene har været skidesød, og den anden har skidt i to uger. Skidt som i diarre. Nu er han lille og lidt for tynd, og jeg propper ham med smør og modermælk og har det ikke godt med det. Vi har brugt afsindige mængder bleer. Afsindige. Og på lørdag skulle vi have været til koncert med nogen fra Orkney, som vi jo elsker (ELSKER ORKNEY! ELSKER!), men det tør jeg ikke sætte mine penge på nu, for vi har det jo ikke godt, altså. Og den planlagte babysitter vil helst ikke smittes. Så den romantiske koncert sammen bliver nok til, at min mand må tage derud alene, og jeg må sidde herhjemme med førnævnte martyragtige ansigtsudtryk. Og det værste? Da var vi lige ved at græde: at de har børneorm i børnehaven. Først vidste jeg slet ikke, hvad det var. Så googlede vi det. Så stod der, at når man har det, skal man bare gøre hele huset rent – helt rent – og så blive ved med det i to uger. Og så var det, jeg og manden faldt om i hysteriske krampegrin. Vi har jo for fa’en svært ved overhovedet at få vasket op for tiden.

Og så? Så er vores politikere sådan nogen afsindige ogginokker, og jeg bliver eddermanme så vred over alt det der med ikke-vestlige indvandrere. Jamen, hvilken virkelighed lever DE i? Altså, seriøst? Som om man… jamen, jeg kan slet ikke formulere det, for jeg er mundlam. Hvordan tror de, verden fungerer? Mennesker fungerer?

Og så ved jeg godt, at mine problemer er så uendeligt små i forhold til andres. Men altså… Hvor er jeg alligevel træt.

Og så nu vi er ved Orkney: billedet er fra Orkney og viser det sted, hvor George Mackay Browns fantastiske – fantastiske! – roman Magnus begynder. Hvis I ikke har læst den, bør I begynde nu, og gør jer også den tjeneste at læse resten af hans forfatterskab, nu hvor I er i gang. Han er en af mine yndlingsforfattere. Og noget andet om Orkney? Hvis I er på twitter, skal I følge den mindre sensation Orkney Library, som får mig til at grine stort set hver dag. Og så er jeg så stolt over, at jeg endda selv har været på biblioteket. Før det blev kendt!

Nu redigerer jeg intet, nu publicerer jeg bare, for computeren løber tør for strøm, og jeg skal ligge ned igen.

PS: glemte at sige, at vi skal have barnedåb næste uge. Er ikke engang nået til at sende invitationer ud endnu.

*Per Pettersons Jeg forbander tidens elv og en krimi fra det gamle Rom af Lindsey Davis (jaja, grin bare. Hvad læser I måske, når I er syge? Seneca?)

Podcast tip

Jeg dør lige af grin. Adam Buxton, allihopa, som bare er lidt for sjov. (“Fantastisk sjov!”, som min fire-årige ville sige.)

Derudover er jeg stadig syg. Læser bøger og kigger ud i haven på snevejret og håber, at en eller anden magisk fe kommer og henter børnene, så jeg kan få lov til at være syg i fred. For det kan godt være, jeg er dårlig til at være sygeplejerske, men jeg er om muligt endnu værre til at være patient, der også skal passe børn og være mor.