(Forsker)arbejde og sociale medier

DSC00739

Et sted på de sociale medier postede en af mine bekendte denne artikel, som handler om… sociale medier. Og arbejde. Og om, hvordan man (kort sagt) burde holde op med at tro, at de sociale medier fremmer ens karriere, og i stedet logge af og koncentrere sig om det, der egentlig gør en bedre til arbejdet: nemlig at fokusere, øve sig og udvikle sig:

In a capitalist economy, the market rewards things that are rare and valuable. Social media use is decidedly not rare or valuable. Any 16-year-old with a smartphone can invent a hashtag or repost a viral article. The idea that if you engage in enough of this low-value activity, it will somehow add up to something of high value in your career is the same dubious alchemy that forms the core of most snake oil and flimflam in business.

Professional success is hard, but it’s not complicated. The foundation to achievement and fulfillment, almost without exception, requires that you hone a useful craft and then apply it to things that people care about. This is a philosophy perhaps best summarized by the advice Steve Martin used to give aspiring entertainers: “Be so good they can’t ignore you.” If you do that, the rest will work itself out, regardless of the size of your Instagram following.

Der er sikkert ikke noget banebrydende i den, men jeg har ikke kunnet ryste den af mig. Måske fordi fastetiden er begyndt, og jeg har en håndfuld mere eller mindre fromme venner, som altid hopper af facebook på den tid af året. Måske fordi jeg som mange andre har et had-kærlighedsforhold til de sociale medier: de er tomme, de føles tomme, og alligevel sidder jeg hver dag trofast og scroller ned gennem fjerne bekendtes kedsommelige nyheder (nyt badeværelse med før-efter billeder, en datters første gymnastikopvisning). Tilsat mine ekskæresters gøren og laden, mine søstres ekskæresters gøren og laden, mine brødres ekskæresters gøren og laden og (gud hjælpe mig) mine veninders eksmænds gøren og laden. Fordi jeg ikke kan få mig til at slette dem som venner.

Derudover bruger jeg de sociale medier professionelt. Jeg siger ihvertfald til mig selv, at jeg bruger dem professionelt. For jeg poster links til mine forskningsartikler på twitter (ligesom mine kolleger) og sørger for også med jævne mellemrum at få det til at lyde, som om jeg sidder med endnu et spændende forskningsprojekt, selvom jeg i virkeligheden bare er forsker in between jobs – dvs. arbejdsløs – der prøver at få tid til at få skrevet, indimellem at jeg passer syge børn.

Men er der så nogen læsere, der kommer til mine artikler via twitter? Tja, ikke mange. Faktisk uhyggeligt få. På min academia-side (en slags forskernes facebook) kan jeg nemlig se, hvordan folk ender på min profil. Og det er hverken via twitter eller facebook, men ganske almindelig, gammeldags googling. Folk googler mit navn, og så finder de min artikel. Nemt og godt. Så måske behøver jeg slet ikke twitter? Der er alligevel aldrig nogen, der reagerer på det, jeg skriver. (Bortset fra Kristian Leth. Egentlig sødt af ham, når jeg tænker over det.)

På facebook er det lidt noget andet. De fleste af mine forskervenner og kolleger er på, og vi ELSKER det. Vi ELSKER hinandens ting. Vi DØR af grin over hinandens kommentarer. Jamen, jeg er ikke engang ironisk, for de eneste, jeg synes er sjovere end mine søskende på facebook, det er mine forskervenner.

Det er bare ikke arbejde, vi taler om. Vi gør os muntre omkring alt muligt, der måske har lidt med arbejde at gøre, måske ikke. Og vi bruger vores egen jargon, og det gør det endnu sjovere. Men sådan fisken-på-disken, har jeg så fået noget professionelt ud af facebook? Jeg har to gange fået hjælp med at finde en tekst, der ellers ikke var tilgængelig for mig. (Helt legalt, må jeg hellere skynde mig at sige.) Og så har jeg vist een gang hjulpet en anden med at scanne noget.

Var det det?

Og så kigger jeg over på min mand, som sidder i vores anden sofa og er så… hellig. Og god til ikke at være på de sociale medier, overhovedet. Han var tidligere, men på en meget mere kontrolleret måde end jeg. Meget mere uinteresseret i alle de små diskussioner om dit og dat, alle de små billeder, alle de kedelige kærestefotos. Og komplet uinteresseret i at bruge det i arbejdsøjemed.

Han er også den af os to, der har mest success, arbejdsmæssigt. Til trods for, altså, at han aldrig nogensinde reklamerer for sit arbejde på nettet. Aldrig poster links til bøger og artikler og kapitler. Aldrig gør noget af alt det, som jeg synes, man skal, for at sælge sit stof. Han arbejder bare derudaf. Skriver, skriver, skriver, og finpudser så lidt ekstra. Og så afsted med det. Hvis man vil læse det, må man købe bogen eller tidsskriftet.

Han er den, der har en fast stilling.

Jeg er den, der er arbejdsløs.

Han er ligeglad med de sociale medier.

Jeg er ikke.

Men han kan også tillade sig at være det, fordi han jo netop har den faste stilling.

Og her er det, jeg bliver i tvivl, for kan jeg det? Kan jeg tillade mig den luksus at være ligeglad med det, hvis…? HVIS der nu pludselig viste sig et job via facebook. (Som om.) HVIS der nu pludselig var en, der via twitter fandt en af mine artikler og elskede den. HVIS jobbet nu var derude, og jeg også var der, og vi så fandt hinanden. Og HVIS nu, der var nogen, der ledte efter mig, men ikke kunne finde mig andre steder end på de sociale medier? Et af problemerne som fritgående forsker er nemlig, at man ikke har en profil på en universitetshjemmeside med cv og publikationsliste og emailadresse. Så man er en lille smule usynlig, hvis man da ikke laver en hjemmeside for sig selv, og det virker på en eller anden måde også lidt gumpetungt.

Jeg er efterhånden ret overbevist om, at jeg ville blive dygtigere til mit arbejde, hvis jeg holdt op med at sidde og have morsomme facebooksamtaler med tidligere kolleger. Til gengæld ville jeg føle mig ikke bare lidt, men nok ret ensom i løbet af min arbejdsdag,  som oftest foregår hjemme iklædt træt hestehale og en lille joggingbuks. Så ja, måske ville stemmerne i mit hoved dæmpe sig og give plads til de store, flotte tanker. Men jeg ville også føle mig lidt for meget som det, jeg er: nemlig en, der savner et arbejde, savner kolleger, og savner kontakt med andre voksne i hverdagen. Savner at kunne tale med nogen om arbejde. Vores kollegiale banter på facebook er mig, der forsøger at kompensere for min professionelle ensomhed. Det smager af arbejde, men det er ikke arbejde. Det smager af at være med i klubben, selvom man bare sidder for sig selv et sted på Vestfyn.

Nogle af de mest succesfulde forskere, jeg kender, er håbløst – håbløst – gammeldags. En af dem har godtnok en emailadresse, men alle ved, at man kun kan få fat i ham via telefonen. Fastnettelefonen, altså. Og han tager den ikke, hvis han er midt i noget, midt i sit arbejde. Sit verdensklassearbejde på verdensklasseuniversitetet. Og han er altså ikke den eneste.

Jeg bliver aldrig sådan en. Jeg elsker det sociale ved mit arbejde og bliver aldrig den type, der kun vil sidde foran computeren og dygtiggøre mig. Jeg synes, kontakten med andre er alt for sjov, og jeg elsker alt, der bare lugter af kaffepauser og konferencer og undervisning af studerende. Elsker kontakten, snakken, og det faktum, at jeg tænker så velsignet hurtigt, når jeg hører andre tale.

Men jeg elsker også det andet. Stilheden foran computeren, timerne med teksten, jeg arbejder med, og måden, det kværner rundt i hovedet på, selv, når jeg er i skoven for at gå mig frem til løsningen på et problem. Og det pludselig kommer til mig, og jeg nærmest løber hjem for at skrive det ned.

Det elsker jeg. Og den koncentration er lige netop den, som jeg er bange for, at jeg langsomt og umærkeligt vil miste, mens jeg sidder og fniser over noget kollegialt et sted inde i en fjern facebooktråd.

Min mand har ikke et arbejde, fordi han ikke er på de sociale medier. Og jeg er ikke arbejdsløs, fordi jeg er. Det er ikke det, jeg siger. Jeg siger bare, at i det store hele er det måske nok lidt spild af tid, at jeg bruger så meget tid på det. For rigtigt sjovt, det er det jo ikke.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s