Hurtigt digt om, at ferien er slut

Fotografi den 24-07-2017 kl. 09.09 #2

Som sagt: et hurtigt digt om, at ferien er slut, skrevet over morgenkaffen. Som I kan læse, er stemningen høj her. Not. Jeg sidder fast i et hul.

 

Taster nummeret på

kastanjetræet udenfor

ikke andre at tale med

nu hvor børnene er i

institution

igen

den skide ferie

altid forbi

der er ikke noget så stille

som et hus uden børn

ikke noget så ensomt

som en mor med børn i

institution

ikke noget så skamfuldt

som en arbejdsløs mor med børn i

institution

ikke noget så Astrid Lindgrensk sørgeligt

som gråden i halsen når børnene er i

institution

ikke noget så hemmeligt som en mor

der skriver digte

når børnene er i

institution

 

kastanjetræets blade brune i kanten

det var tidligt, jeg

prøver at ringe igen

kunne sgu da også bare

gå derud

 

sgu da mig der burde være i

institution

 

Vi laver ikke en skid

Fotografi den 17-07-2017 kl. 09.23

Ingenting. Dalrer rundt i varierende grader af nattøj. Fanger insekter i glas (den fire-årige) og slipper dem løs igen (de voksne). Spiser is og bader hver dag. Klipper den enorme hæk med en gammel hækkesaks. Går en tur hen i skoven. Kører på udflugt i bilen nu og da, tager til en større by og køber et telt, som vi slår op i haven. Drengene hører Queen hele tiden og kæmper med at lære sangene udenad: “we will, we will WOCK YOU.” “Du-du-du-du-du, another one bites the DUTCH!” Skændes og går for sent i seng, for alt er ikke idyl, langt fra. I aften kommer vores amerikanske ven, som skulle til Grækenland – og så kunne han jo lige så godt lægge vejen omkring Vestfyn.

Med andre ord: ingenting. Vi laver ikke en skid. Det er dejligt.

Skrive, billeder, twitter

Fotografi den 10-07-2017 kl. 15.05

Tyr lige et sekund til computeren, for børn og voksne er post-mavetilfældesure, og så kan man jo have brug for at forsvinde lidt et øjeblik. Så læste jeg det her om forfatteren Rabih Alameddine, som poster billeder på twitter, når han skriver. Her beskriver han det selv:

“What I do is write a sentence or two, and then I post an image; it distracts me. It calms me down, then I go back. I work a little bit. I read the sentence. I hate myself—so I post an image. Then I come back. And it’s really disgusting. I write another sentence. Then I post an image!”

Det fik mig til at grine. Både fordi det er sjovt, og fordi det beskriver skriveprocessen så godt. De der dage, hvor alt, man skriver, bare er dogshit. Selv er jeg lige blevet færdig med to (!) skriveprojekter i genrer, jeg aldrig har prøvet før. Nu skal de snart ud til deres første læsere. Jeg bæver af skræk. Mine små babyer…

(Artiklen om Alameddine er fra The New Yorker og kan læses her. Og jeg elsker hans billedfeed, by the way.)

Dagens links, og ferie

Fotografi den 30-06-2017 kl. 14.51

Vi holder ferie fra i eftermiddag. Jeg har sat mine SoMe-profiler i bero og vil heller ikke være meget at finde på bloggen, for computeren får ikke lov til at komme med på ferie, og telefonen er så dejligt oldnordisk, at den ikke kan komme på nettet. Ha!

I dag kan I dog lige se dette interview med William Kvist om at tage det lidt med ro med det der selvoptimering, og så disse smukke billeder fra Centralasien, som giver mig lyst til at rejse.

Det skal vi dog ikke lige nu. Vi skal til Læsø og lave ingenting, og så skal vi hjem og lave ingenting, og senere på sommeren skal vi til Strynø og lave ingenting. Hvis vi er helt vilde, kører vi også en tur til Sverige.

Glædelig sommer(regn). Skynd jer ud i den!

Lidelse og ostepops

Fotografi den 29-06-2017 kl. 10.59

Jeg var glad for at læse denne kommentar af Anne Ekkert fra Kristeligt Dagblad over min formiddagskaffe, for jeg synes, hun sætter fingeren på nogle vigtige ting. Helt specifikt er det lidelsen, hun taler om:

…at der i lidelsen ofte ligger værdifuld information til os selv omkring både, hvad det er der er galt, og hvad der brug for for at få det bedre. Lidelse er i dette perspektiv ikke blot overflødigt og uønskværdigt, men en vigtig medspiller i vore liv og vore muligheder for at forstå os selv i det.

(…)

Tanker og følelser kan være besværlige – især de negative – men de er samtidig vores gps, uden hvilken vi er på Herrens mark omkring, i hvilken retning vi skal.

Det giver mening, og måske er det ikke lidelse, jeg føler i dag, men lidt mistrøstigt er det dog. For drengene er udkørte og kede af det og savner deres far, som er i England. Jeg selv er i søvnunderskud og bagud med arbejde, som jeg gerne ville have færdiggjort før ferien. Og i dag spiller en af mine nevøer på Roskilde, og det meste af familien er der og hujer og hepper og kniber måske en tåre. Men jeg er der ikke.

Det er selvfølgelig ærgerligt. Vildt ærgerligt. Men som mine drenge blev tiltagende trætte gennem sidste uge, og mit eget humør også faldt uden anden forklaring end “bare fordi”, så fortalte min indre GPS mig, at jeg skulle blive hjemme. Hvor ærgerligt det end er at gå glip af, så hænger det ikke sammen for os, når vi spænder buen for hårdt. Vi har ikke bedsteforældre i nærheden at læne os op af, ingen sød babysitter at ty til. Der er bare os.

Og det er egentlig okay. Men det betyder altså også, at vi slapper buen, hvor andre spænder den. Vi laver intet, hvor andre laver en masse. Vi leger i haven, hvor andre tager i badeland, og tegner hjemme ved spisebordet, hvor andre laver legeaftaler. Og nogle gange går vi glip af ting, som er ærgerlige, men det er prisen.

Idealet om Det Kedelige Liv, det har jeg lært af min storesøster. Vi kan skam ikke tage prisen for det. Det var hende, som – da jeg blev mor – forklarede mig om det smukke i et overskueligt liv. Hvor man som udgangspunkt intet laver. Hvor man spiser aftensmad på samme tid hver dag. Hvor man holder ferie det samme sted hvert år, vel at mærke uden “spændende” aktiviteter. Hvor man bare er.

Det ideal har vi overtaget, og det virker. Vi bruger det meste af tiden på bare at være. Og vi voksne trives med det, og det gør børnene også. Et helt almindeligt, ikke-spændende familieliv. Det er det, vi er ude i.

Og i dag står min storesøster altså og ser sin ældste søn spille på Roskilde. Så det er ikke fordi Det Kedelige Liv nødvendigvis bliver ved med at være kedeligt. Men der er lige nogle år (eller ti), hvor jeg tror, det er det bedste, man kan stræbe efter.

(Når alt det er sagt, så er jeg stadig skideærgerlig. Mere hellige er vi da ikke. Men så findes ostepops heldigvis.)

Om at tænke, når man ikke tænker

Fotografi den 28-06-2017 kl. 20.08

Altså, jeg er jo forsker og har vel snart ti års jubilæum i branchen. Jeg er godt nok arbejdsløs forsker (som mange andre af mine venner; vi er en hel lille klan), men ikke desto mindre forsker. Jeg forsker i mit stof og gør det på daglig basis. Jeg skriver også hver dag – skriver om min forskning, altså. Hver eneste dag hele året igennem, sommer og vinter, in sickness and health. Nogle gange skriver jeg bare på een ting (en artikel, fx), andre gange på flere ting ad gangen (en monografi, som kan tage år at skrive, en anmeldelse eller en forskningsstøtteansøgning). Men altid, altid skriver jeg, sådan at min forskning altid, altid bevæger sig fremad, på trods af småfolk i huset og børnesygdomme og internationale flytninger osv. Altid skriver jeg.*

Alligevel forstår jeg stadig ikke, hvordan min hjerne virker. Den artikel, jeg sidder med nu, f.eks., har jeg arbejdet på i flere måneder. Først gik det skidegodt, så gik det jævnt godt, og så gik det pludselig jævnt dårligt. Endelig gik alt galt: jeg gik tilbage til grundteksten og opdagede, at jeg den pointe, jeg havde brugt 17 sider på at lægge op til, ikke holdt vand. Overhovedet. Så smækkede jeg bogen sammen og smed den på gulvet, for hvor amatøragtigt er det lige? Hvor mange gange har jeg ikke læst den tekst? Hvordan kunne jeg tage så eklatant fejl?

Dagen efter – i går – var jeg nødt til at droppe at arbejde i løbet af dagen, fordi jeg skulle lave selvangivelse (lille tip: flyt aldrig til eller fra udlandet. Aldrig), og senere var jeg alene med de trætte drenge. Selv var jeg ved at falde om af træthed, fordi min yngste kager rundt om natten og vil amme hele tiden. Så jeg gik der i oprydning og larm og lidt for gamle kontaktlinser og…

…pludselig! Pludselig var løsningen der! Pludselig kunne jeg se, hvad det var, jeg skulle ændre i perspektivet for at få brikkerne til at falde på plads. Og hvordan det i virkeligheden ville gøre artiklen meget bedre end det, jeg først havde tænkt mig. Jeg kan føle i maven, når det er rigtigt, og det er det nu.

Og så skal det bare skrives ned. Det gør jeg i morgen og fredag.

I øjeblikke som det elsker jeg at forske. Også selvom jeg ikke bliver betalt for det…


* Jeg lærte det af Tanya. Var aldrig blevet færdig med min ph.d hvis det ikke havde været for hende!

Dagens link: et digt om fremmedhed og mødre

Fotografi den 24-06-2017 kl. 22.15

Dette digt af Amina Elmi har ligget i baghovedet, siden jeg læste det for nogle dage siden på Slagtryks hjemmeside. Det fanger så godt det dobbelte: nærheden og fremmedheden mellem mødre og døtre. Men det minder mig også om dengang, i England, da min ældste altid svarede mig på engelsk. Dengang troede jeg ikke, det betød noget. Så flyttede vi til Danmark, og han lærte at tale dansk. Og lige pludselig ændrede vores forhold sig. Vi blev endnu mere tætte, uadskillelige, delte interne jokes og ordspil og morede os sammen, som vi aldrig havde gjort før. Det var fantastisk. Men det var også skræmmende: for manglen på fælles sprog havde lavet en afstand imellem os.

Og jeg havde slet ikke opdaget, at den var der.

Derfor dagens digt. Skynd jer at læse det.

Tro på TV

Nonnen og Narkomanerne kan ses på DR indtil slutningen af juni, og det burde I unde jer selv. Det lyder jo som en kliche at skrive, at en film er “god og livsbekræftende”, men anderledes kan det vist ikke siges. Og så er hun som de fleste nonner/eksnonner, jeg har mødt i virkeligheden: stilfærdigt optimistisk og med en særlig lethed over sig.

Andre af mine trosfavoritter er BBCs tvillingeserier “The Convent” og “The Monastery,” som vel er en slags religiøs reality, men af den gode slags: fire hhv. kvinder og mænd flytter til et kloster og bor der i et stykke tid, mens de prøver at finde ro med sig selv. Og det er faktisk spændende tv! Programmerne er ret nemme at finde på youtube. Jeg mødte selv Christopher Jamison, som er mændenes spirituelle leder i The Monastery (og en slags kendisabbed), da jeg læste i England, og han er skidesød.

Og så den meget, meget smukke film Into Great Silence, som også kan ses på youtube. Den skal I virkelig unde jer selv. Den handler om livet i et karteuserkloster, hvor man lever i stilhed og afsondret fra de andre brødre. Da jeg så den i Gloria i Kbh i hine dage, blev oplevelsen gjort endnu smukkere af, at vi kun var en håndfuld mennesker derinde, deriblandt en noget svagtseende kvinde med en yngre ledsager – og hver gang, der optrådte et tekstcitat i filmen, læste ledsageren det lige så stille (men dog hørligt) op for den ældre kvinde. Resultatet: en form for lectio divina  midt i en biograf lige ved Rådhuspladsen, hvor teksterne kom med lange sekvenser af stilhed imellem. Det var en helt særlig oplevelse.

andenpinsedag

Fotografi den 05-06-2017 kl. 09.07

Så træt. Min yngste er ved at få tænder, og jeg havde glemt alt om, hvordan det er. Han går rundt og kaster vredt med alting, mens han ser bebrejdende på mig. Og det går op for mig, at om halvanden måned har vi boet i DK i et helt år – og vi synes stadig, at danskere siger fucking alt, alt for meget, og at maden smager salt, og at P3 spiller den mest oldnordisk (sic) gamle popmusik, men vi også ret tilfredse. Det er jo et smørhul, det her, og alt det med arbejde skal nok ordne sig. Men først: havregryn.

Min yngste søns fødsel

roligt hvidglødende,

to

halvdele skilles fra hinanden, tager langsom afsked

bjergene kramper rytmisk

der er andre

 

skriver et digt imens

tænker, om det går

syntaksen hænger ikke sammen, blyanten er væk,

sætninger kommer buldrende, jeg åbner munden for at bede om

noget at skrive med, en anden ser på mig

 

lukker øjnene, prøver at formulere det med blyanten

 

intet

 

vender mig om som et langsomt jordskælv, er ved at

grine

det her? så nemt?

 

steder på min krop, jeg glemmer

 

pludselig: han synger derinde,

synger med lille, fremmed stemme

jeg stemmer i

vi synger os ud gennem bølgerne

utroligt, han kender mig!

stiger op for at få luft og så

ned i sangens dyb igen

 

følelsesløs, og ser pludselig ind i fremtiden

tidens pukkel forsvinder, og jeg ser

stearinlys, vafler, nye pas, én, der hvisker mig i øret alt for højt

ser

bøger, jeg kan læse i drømme, høje lyde,

tørsten

 

åbner døren på vid gab,

videre og videre, døden skruer sig ud i

mit liv, vil altid følge mig nu

 

hele tiden sangen, tonerne, hans stemme

kommer nærmere

han trækker vejret og fraserer, jeg

forstår, at jeg nu også altid vil lytte

 

og

så tier han

og

 

tør ikke se på ham, pludselig forlegen

hvor er sangen nu?