Vi er segnefærdige (og noget om Orkney)

262845_10150349412971654_7465941_n

Så her kommer det bare ud i een køre: 3 uger med sygdom, og jeg er ved at blive vanvittig. 3 uger, hvor jeg har haft een – EEN – dag ude i verden. Resten af tiden har jeg tilbragt her i huset med at passe andre eller selv ligge brak på sofaen med et martyragtigt udtryk i ansigtet. Ok, jeg har læst to bøger (een rigtig god og een jævnt underholdende),* og der er lige ankommet een til i posten, som passer perfekt til at være syg. Ellers har jeg ligget og stirret vredt på mit arbejde og tænkt, hvorfor jeg da ikke kan finde ud af at skrive, når jeg alligevel ligger der, eller fneset over Adam Buxtons podcast eller sms’et med en af mine søstre. Nogle gange har det været ok hyggeligt, andre gange har jeg været på randen af at gå fra min mand med det samme, fordi man da bliver sindssyg af at være sammen på sygemåden hele tiden. Og børnene har bare – jamen, den ene har været skidesød, og den anden har skidt i to uger. Skidt som i diarre. Nu er han lille og lidt for tynd, og jeg propper ham med smør og modermælk og har det ikke godt med det. Vi har brugt afsindige mængder bleer. Afsindige. Og på lørdag skulle vi have været til koncert med nogen fra Orkney, som vi jo elsker (ELSKER ORKNEY! ELSKER!), men det tør jeg ikke sætte mine penge på nu, for vi har det jo ikke godt, altså. Og den planlagte babysitter vil helst ikke smittes. Så den romantiske koncert sammen bliver nok til, at min mand må tage derud alene, og jeg må sidde herhjemme med førnævnte martyragtige ansigtsudtryk. Og det værste? Da var vi lige ved at græde: at de har børneorm i børnehaven. Først vidste jeg slet ikke, hvad det var. Så googlede vi det. Så stod der, at når man har det, skal man bare gøre hele huset rent – helt rent – og så blive ved med det i to uger. Og så var det, jeg og manden faldt om i hysteriske krampegrin. Vi har jo for fa’en svært ved overhovedet at få vasket op for tiden.

Og så? Så er vores politikere sådan nogen afsindige ogginokker, og jeg bliver eddermanme så vred over alt det der med ikke-vestlige indvandrere. Jamen, hvilken virkelighed lever DE i? Altså, seriøst? Som om man… jamen, jeg kan slet ikke formulere det, for jeg er mundlam. Hvordan tror de, verden fungerer? Mennesker fungerer?

Og så ved jeg godt, at mine problemer er så uendeligt små i forhold til andres. Men altså… Hvor er jeg alligevel træt.

Og så nu vi er ved Orkney: billedet er fra Orkney og viser det sted, hvor George Mackay Browns fantastiske – fantastiske! – roman Magnus begynder. Hvis I ikke har læst den, bør I begynde nu, og gør jer også den tjeneste at læse resten af hans forfatterskab, nu hvor I er i gang. Han er en af mine yndlingsforfattere. Og noget andet om Orkney? Hvis I er på twitter, skal I følge den mindre sensation Orkney Library, som får mig til at grine stort set hver dag. Og så er jeg så stolt over, at jeg endda selv har været på biblioteket. Før det blev kendt!

Nu redigerer jeg intet, nu publicerer jeg bare, for computeren løber tør for strøm, og jeg skal ligge ned igen.

PS: glemte at sige, at vi skal have barnedåb næste uge. Er ikke engang nået til at sende invitationer ud endnu.

*Per Pettersons Jeg forbander tidens elv og en krimi fra det gamle Rom af Lindsey Davis (jaja, grin bare. Hvad læser I måske, når I er syge? Seneca?)

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s