Min yngste søns fødsel

roligt hvidglødende,

to

halvdele skilles fra hinanden, tager langsom afsked

bjergene kramper rytmisk

der er andre

 

skriver et digt imens

tænker, om det går

syntaksen hænger ikke sammen, blyanten er væk,

sætninger kommer buldrende, jeg åbner munden for at bede om

noget at skrive med, en anden ser på mig

 

lukker øjnene, prøver at formulere det med blyanten

 

intet

 

vender mig om som et langsomt jordskælv, er ved at

grine

det her? så nemt?

 

steder på min krop, jeg glemmer

 

pludselig: han synger derinde,

synger med lille, fremmed stemme

jeg stemmer i

vi synger os ud gennem bølgerne

utroligt, han kender mig!

stiger op for at få luft og så

ned i sangens dyb igen

 

følelsesløs, og ser pludselig ind i fremtiden

tidens pukkel forsvinder, og jeg ser

stearinlys, vafler, nye pas, én, der hvisker mig i øret alt for højt

ser

bøger, jeg kan læse i drømme, høje lyde,

tørsten

 

åbner døren på vid gab,

videre og videre, døden skruer sig ud i

mit liv, vil altid følge mig nu

 

hele tiden sangen, tonerne, hans stemme

kommer nærmere

han trækker vejret og fraserer, jeg

forstår, at jeg nu også altid vil lytte

 

og

så tier han

og

 

tør ikke se på ham, pludselig forlegen

hvor er sangen nu?

I næste uge

Fotografi den 03-04-17 kl. 11.20

“I næste uge”, messer vi herhjemme. “I næste uge bliver det bedre.” Og så prøver jeg at glemme, at næste uge skal jeg forberede et helt nyt foredrag… som jeg skal holde snart. Meget snart. I dag tager jeg til Kbh hele dagen og efterlader forkølede børn og børnepassermand herhjemme.

“Hvor mange børn er det, I har?” spurgte en tidligere kollega, da vi mødtes i sidste uge.

“To”, svarede jeg. “Det føles som to hundrede.”

Stemmerne og tiden

julekort3

Jamen – orker ikke at skrive lige nu! Vi har tusind ting, der foregår, og alle snakker og lægger planer og spørger mig om ting hele tiden – og vi voksne har jobinterviews og arbejdsaftaler rundt omkring, og “skal jeg tage til den konference i Australien i oktober? Er det ugen før eller ugen efter, du er væk?”, og jeg arbejder på samme tid på to bogkapitler til fagbøger og et foredrag, og jeg skal udstille nogle billeder næste år.

Så det er derfor, jeg ikke skriver. Der er ikke plads til flere stemmer i mit hoved lige nu.

Og billedet? Prøvede at finde det nuttede billede af min yngste, hvor hans ører ser kæmpestore ud i modlyset. Det lykkedes ikke (kan andre finde rundt i deres computers indre landskab?). Så derfor får I et hjemmelavet julebillede i stedet for. Jamen, bare fordi!

I morgen: England

10399964_147977216653_8314609_n

For første gang siden vi flyttede, skal vi tilbage til England, og alle er lidt spændte. Den ældste glæder sig til at besøge sine bedsteforældre, og den yngste aner ikke, hvad vi skal, men har forstået, at hos os hedder morgenmaden både “havregrød” og “porridge”. The History Professor glæder sig vist til lunken, engelsk øl på en pub (hvis vi er heldige og får sneget os væk fra børnene) og til at tale ordentligt engelsk, til at se skod-tv på modersmålet og til bare at kunne være – hjemme. Jeg glæder mig til billig paracetamol, oatcakes i stedet for de der evindelige majkiks, dejlig stærk te og billige paperbacks. Bedsteforældrene glæder sig til at vise børnebørnene frem til alt og alle, og jeg prøver at insistere på, at vi ikke behøver lave noget HELE tiden.

Hvis vi er rigtig heldige, bliver det også til en dag i vores gamle studieby Oxford. Da jeg boede der, havde jeg et lidt problematisk forhold til byen, men nu, hvor jeg er på sikker afstand af alt vanviddet der, kan jeg godt lide den igen…

Børn og Blake

Livet med små børn, ikke?

Den halvandetårige tager det flere timer at amme for tiden, fordi vi hele tiden lige skal have high-fivepause. “HIGH BIGH!” råber han glædesstrålende, når han hapser af.

Og den ældste faldt i går i søvn iklædt to tylskørter og en pailletvest med “High School Musical” på. Jeg havde ikke opdaget det og fik lidt af en overraskelse, da jeg kom ind for at kysse ham godnat.

Her til aften var det mig, der lagde ham i seng. Jeg læste og læste, først om gravemaskiner og siden i hans bog med digte, og hans øjne gled i, netop som vi nåede til:

Now I lay me down to sleep

with bear and rabbit, bird and sheep.

If I should dream before I wake,

may I dream of William Blake.

Og så sov han.

(Bogen er den ret fantastiske A Visit to William Blake’s Inn: Poems for Innocent and Experienced Travellers af Nancy Willard, illustreret af Alice og Martin Provensen. Kan anbefales til alle engelsktalende børn!)

Bingo

“Mor. MOAR! MOOAAAR”

“Ja…”

“Hvad betyder bingo? HVAD BETYDER BINGO???!

“Det ved jeg ikke.”

“Men du ved jo alt på dansk! Og engelsk. (indsæt lang smøre.) MOOAAR! Ved du så, hvordan man siger Bent & Vita på engelsk? Hva’? Ved du det?”

Tag nu det tøj på, idiot. Jeg har bedt dig om det den sidste time.

“MOOOAAAR! Er Bingo et bandeord?”

Tvinge dem i vuggestue? Er det en joke?

IMG_3229

Helt konkret vil Socialdemokratiet vende tilmeldingen til vuggestuer og børnehaver om. Hvis et barn ikke er skrevet op til en plads i vuggestue, når det er seks måneder gammelt, sker det automatisk fra myndighedernes side.

Desuden skal der så sendes en sundhedsplejerske ud til familien for at overbevise forældrene om at sende deres barn i institution. Hvis forældrene fortsat nægter, kan de få et såkaldt forældrepålæg, som i sidste ende kan betyde, at de mister eksempelvis børnepenge, indtil barnet går i institution.

(Herfra.)

Sådan noget her, ikke? Det er sådan noget, der gør mig så irriteret på det danske. Den der ide om, at VI ved, hvad der er bedst. VI gør det på den allerbedste måde (for barnet, selvfølgelig). VI ALENE VIDE. Også selvom man i store dele af verden ikke sender børn i vuggestue på samme måde som os. “De har nok ikke råd…” tænker vi.

Kære politikere, kære danskere. Vuggestue er ikke svaret.

Fuldtidsvuggestue (og her vover jeg pelsen) gør ikke noget godt for hverken læring eller sociale kompetencer eller nogetsomhelst. Fuldtidsvuggestuerne er et sted, hvor børn bliver opbevaret, mens deres forældre arbejder, og så er den ikke længere.

Noget af det, jeg virkelig – VIRKELIG – har savnet, efter vi flyttede til DK, er en mere fleksibel måde at tænke småbørn på. I DK lader det til at være alt eller intet. Vuggestue hver dag, hele dagen – eller intet. Børnehave hver dag, hele dagen – eller intet.

Og er man af en eller anden grund en af dem, som ikke gør brug af vuggestuerne, så er der, ihvertfald i provinsen, ikke meget at lave. Man er udenfor. Man er udenfor systemet, udenfor normen. Her i byen er der babysalmesang hver torsdag. Og det er det. Hvis man ovenikøbet er sådan en mærkelig tilflytter fra udlandet, som ikke har en mødregruppe, så er man endnu mere suspekt.

Åh, hvor jeg har savnet babygrupperne fra UK! Babytegnholdet om mandagen, babyyogaholdet om tirsdagen, min veninde Lucy og hendes børn om onsdagen, hvor vi indtog den lokale cykelcafe, og så “Gentle Beginnings” om torsdagen.

De folk, jeg mødte i de grupper, var livsvigtige for mig, når jeg sad i et fremmed land med søstre og mor langt væk og følte mig lidt alene. Også selvom jeg havde prøvet det før, og det var barn nummer to, og svigermor kun var nogle timer væk i bil.

De sammenhold fik mig igennem ugen, når jeg følte, jeg var ved at miste forstanden. Både, når baby var 4 mdr (gys), 6 mdr og 9 mdr.

De venner, som jeg mødte, har jeg stadig. En af dem har lige været her med hele sin familien. En anden skal vi holde sommerferie med i Danmark.

JEG var en af dem, som var udenfor. JEG var en af dem, som ikke talte sproget korrekt, som nogle gange ikke gjorde, hvad den engelske sundhedsplejerske sagde, og som nogle gange misforstod ting og informationer, fordi alt alligevel var en lille smule fremmed for mig. Men jeg blev mødt af en fleksibelt system, som lod mig navigere, som jeg bedst kunne. Lod mig finde den løsning, der bedst passede vores lille familie.

Og da vores ældste så var gammel nok, kom han i institution. Hver dag, næsten hele dagen.

Og det var alt, alt for tidligt efter engelske standarder…

Han var næsten 3.

Og jeg arbejdede. Fuldtids.

Jeg gjorde en del forkert i deres øjne. Alligevel var der ingen, der tvang mig til at gøre det anderledes. Vi trivedes selv med vores valg.

Da vi flyttede herover, gik jeg stadig hjemme på barsel med den lille. Og blev ensom, for det var ensomt her. Ingen grupper. Ingen at mødes med. De andre mødre rundtomkring så lidt forbavsede ud, når jeg gav dem mit tlf.nr og spurgte, om vi ikke snart skulle mødes, bare sådan uformelt. (Tak, Betina, fordi du ikke lod dig skræmme væk…) Jeg savnede, mens jeg gik der og ventede på institutionsplads, at det hele ikke var alt eller intet. At der kunne være en mellemvej.

Der er mange måder at have småbørn på, og jeg ville ønske, at der i det danske samfund var større frihed til at vælge. At der var flere sammenhænge og muligheder for sammenhold udenfor vuggestueregi. Det kunne være, at nogle af dem, der kom fra andre lande, gerne ville gøre brug af det. Det kunne være, at danske forældre også ville gøre brug af det. Og det kunne være, at man faktisk der kunne finde noget af det forældrefællesskab, som netop er svært at få gennem vuggestuerne.

Jeg ved godt, at danskere elsker ideen om børneinstitutionen, men så vidt, jeg kan se, bliver vores børn hverken bedre eller sjovere eller klogere eller mere fællesskabsorienterede, når de bliver større, end børn fra lande, der ikke kører fuldtidspasning fra 1 år (+/-). Til gengæld er der langt flere forældre, der får grædt sig gennem nogle ubehagelige dage, uger eller måneder. For i DK, der ses det som normalt at græde, når man afleverer børn. Det så jeg aldrig i UK.

Men vi bruger da vuggestue, indvender I? Det gør vi, ja. Den lille elsker det. Men det ændrer ikke på, at jeg synes, det er grundlæggende forkert, at han tilbringer så mange timer væk fra hjemmet, væk fra sine forældre. Jeg ville ønske, der var en 2-eller-3-dage-om-ugen-løsning, som vi kunne bruge, men det er der ikke. Det er alt eller intet.

Tvinge dem i vuggestue? Seriøst? Tving i stedet politikerne til at bruge fantasien og finde på bedre, mere alsidige tilbud til børn og forældre, så de – vi – allesammen kan leve lidt bedre. De er små i så kort tid. Den tid skal da ikke bruges på at stå og tude.

Fredagslinks

Fotografi den 31-03-17 kl. 20.32

Havde titusinde links i hovedet til jer, men har glemt de fleste. Det er nok et tegn på, at jeg bør sætte mig ned med min bog og samle koncentrationen, indtil det hele glider lidt nemmere igen. I mellemtiden får I disse:

IT i undervisningen – helt essentielt eller “en distraktion”? (Gæt, hvad jeg mener…)

UnderbaraClara har fået en depression, og jeg måtte tørre øjnene lidt, da jeg hørte podafsnittet, for jeg har læst hendes blog i rundt regnet hundrede år og synes jo næsten, at jeg kender hende. Selvom jeg godt ved, at det gør man jo slet ikke… Jeg synes, det er sejt, at hun er åben omkring det, for det behøvede hun faktisk ikke være.

Andreas Hejlskovs beskrivelse af naturen (som stammer herfra) fik mig til at fnise, også måske fordi jeg lige har tilbragt en time med et barn ude i vores havevildnis, som ligner noget fra en reklamefilm for ekstrem biodiversitet.

Nu har jeg bare været en del ude i naturen, og sådan her ser jeg den: stor, udsmattet, halvrådden svamp; jeg trådte i noget ulækkert med bare tæer i sommer, et ådsel; mider, der kravler; knækkede fugleæg; en rævelort med bær i; sneglesporsslim; at gå ind i spindelvæv, hovedet først; svirpende grene; bål, der ikke vil gå ild i; sort røg nede i lungerne, det svier på huden om vinteren; uglegylp; lugten af prut, når man træder på skovsøens bund; sommerens uendelige kedsomhed; den absolutte stilstand; det stillestående vand; når hjortene brøler, lyder det som dæmoner.

Og så grynter jeg alligevel gnavent, når Hejlskov kommer til sit afsluttende spørgsmål: “Gad vide om frelsen måske kunne være noget andet? Altså noget andet end det perfekte …”, for er det ikke en noget udvandet måde at tænke frelse på. Jamen, seriøst? Troede du, at frelsen var derude?

Det mindede mig pludselig om Christian Hjortkjær i Information for nogle måner siden om Skam og Luther, hvilket ikke var helt dårligt:

500 år efter Luther er vi tilbage, hvor han begyndte. I præstationssamfundet og angstens tidsalder. Vi maksimerer som munke. Og skammer os over vores egen utilstrækkelighed.

Og endelig Mogens Lindhardt i KD om den vestindiske historie, skammen og sin fætters farmor.

Det var det. Fred være med weekenden, og jer alle.

Arbejdsløse dage

Fotografi den 29-03-17 kl. 09.50

Nogle dage er det nemt at være arbejdsløs, andre dage er det svært. Som i dag. Vennerne er taget hjem, og der er stille i huset, jeg har sendt børnene afsted i institution, det er tåget udenfor, og jeg kan ikke se havet i dag. Laver kaffe og tjekker, hvornår der kommer Antikkrejlerne. Tænker på, hvad jeg skal lave i dag, og hvad der kan udskydes til i morgen. Hvor jeg sikkert har mere energi, ahahaha. Får en sms og tænker, at det er nogen, der vil mødes, men det er fra biblioteket, de vil have deres bøger tilbage. Det bliver også i morgen.

Nogle dage er det nemt at være arbejdsløs, andre dage er det svært. I dag er det svært.