Hurtigt digt om, at ferien er slut

Fotografi den 24-07-2017 kl. 09.09 #2

Som sagt: et hurtigt digt om, at ferien er slut, skrevet over morgenkaffen. Som I kan læse, er stemningen høj her. Not. Jeg sidder fast i et hul.

 

Taster nummeret på

kastanjetræet udenfor

ikke andre at tale med

nu hvor børnene er i

institution

igen

den skide ferie

altid forbi

der er ikke noget så stille

som et hus uden børn

ikke noget så ensomt

som en mor med børn i

institution

ikke noget så skamfuldt

som en arbejdsløs mor med børn i

institution

ikke noget så Astrid Lindgrensk sørgeligt

som gråden i halsen når børnene er i

institution

ikke noget så hemmeligt som en mor

der skriver digte

når børnene er i

institution

 

kastanjetræets blade brune i kanten

det var tidligt, jeg

prøver at ringe igen

kunne sgu da også bare

gå derud

 

sgu da mig der burde være i

institution

 

Advertisements

Skrive, billeder, twitter

Fotografi den 10-07-2017 kl. 15.05

Tyr lige et sekund til computeren, for børn og voksne er post-mavetilfældesure, og så kan man jo have brug for at forsvinde lidt et øjeblik. Så læste jeg det her om forfatteren Rabih Alameddine, som poster billeder på twitter, når han skriver. Her beskriver han det selv:

“What I do is write a sentence or two, and then I post an image; it distracts me. It calms me down, then I go back. I work a little bit. I read the sentence. I hate myself—so I post an image. Then I come back. And it’s really disgusting. I write another sentence. Then I post an image!”

Det fik mig til at grine. Både fordi det er sjovt, og fordi det beskriver skriveprocessen så godt. De der dage, hvor alt, man skriver, bare er dogshit. Selv er jeg lige blevet færdig med to (!) skriveprojekter i genrer, jeg aldrig har prøvet før. Nu skal de snart ud til deres første læsere. Jeg bæver af skræk. Mine små babyer…

(Artiklen om Alameddine er fra The New Yorker og kan læses her. Og jeg elsker hans billedfeed, by the way.)

Om at tænke, når man ikke tænker

Fotografi den 28-06-2017 kl. 20.08

Altså, jeg er jo forsker og har vel snart ti års jubilæum i branchen. Jeg er godt nok arbejdsløs forsker (som mange andre af mine venner; vi er en hel lille klan), men ikke desto mindre forsker. Jeg forsker i mit stof og gør det på daglig basis. Jeg skriver også hver dag – skriver om min forskning, altså. Hver eneste dag hele året igennem, sommer og vinter, in sickness and health. Nogle gange skriver jeg bare på een ting (en artikel, fx), andre gange på flere ting ad gangen (en monografi, som kan tage år at skrive, en anmeldelse eller en forskningsstøtteansøgning). Men altid, altid skriver jeg, sådan at min forskning altid, altid bevæger sig fremad, på trods af småfolk i huset og børnesygdomme og internationale flytninger osv. Altid skriver jeg.*

Alligevel forstår jeg stadig ikke, hvordan min hjerne virker. Den artikel, jeg sidder med nu, f.eks., har jeg arbejdet på i flere måneder. Først gik det skidegodt, så gik det jævnt godt, og så gik det pludselig jævnt dårligt. Endelig gik alt galt: jeg gik tilbage til grundteksten og opdagede, at jeg den pointe, jeg havde brugt 17 sider på at lægge op til, ikke holdt vand. Overhovedet. Så smækkede jeg bogen sammen og smed den på gulvet, for hvor amatøragtigt er det lige? Hvor mange gange har jeg ikke læst den tekst? Hvordan kunne jeg tage så eklatant fejl?

Dagen efter – i går – var jeg nødt til at droppe at arbejde i løbet af dagen, fordi jeg skulle lave selvangivelse (lille tip: flyt aldrig til eller fra udlandet. Aldrig), og senere var jeg alene med de trætte drenge. Selv var jeg ved at falde om af træthed, fordi min yngste kager rundt om natten og vil amme hele tiden. Så jeg gik der i oprydning og larm og lidt for gamle kontaktlinser og…

…pludselig! Pludselig var løsningen der! Pludselig kunne jeg se, hvad det var, jeg skulle ændre i perspektivet for at få brikkerne til at falde på plads. Og hvordan det i virkeligheden ville gøre artiklen meget bedre end det, jeg først havde tænkt mig. Jeg kan føle i maven, når det er rigtigt, og det er det nu.

Og så skal det bare skrives ned. Det gør jeg i morgen og fredag.

I øjeblikke som det elsker jeg at forske. Også selvom jeg ikke bliver betalt for det…


* Jeg lærte det af Tanya. Var aldrig blevet færdig med min ph.d hvis det ikke havde været for hende!

Dagens link: et digt om fremmedhed og mødre

Fotografi den 24-06-2017 kl. 22.15

Dette digt af Amina Elmi har ligget i baghovedet, siden jeg læste det for nogle dage siden på Slagtryks hjemmeside. Det fanger så godt det dobbelte: nærheden og fremmedheden mellem mødre og døtre. Men det minder mig også om dengang, i England, da min ældste altid svarede mig på engelsk. Dengang troede jeg ikke, det betød noget. Så flyttede vi til Danmark, og han lærte at tale dansk. Og lige pludselig ændrede vores forhold sig. Vi blev endnu mere tætte, uadskillelige, delte interne jokes og ordspil og morede os sammen, som vi aldrig havde gjort før. Det var fantastisk. Men det var også skræmmende: for manglen på fælles sprog havde lavet en afstand imellem os.

Og jeg havde slet ikke opdaget, at den var der.

Derfor dagens digt. Skynd jer at læse det.

Min yngste søns fødsel

roligt hvidglødende,

to

halvdele skilles fra hinanden, tager langsom afsked

bjergene kramper rytmisk

der er andre

 

skriver et digt imens

tænker, om det går

syntaksen hænger ikke sammen, blyanten er væk,

sætninger kommer buldrende, jeg åbner munden for at bede om

noget at skrive med, en anden ser på mig

 

lukker øjnene, prøver at formulere det med blyanten

 

intet

 

vender mig om som et langsomt jordskælv, er ved at

grine

det her? så nemt?

 

steder på min krop, jeg glemmer

 

pludselig: han synger derinde,

synger med lille, fremmed stemme

jeg stemmer i

vi synger os ud gennem bølgerne

utroligt, han kender mig!

stiger op for at få luft og så

ned i sangens dyb igen

 

følelsesløs, og ser pludselig ind i fremtiden

tidens pukkel forsvinder, og jeg ser

stearinlys, vafler, nye pas, én, der hvisker mig i øret alt for højt

ser

bøger, jeg kan læse i drømme, høje lyde,

tørsten

 

åbner døren på vid gab,

videre og videre, døden skruer sig ud i

mit liv, vil altid følge mig nu

 

hele tiden sangen, tonerne, hans stemme

kommer nærmere

han trækker vejret og fraserer, jeg

forstår, at jeg nu også altid vil lytte

 

og

så tier han

og

 

tør ikke se på ham, pludselig forlegen

hvor er sangen nu?

Børn og Blake

Livet med små børn, ikke?

Den halvandetårige tager det flere timer at amme for tiden, fordi vi hele tiden lige skal have high-fivepause. “HIGH BIGH!” råber han glædesstrålende, når han hapser af.

Og den ældste faldt i går i søvn iklædt to tylskørter og en pailletvest med “High School Musical” på. Jeg havde ikke opdaget det og fik lidt af en overraskelse, da jeg kom ind for at kysse ham godnat.

Her til aften var det mig, der lagde ham i seng. Jeg læste og læste, først om gravemaskiner og siden i hans bog med digte, og hans øjne gled i, netop som vi nåede til:

Now I lay me down to sleep

with bear and rabbit, bird and sheep.

If I should dream before I wake,

may I dream of William Blake.

Og så sov han.

(Bogen er den ret fantastiske A Visit to William Blake’s Inn: Poems for Innocent and Experienced Travellers af Nancy Willard, illustreret af Alice og Martin Provensen. Kan anbefales til alle engelsktalende børn!)

Om døden og Maria Gerhardt

Fotografi den 10-03-17 kl. 09.05

Skynd jer! For hvis I ikke har læst det endnu, så er interviewet med Maria Gerhardt fra Politiken nu åbent også for ikke-abonnenter. Det handler om kærligheden, moderskabet, og om at være syg at kræft og sige nej til yderligere behandling. Og om døden. Hvordan man tænker om døden, når man ved, den kommer indenfor en overskuelig fremtid.

Jeg synes, det er et meget smukt interview. Og jeg synes også, at vi burde tale mere om døden. Ikke hele tiden, måske, men mere. Oftere. Gøre den til en ven, eller i det mindste til noget naturligt, til noget, der er lige så meget en del af livet som alt andet. Der er fødsel, og der er død.

Jeg har selv tænkt meget på døden. Virkelig meget. Virkelig, virkelig meget. Jeg har været ekstremt dødsangst, og der har været perioder, hvor jeg synes, den har fyldt alt for meget i mit liv. En kvinde sidst i tyverne, der bruger meget af sit liv på at være bange for at dø? Bruger en stor del af sin tid på at lede sine tanker væk fra Det Farlige – Døden?

På et tidspunkt bestemte jeg mig for, at det skulle være nok. At jeg ikke kunne leve mit liv sådan. At jeg måtte tage livtag med det. Det virkede som sådan et spild af liv at gå og være bange.

Så begyndte jeg at bekæmpe min frygt. Ved at prøve at være nysgerrig i stedet for bange. Ved at turde læse om døden i stedet for at bladre væk. Og ved – fordi jeg er et sådan ok troende menneske – nogle gange bare folde hænderne og sige “hey, deroppe. Jeg er bange!”

Det har ikke været nogen mirakelkur, men det har hjulpet. Ihvertfald hjulpet så meget, at jeg nu kan tale med min meget dødsfokuserede 4-årige dreng om det, for han vil jo tale om døden. Hele, hele tiden.

Måske er hans spørgsmål i virkeligheden den største gave, jeg har fået? For jeg bliver selv roligere, når jeg igen og igen har fortalt ham, at der virkelig ikke er noget at være bange for.

Jeg har ikke lyst til at dø, og det er jeg ret sikker på, at Maria Gerhardt heller ikke har. Altså, man er vel ikke morbid. Men jeg synes, det er meget, meget smukt, den måde, hun kan tale om døden på, og jeg tror, vi allesammen kan blive lidt klogere af det. For døden i behandlersamfundet, det er nærmest noget, man aktivt må tilvælge. Og det kræver nosser.

Og så glæder jeg mig rigtig meget til at læse hendes nye bog Transfervindue. Men det tager nok et par år, før jeg giver den til mit ældste barn. Trods alt.

8. marts

Fotografi den 08-03-17 kl. 10.11 #2

Kvindernes internationale kampdag, og jeg vågnede op til en ubehagelig besked fra en (mandlig) internettrold, fordi jeg havde formastet mig til at mene noget om feministisk teologi i går. Uden at sige for meget kan jeg afsløre, at vi var ude i noget med en masse kønsdele og så lidt røgelse, angiveligt for at spille på det religiøse element. Trolden er en relativt velkendt feministhader på nettet. Herligt!

Så dem, der endnu engang spørger har vi virkelig brug for 8. marts kan da bare lige tage en slapper. For når man som kvinde ikke engang kan mene noget ret stilfærdigt om feminisme og religion uden at få kønsdele smækket i hovedet, synes I så ikke, det er indlysende?

Ellers synes jeg, I skal læse dette fantastiske indlæg fra en 11-årig om, at kønsstereotyperne i Anders And-bladene er irriterende: Hvorfor bager kvinderne altid bare kage eller er sure. Jeg synes, det er det bedste, der endnu er skrevet i forbindelse med kampdagen i år:

Det er mænd, der har de vigtige jobs og tjener penge. Jobs som borgmester, hemmelige agenter, bankdirektør og politidirektør. Det er ikke bare hovedpersonerne, der er mænd. Når man ser folk rundt omkring i Andeby, så er der mange flere mænd end kvinder. Mændene kan godt bare gå på gaden med en mappe i hånden. Men kvinderne har børn rundt om sig, går med indkøbsposer, eller de står og banker tæpper eller gør noget andet rent.

Jeg tror, de fleste, der har børn, kan nikke genkendende til det: vi skriver 2017, og de fleste bøger, man læser for ungerne, handler stadig om drenge. Med undtagelser, jovel. Men stadig. Og det er faktisk ikke okay, synes jeg, for gennem de bøger, vi læser for dem, lærer vi børnene, hvordan verden ser ud – og hvordan den bør se ud. Så jeg bytter troligt rundt på rollerne herhjemme, når vi læser, og vupti bliver Ken sygeplejerske, og Barbie bliver læge. (Min ældste dreng elsker Barbiebøger. ELSKER dem.)

Og nu vil jeg ikke skrive mere, men putte mig ned under dynen igen, for jeg er stadig syg. Og mens jeg ligger her, vil jeg følge BBC Woman’s Hours dækning af kampdagen.

Og hvis jeg må komme med eet forslag til, hvad I skal læse (eller lytte til) i dag, så skal det være Mary Beards fantastiske The Public Voice of Women, der ligger både som tekst og lydfil. Hun er endnu en af mine helte, og ikke mindst forskerhelte, fordi hun er så dygtig fagligt og samtidig er en skidegod formidler. Hvis I overhovedet er det mindste interesserede i antikken, så bør I købe en af hendes bøger, og ellers bare følg med på hendes blog A Don’s Life, som er en af de blogs, jeg har fulgt i længst tid.

Glædelig kampdag! Ligeløn næste år! (HAHAHA)

Chimamanda, min helt

fotografi-den-04-03-17-kl-14-12

Jeg vil bare gerne have, at hun [mit barn] bliver rar. Og hvordan undgår jeg at opfostre et røvhul?

Hun er altså min helt, den nigerianske forfatter Chimamanda Ngozi Adichie. En af dem, ihvertfald. Jamen, det er hun bare! Jeg kunne godt forklare hvorfor, men lige nu har jeg for travlt med at skifte bleer på barn med maveonde, så det bliver ikke idag. (I ligestillingens navn vil jeg lige påpege, at det var en overdrivelse: det er min mand, der skifter 90% af alle bleerne. Nogle gange forbarmer jeg mig dog…)

Læs interview med hende fra Politiken om at være feminist her.

»Jeg ser Vestens kvinder og piger hade og bekrige deres kroppe. Jeg kommer fra en kultur, hvor vi slet ikke kender til det. Det kommer selvfølgelig også snigende i Nigeria, fordi vi lever i en globaliseret verden, men generelt har afrikanske kvinder ikke dette onde blik på vores kroppe. Vi sulter os ikke og har ikke alle de spiseforstyrrelser og slankekure, som I har i Vesten. Vesten har et forskruet kvindeideal, fordi I mener, at en kvindes krop skal ligne en mands eller en drengs. Jeres kropsideal er fladbrystet, tyndt, muskuløst og uden de feminine kropstræk som rundhed og blødhed. Jeg presser måske citronen her, men er det måske, fordi I værdsætter det mandlige så meget højere end det kvindelige? Jeg griner lidt, fordi det er en ekstrem tankegang, men det er vigtigt at reflektere over, hvor kropshadet kommer fra«.