Tro på TV

Nonnen og Narkomanerne kan ses på DR indtil slutningen af juni, og det burde I unde jer selv. Det lyder jo som en kliche at skrive, at en film er “god og livsbekræftende”, men anderledes kan det vist ikke siges. Og så er hun som de fleste nonner/eksnonner, jeg har mødt i virkeligheden: stilfærdigt optimistisk og med en særlig lethed over sig.

Andre af mine trosfavoritter er BBCs tvillingeserier “The Convent” og “The Monastery,” som vel er en slags religiøs reality, men af den gode slags: fire hhv. kvinder og mænd flytter til et kloster og bor der i et stykke tid, mens de prøver at finde ro med sig selv. Og det er faktisk spændende tv! Programmerne er ret nemme at finde på youtube. Jeg mødte selv Christopher Jamison, som er mændenes spirituelle leder i The Monastery (og en slags kendisabbed), da jeg læste i England, og han er skidesød.

Og så den meget, meget smukke film Into Great Silence, som også kan ses på youtube. Den skal I virkelig unde jer selv. Den handler om livet i et karteuserkloster, hvor man lever i stilhed og afsondret fra de andre brødre. Da jeg så den i Gloria i Kbh i hine dage, blev oplevelsen gjort endnu smukkere af, at vi kun var en håndfuld mennesker derinde, deriblandt en noget svagtseende kvinde med en yngre ledsager – og hver gang, der optrådte et tekstcitat i filmen, læste ledsageren det lige så stille (men dog hørligt) op for den ældre kvinde. Resultatet: en form for lectio divina  midt i en biograf lige ved Rådhuspladsen, hvor teksterne kom med lange sekvenser af stilhed imellem. Det var en helt særlig oplevelse.

andenpinsedag

Fotografi den 05-06-2017 kl. 09.07

Så træt. Min yngste er ved at få tænder, og jeg havde glemt alt om, hvordan det er. Han går rundt og kaster vredt med alting, mens han ser bebrejdende på mig. Og det går op for mig, at om halvanden måned har vi boet i DK i et helt år – og vi synes stadig, at danskere siger fucking alt, alt for meget, og at maden smager salt, og at P3 spiller den mest oldnordisk (sic) gamle popmusik, men vi også ret tilfredse. Det er jo et smørhul, det her, og alt det med arbejde skal nok ordne sig. Men først: havregryn.

Min yngste søns fødsel

roligt hvidglødende,

to

halvdele skilles fra hinanden, tager langsom afsked

bjergene kramper rytmisk

der er andre

 

skriver et digt imens

tænker, om det går

syntaksen hænger ikke sammen, blyanten er væk,

sætninger kommer buldrende, jeg åbner munden for at bede om

noget at skrive med, en anden ser på mig

 

lukker øjnene, prøver at formulere det med blyanten

 

intet

 

vender mig om som et langsomt jordskælv, er ved at

grine

det her? så nemt?

 

steder på min krop, jeg glemmer

 

pludselig: han synger derinde,

synger med lille, fremmed stemme

jeg stemmer i

vi synger os ud gennem bølgerne

utroligt, han kender mig!

stiger op for at få luft og så

ned i sangens dyb igen

 

følelsesløs, og ser pludselig ind i fremtiden

tidens pukkel forsvinder, og jeg ser

stearinlys, vafler, nye pas, én, der hvisker mig i øret alt for højt

ser

bøger, jeg kan læse i drømme, høje lyde,

tørsten

 

åbner døren på vid gab,

videre og videre, døden skruer sig ud i

mit liv, vil altid følge mig nu

 

hele tiden sangen, tonerne, hans stemme

kommer nærmere

han trækker vejret og fraserer, jeg

forstår, at jeg nu også altid vil lytte

 

og

så tier han

og

 

tør ikke se på ham, pludselig forlegen

hvor er sangen nu?

Skuffelsen

Fotografi den 02-06-2017 kl. 19.51

Fik ikke jobbet, som jeg gerne ville have haft. Var meget, meget tæt på, og så valgte de alligevel en anden. Først græd jeg snot, så indtog jeg relativt meget is på ret kort tid, og i dag trøsteshoppede jeg bøger i Mission Afrika. Skuffelsen sidder stadig i halsen.

Vi skal have ihvertfald eet fast job om et år. Ellers ser det sort ud mht. at kunne blive i landet. For filan da også…