Fredagslinks

Fotografi den 31-03-17 kl. 20.32

Havde titusinde links i hovedet til jer, men har glemt de fleste. Det er nok et tegn på, at jeg bør sætte mig ned med min bog og samle koncentrationen, indtil det hele glider lidt nemmere igen. I mellemtiden får I disse:

IT i undervisningen – helt essentielt eller “en distraktion”? (Gæt, hvad jeg mener…)

UnderbaraClara har fået en depression, og jeg måtte tørre øjnene lidt, da jeg hørte podafsnittet, for jeg har læst hendes blog i rundt regnet hundrede år og synes jo næsten, at jeg kender hende. Selvom jeg godt ved, at det gør man jo slet ikke… Jeg synes, det er sejt, at hun er åben omkring det, for det behøvede hun faktisk ikke være.

Andreas Hejlskovs beskrivelse af naturen (som stammer herfra) fik mig til at fnise, også måske fordi jeg lige har tilbragt en time med et barn ude i vores havevildnis, som ligner noget fra en reklamefilm for ekstrem biodiversitet.

Nu har jeg bare været en del ude i naturen, og sådan her ser jeg den: stor, udsmattet, halvrådden svamp; jeg trådte i noget ulækkert med bare tæer i sommer, et ådsel; mider, der kravler; knækkede fugleæg; en rævelort med bær i; sneglesporsslim; at gå ind i spindelvæv, hovedet først; svirpende grene; bål, der ikke vil gå ild i; sort røg nede i lungerne, det svier på huden om vinteren; uglegylp; lugten af prut, når man træder på skovsøens bund; sommerens uendelige kedsomhed; den absolutte stilstand; det stillestående vand; når hjortene brøler, lyder det som dæmoner.

Og så grynter jeg alligevel gnavent, når Hejlskov kommer til sit afsluttende spørgsmål: “Gad vide om frelsen måske kunne være noget andet? Altså noget andet end det perfekte …”, for er det ikke en noget udvandet måde at tænke frelse på. Jamen, seriøst? Troede du, at frelsen var derude?

Det mindede mig pludselig om Christian Hjortkjær i Information for nogle måner siden om Skam og Luther, hvilket ikke var helt dårligt:

500 år efter Luther er vi tilbage, hvor han begyndte. I præstationssamfundet og angstens tidsalder. Vi maksimerer som munke. Og skammer os over vores egen utilstrækkelighed.

Og endelig Mogens Lindhardt i KD om den vestindiske historie, skammen og sin fætters farmor.

Det var det. Fred være med weekenden, og jer alle.

Advertisements

Arbejdsløse dage

Fotografi den 29-03-17 kl. 09.50

Nogle dage er det nemt at være arbejdsløs, andre dage er det svært. Som i dag. Vennerne er taget hjem, og der er stille i huset, jeg har sendt børnene afsted i institution, det er tåget udenfor, og jeg kan ikke se havet i dag. Laver kaffe og tjekker, hvornår der kommer Antikkrejlerne. Tænker på, hvad jeg skal lave i dag, og hvad der kan udskydes til i morgen. Hvor jeg sikkert har mere energi, ahahaha. Får en sms og tænker, at det er nogen, der vil mødes, men det er fra biblioteket, de vil have deres bøger tilbage. Det bliver også i morgen.

Nogle dage er det nemt at være arbejdsløs, andre dage er det svært. I dag er det svært.

Om døden og Maria Gerhardt

Fotografi den 10-03-17 kl. 09.05

Skynd jer! For hvis I ikke har læst det endnu, så er interviewet med Maria Gerhardt fra Politiken nu åbent også for ikke-abonnenter. Det handler om kærligheden, moderskabet, og om at være syg at kræft og sige nej til yderligere behandling. Og om døden. Hvordan man tænker om døden, når man ved, den kommer indenfor en overskuelig fremtid.

Jeg synes, det er et meget smukt interview. Og jeg synes også, at vi burde tale mere om døden. Ikke hele tiden, måske, men mere. Oftere. Gøre den til en ven, eller i det mindste til noget naturligt, til noget, der er lige så meget en del af livet som alt andet. Der er fødsel, og der er død.

Jeg har selv tænkt meget på døden. Virkelig meget. Virkelig, virkelig meget. Jeg har været ekstremt dødsangst, og der har været perioder, hvor jeg synes, den har fyldt alt for meget i mit liv. En kvinde sidst i tyverne, der bruger meget af sit liv på at være bange for at dø? Bruger en stor del af sin tid på at lede sine tanker væk fra Det Farlige – Døden?

På et tidspunkt bestemte jeg mig for, at det skulle være nok. At jeg ikke kunne leve mit liv sådan. At jeg måtte tage livtag med det. Det virkede som sådan et spild af liv at gå og være bange.

Så begyndte jeg at bekæmpe min frygt. Ved at prøve at være nysgerrig i stedet for bange. Ved at turde læse om døden i stedet for at bladre væk. Og ved – fordi jeg er et sådan ok troende menneske – nogle gange bare folde hænderne og sige “hey, deroppe. Jeg er bange!”

Det har ikke været nogen mirakelkur, men det har hjulpet. Ihvertfald hjulpet så meget, at jeg nu kan tale med min meget dødsfokuserede 4-årige dreng om det, for han vil jo tale om døden. Hele, hele tiden.

Måske er hans spørgsmål i virkeligheden den største gave, jeg har fået? For jeg bliver selv roligere, når jeg igen og igen har fortalt ham, at der virkelig ikke er noget at være bange for.

Jeg har ikke lyst til at dø, og det er jeg ret sikker på, at Maria Gerhardt heller ikke har. Altså, man er vel ikke morbid. Men jeg synes, det er meget, meget smukt, den måde, hun kan tale om døden på, og jeg tror, vi allesammen kan blive lidt klogere af det. For døden i behandlersamfundet, det er nærmest noget, man aktivt må tilvælge. Og det kræver nosser.

Og så glæder jeg mig rigtig meget til at læse hendes nye bog Transfervindue. Men det tager nok et par år, før jeg giver den til mit ældste barn. Trods alt.

8. marts

Fotografi den 08-03-17 kl. 10.11 #2

Kvindernes internationale kampdag, og jeg vågnede op til en ubehagelig besked fra en (mandlig) internettrold, fordi jeg havde formastet mig til at mene noget om feministisk teologi i går. Uden at sige for meget kan jeg afsløre, at vi var ude i noget med en masse kønsdele og så lidt røgelse, angiveligt for at spille på det religiøse element. Trolden er en relativt velkendt feministhader på nettet. Herligt!

Så dem, der endnu engang spørger har vi virkelig brug for 8. marts kan da bare lige tage en slapper. For når man som kvinde ikke engang kan mene noget ret stilfærdigt om feminisme og religion uden at få kønsdele smækket i hovedet, synes I så ikke, det er indlysende?

Ellers synes jeg, I skal læse dette fantastiske indlæg fra en 11-årig om, at kønsstereotyperne i Anders And-bladene er irriterende: Hvorfor bager kvinderne altid bare kage eller er sure. Jeg synes, det er det bedste, der endnu er skrevet i forbindelse med kampdagen i år:

Det er mænd, der har de vigtige jobs og tjener penge. Jobs som borgmester, hemmelige agenter, bankdirektør og politidirektør. Det er ikke bare hovedpersonerne, der er mænd. Når man ser folk rundt omkring i Andeby, så er der mange flere mænd end kvinder. Mændene kan godt bare gå på gaden med en mappe i hånden. Men kvinderne har børn rundt om sig, går med indkøbsposer, eller de står og banker tæpper eller gør noget andet rent.

Jeg tror, de fleste, der har børn, kan nikke genkendende til det: vi skriver 2017, og de fleste bøger, man læser for ungerne, handler stadig om drenge. Med undtagelser, jovel. Men stadig. Og det er faktisk ikke okay, synes jeg, for gennem de bøger, vi læser for dem, lærer vi børnene, hvordan verden ser ud – og hvordan den bør se ud. Så jeg bytter troligt rundt på rollerne herhjemme, når vi læser, og vupti bliver Ken sygeplejerske, og Barbie bliver læge. (Min ældste dreng elsker Barbiebøger. ELSKER dem.)

Og nu vil jeg ikke skrive mere, men putte mig ned under dynen igen, for jeg er stadig syg. Og mens jeg ligger her, vil jeg følge BBC Woman’s Hours dækning af kampdagen.

Og hvis jeg må komme med eet forslag til, hvad I skal læse (eller lytte til) i dag, så skal det være Mary Beards fantastiske The Public Voice of Women, der ligger både som tekst og lydfil. Hun er endnu en af mine helte, og ikke mindst forskerhelte, fordi hun er så dygtig fagligt og samtidig er en skidegod formidler. Hvis I overhovedet er det mindste interesserede i antikken, så bør I købe en af hendes bøger, og ellers bare følg med på hendes blog A Don’s Life, som er en af de blogs, jeg har fulgt i længst tid.

Glædelig kampdag! Ligeløn næste år! (HAHAHA)

Status: har andre et liv i februar?

fotografi-den-06-03-17-kl-11-00

Nå?

For det har vi ikke. Vi er syge. Hvert år. Sidste år havde vi roskildesyge, skarlagensfeber og 2 x brystbetændelse på en måned. I år er det lidt mindre dramatisk, men ikke mindre irriterende, for siden 22. januar har der hele tiden været een af os, der var nede med flaget. Den, der har klaret sig bedst, er den fire-årige, som er sej som en lille okse med sød engelsk accent (hvis man lytter godt efter). Jeg kommer ind på en flot andenplads, og så deler barnefaderen og den et-årige sidstepladsen, for er du sindssyg, de har skrantet. Og har begge tabt sig og går nu rundt og taber deres bukser, og den ene nåede endda at brække sit kraveben også.

Og så blev det marts, og man opdagede egentlig slet ikke, at februar var gået, og den der deadline, man havde, er long gone.

Her er, hvad jeg har lavet i stedet. Det er ikke særligt intellektuelt eller smart, men jeg har haft brug for underholdning og opløftning (og chokolade).

  • Læst, læst og læst. Jeg er netop blevet færdig med Benn Q. Holms ret irriterende “Den gamle verden”, som jeg alligevel ikke kunne lade være med at læse færdig. Jeg fandt den i en genbrugsbutik i sidste uge. Og nu læser jeg Jhumpa Lharis “Unaccustomed Earth”, som flyttede med os fra England, og som handler om, hvor man føler sig hjemme i verden. Og efter den venter Chimamanda Ngozi Adicies “Purple Hibiscus”, som er hendes første roman, og som jeg efter mit indlæg den anden dag kom i tanke om, at jeg aldrig havde læst. Med andre ord: romaner, romaner, romaner, fordi jeg har brug for at drømme mig væk, ud i den store verden. Derfor er det også, at jeg…
  • …lyttede til Afrikanske Stemmer på P1 i nat, mens jeg lå i gæsteværelset i kælderen og havde mavepine.
  • Og så lyttede jeg til podcasts: Underbara Claras pod, fx den om fiskepinde og den om -arh, jeg kan ikke huske, hvad de andre afsnit handlede om, men det er min hemmelige last, for det er så dejligt at lytte til en, der taler svensk, når man ligger og halvsover. Og så Adam Buxton, som jeg har nævnt, fx den, hvor han interviewer Caitlin Moran, som jo også er en af mine helte.

Med andre ord: ikke noget sindsoprivende eller elitært, men lige sådan, at jeg har følt, at jeg stadig var i forbindelse med verden. Og nu vil vi gerne være raske.

Chimamanda, min helt

fotografi-den-04-03-17-kl-14-12

Jeg vil bare gerne have, at hun [mit barn] bliver rar. Og hvordan undgår jeg at opfostre et røvhul?

Hun er altså min helt, den nigerianske forfatter Chimamanda Ngozi Adichie. En af dem, ihvertfald. Jamen, det er hun bare! Jeg kunne godt forklare hvorfor, men lige nu har jeg for travlt med at skifte bleer på barn med maveonde, så det bliver ikke idag. (I ligestillingens navn vil jeg lige påpege, at det var en overdrivelse: det er min mand, der skifter 90% af alle bleerne. Nogle gange forbarmer jeg mig dog…)

Læs interview med hende fra Politiken om at være feminist her.

»Jeg ser Vestens kvinder og piger hade og bekrige deres kroppe. Jeg kommer fra en kultur, hvor vi slet ikke kender til det. Det kommer selvfølgelig også snigende i Nigeria, fordi vi lever i en globaliseret verden, men generelt har afrikanske kvinder ikke dette onde blik på vores kroppe. Vi sulter os ikke og har ikke alle de spiseforstyrrelser og slankekure, som I har i Vesten. Vesten har et forskruet kvindeideal, fordi I mener, at en kvindes krop skal ligne en mands eller en drengs. Jeres kropsideal er fladbrystet, tyndt, muskuløst og uden de feminine kropstræk som rundhed og blødhed. Jeg presser måske citronen her, men er det måske, fordi I værdsætter det mandlige så meget højere end det kvindelige? Jeg griner lidt, fordi det er en ekstrem tankegang, men det er vigtigt at reflektere over, hvor kropshadet kommer fra«.

Dagens link: kød, klima og flygtninge

fotografi-den-03-03-17-kl-10-13

Læs lige denne kommentar af Rasmus Willig om kød, klima og flygtninge fra KD:

Vi producerer og konsumerer grisekød i mængder uden historisk fortilfælde. Den nuværende landbrugsproduktion står for store dele af udledningen af de farlige drivhusgasser, der er med til at forværre klimaforandringerne.

Tallene taler for sig selv. Danmark er det mest intensivt dyrkede land i Europa. Over 60 procent af Danmarks areal er udlagt til landbrug, og heraf går over 80 procent til produktion af for eksempel foder til grise. Hvis landbrugsproduktionen og forbruget blev grønt og langt mindre kødbaseret, kunne dansk landbrug brødføde hele Danmark og vore nordiske nabolande med. Sådan er det ikke nu, tværtimod.

Så måske kunne man tage det lidt roligt med den der frikadelle-børnehave-danskhedsdebat? For jeg vil da hellere have børnebørn, der er globale medborgere end små, danske frikadellefascister. Ikke mindst hvis det betyder fremtiden for den smukke, blå planet og dens indbyggere. Jamen, hallo!

Kommentaren fik mig også til at tænke på essayet How to grow a Weetabix af James Meek om landbruget i UK fra London Review of Books. Det er meget langt, men ret fantastisk, og jeg synes, I skal give jer tid til at læse det, hvis I orker. Det udkom sidste år umiddelbart før Brexit-afstemningen, og jeg husker meget tydeligt, hvordan jeg pløjede det igennem i sofaen i vores lillebitte stue i Yorkshire. Hele den tid omkring afstemningen står så tydeligt for mig. Uf…