Om at tænke, når man ikke tænker

Fotografi den 28-06-2017 kl. 20.08

Altså, jeg er jo forsker og har vel snart ti års jubilæum i branchen. Jeg er godt nok arbejdsløs forsker (som mange andre af mine venner; vi er en hel lille klan), men ikke desto mindre forsker. Jeg forsker i mit stof og gør det på daglig basis. Jeg skriver også hver dag – skriver om min forskning, altså. Hver eneste dag hele året igennem, sommer og vinter, in sickness and health. Nogle gange skriver jeg bare på een ting (en artikel, fx), andre gange på flere ting ad gangen (en monografi, som kan tage år at skrive, en anmeldelse eller en forskningsstøtteansøgning). Men altid, altid skriver jeg, sådan at min forskning altid, altid bevæger sig fremad, på trods af småfolk i huset og børnesygdomme og internationale flytninger osv. Altid skriver jeg.*

Alligevel forstår jeg stadig ikke, hvordan min hjerne virker. Den artikel, jeg sidder med nu, f.eks., har jeg arbejdet på i flere måneder. Først gik det skidegodt, så gik det jævnt godt, og så gik det pludselig jævnt dårligt. Endelig gik alt galt: jeg gik tilbage til grundteksten og opdagede, at jeg den pointe, jeg havde brugt 17 sider på at lægge op til, ikke holdt vand. Overhovedet. Så smækkede jeg bogen sammen og smed den på gulvet, for hvor amatøragtigt er det lige? Hvor mange gange har jeg ikke læst den tekst? Hvordan kunne jeg tage så eklatant fejl?

Dagen efter – i går – var jeg nødt til at droppe at arbejde i løbet af dagen, fordi jeg skulle lave selvangivelse (lille tip: flyt aldrig til eller fra udlandet. Aldrig), og senere var jeg alene med de trætte drenge. Selv var jeg ved at falde om af træthed, fordi min yngste kager rundt om natten og vil amme hele tiden. Så jeg gik der i oprydning og larm og lidt for gamle kontaktlinser og…

…pludselig! Pludselig var løsningen der! Pludselig kunne jeg se, hvad det var, jeg skulle ændre i perspektivet for at få brikkerne til at falde på plads. Og hvordan det i virkeligheden ville gøre artiklen meget bedre end det, jeg først havde tænkt mig. Jeg kan føle i maven, når det er rigtigt, og det er det nu.

Og så skal det bare skrives ned. Det gør jeg i morgen og fredag.

I øjeblikke som det elsker jeg at forske. Også selvom jeg ikke bliver betalt for det…


* Jeg lærte det af Tanya. Var aldrig blevet færdig med min ph.d hvis det ikke havde været for hende!

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s