Forslag: loft over ipad-børn i institutioner

Kære Morten Østergaard

Jeg skriver til dig med et forslag, som ligger mig meget på sinde: jeg så gerne, at der så hurtigt som muligt kom loft over antallet af ipad-børn i daginstitutioner.

Jeg ved godt, at man ikke er helt enig om, hvad ipad’en egentlig gør ved børn, men jeg skal være helt ærlig: jeg ser den som en trussel mod sociale kompetencer, kreative og praktiske evner og ikke mindst sprog. En trussel mod sammenhængskraften, mod vores samliv med hinanden (både i familierne og i samfundet) og mod det civiliserede samfund. Vi voksne kører jo derudaf i Virkeligheden, og samtidig er vi i gang med at skabe et et parallelsamfund, hvor børnene sidder alene for sig selv og spiller udviklende spil. Et i-samfund, hvor der bliver set indad, ikke udad, og hvor vi som hovedregel kigger ned, ikke op. Ved du, hvad jeg mener?

Nu vil jeg ikke lyde frelst, men hjemme hos os har vi ikke ipad. Istedet ser vi fjernsyn. Sådan helt almindeligt fjernsyn (“flow fjernsyn” ville du måske kalde det) på en oldsag af et apparat, som vi har købt i genbrug. Nogle gange ser vi noget på computeren i stedet, mest når vi skal øve engelsk, men fred nu være med det. Min pointe er, at mine børn lærer verden sanseligt at kende. De laver gammeldags ting såsom at male med akvarel, tegne, skrive bogstaver, læse bøger, sætte cd’er på anlægget og tænde selv, kravle op i sofaen og falde ned med hovedet først, løbe ud på terrassen i bare fødder, og den slags. Vi forældre har taget et aktivt valg om, at sådan er det. At der er noget, der mangler, hvis man ikke lærer verden at kende på den måde.

Og jeg må med slet skjult stolthed sige, at min femårige kender verden. Han kan ikke betjene en ipad og er ikke helt sikker på, hvad internettet er. Til gengæld kan han bruge flere timer på at tegne ved sit tegnebord, han bygger lego, som om han blev betalt for det, og han lytter til Queen, Lars Lilholt og Beatles, fordi han selv sætter cd’er på. Han løser opgaver, skriver ord og er besat af Claude Monets billeder. Han har bygget en minijungle i sit værelse, som (ifølge ham selv) giver ham ekstra ilt, når han sover, og han lavede hele sin førskoleopgavebog på een eftermiddag.

Jeg må også med slet skjult stolthed sige, at hans tegneevner og sproglige kompetencer ofte bliver bemærket af andre. Hans åbenlyse glæde ved sproget, hans store ordforråd, og hans fine, tydelige udtale. Jeg er overbevist om, at det er, fordi vi altid har prioriteret samtale, sang, læsning og rim & remser over alenetid foran skærmen. Jeg tror, han lærer sprog ved at se på min mund og lytte til min stemme, ikke ved at sidde alene med et sprogindlæringsprogram.

Der er selvfølgelig også nogen, der mener, at det er, fordi han er tosproget. Det skal jeg ikke gøre mig klog på, for det er ikke rigtigt det, der fylder herhjemme. Vi tager det egentlig ret roligt, for i store dele af verden er det jo normen at være to- eller flersproget. Enten taler man eet mindre sprog og så et større verdenssprog (sammenlign det med, at man i DK taler dansk som det mindre, lokale sprog, og så engelsk eller arabisk som det større verdenssprog, der åbner een mod verden). Eller man taler et eller flere større sprog, som f.eks. mange steder i Indien, Afrika eller Nordamerika. Ja, der er egentlig så mange måder at gøre det på. Og mange af de store forfattere er jo to- eller flersprogede. Sidder lige her med en bog af Chimamanda Ngozi Adichie, for eksempel. Hun er god. Har du læst noget af hende?

Nå, men nu kom jeg ud på et sidespor, for det var jo det med ipattebørnene, vi talte om. Og det er altså der, jeg bliver bekymret, for som jeg ser det, repræsenterer ipaden ikke det, vi har talt om som “danske værdier” (man kunne også sige “menneskelige værdier”). Hvis ipad’en har noget med demokrati at gøre, så er det vel bare, at så mange har en; det er ikke lig med demokrati. Jeg er heller ikke overbevist om, at det at have en ipad giver sammenhold og fællesskabsfølelse i børnehaven, ud over at der er fællesskab mellem dem, der har en. Den giver ikke særligt sprogligt stærke børn, den gør os ikke glade sådan på langt sigt, og – vigtigst af alt – den tager tid fra det børneliv, hvor vi lærer verden sanseligt at kende.

Jeg forstår godt, at du som politiker ikke kan forbyde børn at være ipattebørn. Det kan man jo ikke. Men hvis du kunne foreslå, at der kun skulle være en hvis procentdel af disse sprogligt svage og initiativløse elektroniske typer i hver daginstitution, så tror jeg faktisk, vi kunne nå langt. De ville være langt mindre dominerende i institutionerne og måske ville de også kunne lære gode sproglige, sociale og kreative vaner fra de mere analoge børn. Hvem ved!

Jeg håber, du vil tænke over mit forslag.

Vi ses – eller, som min søn siger, “See you later, alligator!”

Elisabeth

PS: jeg har generaliseret lidt, når jeg bruger ordet “ipattebørn” over een kam. Det er selvfølgelig ikke så sort-hvidt. Men når du fremsætter forslaget, kan du jo selv sørge for at få alle nuancerne med.

Advertisements

I disse MGP-tider (digt tilegnet Birthe Kjær)

Nattens tøj

påstår ikke noget

du er kvik nok, egentlig

jeg elsker dig faktisk?

 

nattestøj på natteskibet

tak fordi jeg blev til

 

ODENSE HVAFFOR NOGET?!?

 

skræmt dig af brændt dig af

alligevel: vi klapper i takt

glemmer hinanden i takten

nu tæller vi

 

TADAA!

 

(statsministeren er der også

bøllehat og røde kinder

hopper op og ned synger med

sgu da meget sødt egentlig)

 

men hvem regerer landet mens vi klapper

 

kom så, hvisker hun

 

KOM SÅ HERNING!

 

Hurtigt digt om, at ferien er slut

Fotografi den 24-07-2017 kl. 09.09 #2

Som sagt: et hurtigt digt om, at ferien er slut, skrevet over morgenkaffen. Som I kan læse, er stemningen høj her. Not. Jeg sidder fast i et hul.

 

Taster nummeret på

kastanjetræet udenfor

ikke andre at tale med

nu hvor børnene er i

institution

igen

den skide ferie

altid forbi

der er ikke noget så stille

som et hus uden børn

ikke noget så ensomt

som en mor med børn i

institution

ikke noget så skamfuldt

som en arbejdsløs mor med børn i

institution

ikke noget så Astrid Lindgrensk sørgeligt

som gråden i halsen når børnene er i

institution

ikke noget så hemmeligt som en mor

der skriver digte

når børnene er i

institution

 

kastanjetræets blade brune i kanten

det var tidligt, jeg

prøver at ringe igen

kunne sgu da også bare

gå derud

 

sgu da mig der burde være i

institution

 

Skrive, billeder, twitter

Fotografi den 10-07-2017 kl. 15.05

Tyr lige et sekund til computeren, for børn og voksne er post-mavetilfældesure, og så kan man jo have brug for at forsvinde lidt et øjeblik. Så læste jeg det her om forfatteren Rabih Alameddine, som poster billeder på twitter, når han skriver. Her beskriver han det selv:

“What I do is write a sentence or two, and then I post an image; it distracts me. It calms me down, then I go back. I work a little bit. I read the sentence. I hate myself—so I post an image. Then I come back. And it’s really disgusting. I write another sentence. Then I post an image!”

Det fik mig til at grine. Både fordi det er sjovt, og fordi det beskriver skriveprocessen så godt. De der dage, hvor alt, man skriver, bare er dogshit. Selv er jeg lige blevet færdig med to (!) skriveprojekter i genrer, jeg aldrig har prøvet før. Nu skal de snart ud til deres første læsere. Jeg bæver af skræk. Mine små babyer…

(Artiklen om Alameddine er fra The New Yorker og kan læses her. Og jeg elsker hans billedfeed, by the way.)

Om at tænke, når man ikke tænker

Fotografi den 28-06-2017 kl. 20.08

Altså, jeg er jo forsker og har vel snart ti års jubilæum i branchen. Jeg er godt nok arbejdsløs forsker (som mange andre af mine venner; vi er en hel lille klan), men ikke desto mindre forsker. Jeg forsker i mit stof og gør det på daglig basis. Jeg skriver også hver dag – skriver om min forskning, altså. Hver eneste dag hele året igennem, sommer og vinter, in sickness and health. Nogle gange skriver jeg bare på een ting (en artikel, fx), andre gange på flere ting ad gangen (en monografi, som kan tage år at skrive, en anmeldelse eller en forskningsstøtteansøgning). Men altid, altid skriver jeg, sådan at min forskning altid, altid bevæger sig fremad, på trods af småfolk i huset og børnesygdomme og internationale flytninger osv. Altid skriver jeg.*

Alligevel forstår jeg stadig ikke, hvordan min hjerne virker. Den artikel, jeg sidder med nu, f.eks., har jeg arbejdet på i flere måneder. Først gik det skidegodt, så gik det jævnt godt, og så gik det pludselig jævnt dårligt. Endelig gik alt galt: jeg gik tilbage til grundteksten og opdagede, at jeg den pointe, jeg havde brugt 17 sider på at lægge op til, ikke holdt vand. Overhovedet. Så smækkede jeg bogen sammen og smed den på gulvet, for hvor amatøragtigt er det lige? Hvor mange gange har jeg ikke læst den tekst? Hvordan kunne jeg tage så eklatant fejl?

Dagen efter – i går – var jeg nødt til at droppe at arbejde i løbet af dagen, fordi jeg skulle lave selvangivelse (lille tip: flyt aldrig til eller fra udlandet. Aldrig), og senere var jeg alene med de trætte drenge. Selv var jeg ved at falde om af træthed, fordi min yngste kager rundt om natten og vil amme hele tiden. Så jeg gik der i oprydning og larm og lidt for gamle kontaktlinser og…

…pludselig! Pludselig var løsningen der! Pludselig kunne jeg se, hvad det var, jeg skulle ændre i perspektivet for at få brikkerne til at falde på plads. Og hvordan det i virkeligheden ville gøre artiklen meget bedre end det, jeg først havde tænkt mig. Jeg kan føle i maven, når det er rigtigt, og det er det nu.

Og så skal det bare skrives ned. Det gør jeg i morgen og fredag.

I øjeblikke som det elsker jeg at forske. Også selvom jeg ikke bliver betalt for det…


* Jeg lærte det af Tanya. Var aldrig blevet færdig med min ph.d hvis det ikke havde været for hende!

Dagens link: et digt om fremmedhed og mødre

Fotografi den 24-06-2017 kl. 22.15

Dette digt af Amina Elmi har ligget i baghovedet, siden jeg læste det for nogle dage siden på Slagtryks hjemmeside. Det fanger så godt det dobbelte: nærheden og fremmedheden mellem mødre og døtre. Men det minder mig også om dengang, i England, da min ældste altid svarede mig på engelsk. Dengang troede jeg ikke, det betød noget. Så flyttede vi til Danmark, og han lærte at tale dansk. Og lige pludselig ændrede vores forhold sig. Vi blev endnu mere tætte, uadskillelige, delte interne jokes og ordspil og morede os sammen, som vi aldrig havde gjort før. Det var fantastisk. Men det var også skræmmende: for manglen på fælles sprog havde lavet en afstand imellem os.

Og jeg havde slet ikke opdaget, at den var der.

Derfor dagens digt. Skynd jer at læse det.

Min yngste søns fødsel

roligt hvidglødende,

to

halvdele skilles fra hinanden, tager langsom afsked

bjergene kramper rytmisk

der er andre

 

skriver et digt imens

tænker, om det går

syntaksen hænger ikke sammen, blyanten er væk,

sætninger kommer buldrende, jeg åbner munden for at bede om

noget at skrive med, en anden ser på mig

 

lukker øjnene, prøver at formulere det med blyanten

 

intet

 

vender mig om som et langsomt jordskælv, er ved at

grine

det her? så nemt?

 

steder på min krop, jeg glemmer

 

pludselig: han synger derinde,

synger med lille, fremmed stemme

jeg stemmer i

vi synger os ud gennem bølgerne

utroligt, han kender mig!

stiger op for at få luft og så

ned i sangens dyb igen

 

følelsesløs, og ser pludselig ind i fremtiden

tidens pukkel forsvinder, og jeg ser

stearinlys, vafler, nye pas, én, der hvisker mig i øret alt for højt

ser

bøger, jeg kan læse i drømme, høje lyde,

tørsten

 

åbner døren på vid gab,

videre og videre, døden skruer sig ud i

mit liv, vil altid følge mig nu

 

hele tiden sangen, tonerne, hans stemme

kommer nærmere

han trækker vejret og fraserer, jeg

forstår, at jeg nu også altid vil lytte

 

og

så tier han

og

 

tør ikke se på ham, pludselig forlegen

hvor er sangen nu?

Børn og Blake

Livet med små børn, ikke?

Den halvandetårige tager det flere timer at amme for tiden, fordi vi hele tiden lige skal have high-fivepause. “HIGH BIGH!” råber han glædesstrålende, når han hapser af.

Og den ældste faldt i går i søvn iklædt to tylskørter og en pailletvest med “High School Musical” på. Jeg havde ikke opdaget det og fik lidt af en overraskelse, da jeg kom ind for at kysse ham godnat.

Her til aften var det mig, der lagde ham i seng. Jeg læste og læste, først om gravemaskiner og siden i hans bog med digte, og hans øjne gled i, netop som vi nåede til:

Now I lay me down to sleep

with bear and rabbit, bird and sheep.

If I should dream before I wake,

may I dream of William Blake.

Og så sov han.

(Bogen er den ret fantastiske A Visit to William Blake’s Inn: Poems for Innocent and Experienced Travellers af Nancy Willard, illustreret af Alice og Martin Provensen. Kan anbefales til alle engelsktalende børn!)

Om døden og Maria Gerhardt

Fotografi den 10-03-17 kl. 09.05

Skynd jer! For hvis I ikke har læst det endnu, så er interviewet med Maria Gerhardt fra Politiken nu åbent også for ikke-abonnenter. Det handler om kærligheden, moderskabet, og om at være syg at kræft og sige nej til yderligere behandling. Og om døden. Hvordan man tænker om døden, når man ved, den kommer indenfor en overskuelig fremtid.

Jeg synes, det er et meget smukt interview. Og jeg synes også, at vi burde tale mere om døden. Ikke hele tiden, måske, men mere. Oftere. Gøre den til en ven, eller i det mindste til noget naturligt, til noget, der er lige så meget en del af livet som alt andet. Der er fødsel, og der er død.

Jeg har selv tænkt meget på døden. Virkelig meget. Virkelig, virkelig meget. Jeg har været ekstremt dødsangst, og der har været perioder, hvor jeg synes, den har fyldt alt for meget i mit liv. En kvinde sidst i tyverne, der bruger meget af sit liv på at være bange for at dø? Bruger en stor del af sin tid på at lede sine tanker væk fra Det Farlige – Døden?

På et tidspunkt bestemte jeg mig for, at det skulle være nok. At jeg ikke kunne leve mit liv sådan. At jeg måtte tage livtag med det. Det virkede som sådan et spild af liv at gå og være bange.

Så begyndte jeg at bekæmpe min frygt. Ved at prøve at være nysgerrig i stedet for bange. Ved at turde læse om døden i stedet for at bladre væk. Og ved – fordi jeg er et sådan ok troende menneske – nogle gange bare folde hænderne og sige “hey, deroppe. Jeg er bange!”

Det har ikke været nogen mirakelkur, men det har hjulpet. Ihvertfald hjulpet så meget, at jeg nu kan tale med min meget dødsfokuserede 4-årige dreng om det, for han vil jo tale om døden. Hele, hele tiden.

Måske er hans spørgsmål i virkeligheden den største gave, jeg har fået? For jeg bliver selv roligere, når jeg igen og igen har fortalt ham, at der virkelig ikke er noget at være bange for.

Jeg har ikke lyst til at dø, og det er jeg ret sikker på, at Maria Gerhardt heller ikke har. Altså, man er vel ikke morbid. Men jeg synes, det er meget, meget smukt, den måde, hun kan tale om døden på, og jeg tror, vi allesammen kan blive lidt klogere af det. For døden i behandlersamfundet, det er nærmest noget, man aktivt må tilvælge. Og det kræver nosser.

Og så glæder jeg mig rigtig meget til at læse hendes nye bog Transfervindue. Men det tager nok et par år, før jeg giver den til mit ældste barn. Trods alt.