Tro på TV

Nonnen og Narkomanerne kan ses på DR indtil slutningen af juni, og det burde I unde jer selv. Det lyder jo som en kliche at skrive, at en film er “god og livsbekræftende”, men anderledes kan det vist ikke siges. Og så er hun som de fleste nonner/eksnonner, jeg har mødt i virkeligheden: stilfærdigt optimistisk og med en særlig lethed over sig.

Andre af mine trosfavoritter er BBCs tvillingeserier “The Convent” og “The Monastery,” som vel er en slags religiøs reality, men af den gode slags: fire hhv. kvinder og mænd flytter til et kloster og bor der i et stykke tid, mens de prøver at finde ro med sig selv. Og det er faktisk spændende tv! Programmerne er ret nemme at finde på youtube. Jeg mødte selv Christopher Jamison, som er mændenes spirituelle leder i The Monastery (og en slags kendisabbed), da jeg læste i England, og han er skidesød.

Og så den meget, meget smukke film Into Great Silence, som også kan ses på youtube. Den skal I virkelig unde jer selv. Den handler om livet i et karteuserkloster, hvor man lever i stilhed og afsondret fra de andre brødre. Da jeg så den i Gloria i Kbh i hine dage, blev oplevelsen gjort endnu smukkere af, at vi kun var en håndfuld mennesker derinde, deriblandt en noget svagtseende kvinde med en yngre ledsager – og hver gang, der optrådte et tekstcitat i filmen, læste ledsageren det lige så stille (men dog hørligt) op for den ældre kvinde. Resultatet: en form for lectio divina  midt i en biograf lige ved Rådhuspladsen, hvor teksterne kom med lange sekvenser af stilhed imellem. Det var en helt særlig oplevelse.

andenpinsedag

Fotografi den 05-06-2017 kl. 09.07

Så træt. Min yngste er ved at få tænder, og jeg havde glemt alt om, hvordan det er. Han går rundt og kaster vredt med alting, mens han ser bebrejdende på mig. Og det går op for mig, at om halvanden måned har vi boet i DK i et helt år – og vi synes stadig, at danskere siger fucking alt, alt for meget, og at maden smager salt, og at P3 spiller den mest oldnordisk (sic) gamle popmusik, men vi også ret tilfredse. Det er jo et smørhul, det her, og alt det med arbejde skal nok ordne sig. Men først: havregryn.

Min yngste søns fødsel

roligt hvidglødende,

to

halvdele skilles fra hinanden, tager langsom afsked

bjergene kramper rytmisk

der er andre

 

skriver et digt imens

tænker, om det går

syntaksen hænger ikke sammen, blyanten er væk,

sætninger kommer buldrende, jeg åbner munden for at bede om

noget at skrive med, en anden ser på mig

 

lukker øjnene, prøver at formulere det med blyanten

 

intet

 

vender mig om som et langsomt jordskælv, er ved at

grine

det her? så nemt?

 

steder på min krop, jeg glemmer

 

pludselig: han synger derinde,

synger med lille, fremmed stemme

jeg stemmer i

vi synger os ud gennem bølgerne

utroligt, han kender mig!

stiger op for at få luft og så

ned i sangens dyb igen

 

følelsesløs, og ser pludselig ind i fremtiden

tidens pukkel forsvinder, og jeg ser

stearinlys, vafler, nye pas, én, der hvisker mig i øret alt for højt

ser

bøger, jeg kan læse i drømme, høje lyde,

tørsten

 

åbner døren på vid gab,

videre og videre, døden skruer sig ud i

mit liv, vil altid følge mig nu

 

hele tiden sangen, tonerne, hans stemme

kommer nærmere

han trækker vejret og fraserer, jeg

forstår, at jeg nu også altid vil lytte

 

og

så tier han

og

 

tør ikke se på ham, pludselig forlegen

hvor er sangen nu?

Skuffelsen

Fotografi den 02-06-2017 kl. 19.51

Fik ikke jobbet, som jeg gerne ville have haft. Var meget, meget tæt på, og så valgte de alligevel en anden. Først græd jeg snot, så indtog jeg relativt meget is på ret kort tid, og i dag trøsteshoppede jeg bøger i Mission Afrika. Skuffelsen sidder stadig i halsen.

Vi skal have ihvertfald eet fast job om et år. Ellers ser det sort ud mht. at kunne blive i landet. For filan da også…

I næste uge

Fotografi den 03-04-17 kl. 11.20

“I næste uge”, messer vi herhjemme. “I næste uge bliver det bedre.” Og så prøver jeg at glemme, at næste uge skal jeg forberede et helt nyt foredrag… som jeg skal holde snart. Meget snart. I dag tager jeg til Kbh hele dagen og efterlader forkølede børn og børnepassermand herhjemme.

“Hvor mange børn er det, I har?” spurgte en tidligere kollega, da vi mødtes i sidste uge.

“To”, svarede jeg. “Det føles som to hundrede.”

Stemmerne og tiden

julekort3

Jamen – orker ikke at skrive lige nu! Vi har tusind ting, der foregår, og alle snakker og lægger planer og spørger mig om ting hele tiden – og vi voksne har jobinterviews og arbejdsaftaler rundt omkring, og “skal jeg tage til den konference i Australien i oktober? Er det ugen før eller ugen efter, du er væk?”, og jeg arbejder på samme tid på to bogkapitler til fagbøger og et foredrag, og jeg skal udstille nogle billeder næste år.

Så det er derfor, jeg ikke skriver. Der er ikke plads til flere stemmer i mit hoved lige nu.

Og billedet? Prøvede at finde det nuttede billede af min yngste, hvor hans ører ser kæmpestore ud i modlyset. Det lykkedes ikke (kan andre finde rundt i deres computers indre landskab?). Så derfor får I et hjemmelavet julebillede i stedet for. Jamen, bare fordi!

I morgen: England

10399964_147977216653_8314609_n

For første gang siden vi flyttede, skal vi tilbage til England, og alle er lidt spændte. Den ældste glæder sig til at besøge sine bedsteforældre, og den yngste aner ikke, hvad vi skal, men har forstået, at hos os hedder morgenmaden både “havregrød” og “porridge”. The History Professor glæder sig vist til lunken, engelsk øl på en pub (hvis vi er heldige og får sneget os væk fra børnene) og til at tale ordentligt engelsk, til at se skod-tv på modersmålet og til bare at kunne være – hjemme. Jeg glæder mig til billig paracetamol, oatcakes i stedet for de der evindelige majkiks, dejlig stærk te og billige paperbacks. Bedsteforældrene glæder sig til at vise børnebørnene frem til alt og alle, og jeg prøver at insistere på, at vi ikke behøver lave noget HELE tiden.

Hvis vi er rigtig heldige, bliver det også til en dag i vores gamle studieby Oxford. Da jeg boede der, havde jeg et lidt problematisk forhold til byen, men nu, hvor jeg er på sikker afstand af alt vanviddet der, kan jeg godt lide den igen…

Bingo

“Mor. MOAR! MOOAAAR”

“Ja…”

“Hvad betyder bingo? HVAD BETYDER BINGO???!

“Det ved jeg ikke.”

“Men du ved jo alt på dansk! Og engelsk. (indsæt lang smøre.) MOOAAR! Ved du så, hvordan man siger Bent & Vita på engelsk? Hva’? Ved du det?”

Tag nu det tøj på, idiot. Jeg har bedt dig om det den sidste time.

“MOOOAAAR! Er Bingo et bandeord?”

Tvinge dem i vuggestue? Er det en joke?

IMG_3229

Helt konkret vil Socialdemokratiet vende tilmeldingen til vuggestuer og børnehaver om. Hvis et barn ikke er skrevet op til en plads i vuggestue, når det er seks måneder gammelt, sker det automatisk fra myndighedernes side.

Desuden skal der så sendes en sundhedsplejerske ud til familien for at overbevise forældrene om at sende deres barn i institution. Hvis forældrene fortsat nægter, kan de få et såkaldt forældrepålæg, som i sidste ende kan betyde, at de mister eksempelvis børnepenge, indtil barnet går i institution.

(Herfra.)

Sådan noget her, ikke? Det er sådan noget, der gør mig så irriteret på det danske. Den der ide om, at VI ved, hvad der er bedst. VI gør det på den allerbedste måde (for barnet, selvfølgelig). VI ALENE VIDE. Også selvom man i store dele af verden ikke sender børn i vuggestue på samme måde som os. “De har nok ikke råd…” tænker vi.

Kære politikere, kære danskere. Vuggestue er ikke svaret.

Fuldtidsvuggestue (og her vover jeg pelsen) gør ikke noget godt for hverken læring eller sociale kompetencer eller nogetsomhelst. Fuldtidsvuggestuerne er et sted, hvor børn bliver opbevaret, mens deres forældre arbejder, og så er den ikke længere.

Noget af det, jeg virkelig – VIRKELIG – har savnet, efter vi flyttede til DK, er en mere fleksibel måde at tænke småbørn på. I DK lader det til at være alt eller intet. Vuggestue hver dag, hele dagen – eller intet. Børnehave hver dag, hele dagen – eller intet.

Og er man af en eller anden grund en af dem, som ikke gør brug af vuggestuerne, så er der, ihvertfald i provinsen, ikke meget at lave. Man er udenfor. Man er udenfor systemet, udenfor normen. Her i byen er der babysalmesang hver torsdag. Og det er det. Hvis man ovenikøbet er sådan en mærkelig tilflytter fra udlandet, som ikke har en mødregruppe, så er man endnu mere suspekt.

Åh, hvor jeg har savnet babygrupperne fra UK! Babytegnholdet om mandagen, babyyogaholdet om tirsdagen, min veninde Lucy og hendes børn om onsdagen, hvor vi indtog den lokale cykelcafe, og så “Gentle Beginnings” om torsdagen.

De folk, jeg mødte i de grupper, var livsvigtige for mig, når jeg sad i et fremmed land med søstre og mor langt væk og følte mig lidt alene. Også selvom jeg havde prøvet det før, og det var barn nummer to, og svigermor kun var nogle timer væk i bil.

De sammenhold fik mig igennem ugen, når jeg følte, jeg var ved at miste forstanden. Både, når baby var 4 mdr (gys), 6 mdr og 9 mdr.

De venner, som jeg mødte, har jeg stadig. En af dem har lige været her med hele sin familien. En anden skal vi holde sommerferie med i Danmark.

JEG var en af dem, som var udenfor. JEG var en af dem, som ikke talte sproget korrekt, som nogle gange ikke gjorde, hvad den engelske sundhedsplejerske sagde, og som nogle gange misforstod ting og informationer, fordi alt alligevel var en lille smule fremmed for mig. Men jeg blev mødt af en fleksibelt system, som lod mig navigere, som jeg bedst kunne. Lod mig finde den løsning, der bedst passede vores lille familie.

Og da vores ældste så var gammel nok, kom han i institution. Hver dag, næsten hele dagen.

Og det var alt, alt for tidligt efter engelske standarder…

Han var næsten 3.

Og jeg arbejdede. Fuldtids.

Jeg gjorde en del forkert i deres øjne. Alligevel var der ingen, der tvang mig til at gøre det anderledes. Vi trivedes selv med vores valg.

Da vi flyttede herover, gik jeg stadig hjemme på barsel med den lille. Og blev ensom, for det var ensomt her. Ingen grupper. Ingen at mødes med. De andre mødre rundtomkring så lidt forbavsede ud, når jeg gav dem mit tlf.nr og spurgte, om vi ikke snart skulle mødes, bare sådan uformelt. (Tak, Betina, fordi du ikke lod dig skræmme væk…) Jeg savnede, mens jeg gik der og ventede på institutionsplads, at det hele ikke var alt eller intet. At der kunne være en mellemvej.

Der er mange måder at have småbørn på, og jeg ville ønske, at der i det danske samfund var større frihed til at vælge. At der var flere sammenhænge og muligheder for sammenhold udenfor vuggestueregi. Det kunne være, at nogle af dem, der kom fra andre lande, gerne ville gøre brug af det. Det kunne være, at danske forældre også ville gøre brug af det. Og det kunne være, at man faktisk der kunne finde noget af det forældrefællesskab, som netop er svært at få gennem vuggestuerne.

Jeg ved godt, at danskere elsker ideen om børneinstitutionen, men så vidt, jeg kan se, bliver vores børn hverken bedre eller sjovere eller klogere eller mere fællesskabsorienterede, når de bliver større, end børn fra lande, der ikke kører fuldtidspasning fra 1 år (+/-). Til gengæld er der langt flere forældre, der får grædt sig gennem nogle ubehagelige dage, uger eller måneder. For i DK, der ses det som normalt at græde, når man afleverer børn. Det så jeg aldrig i UK.

Men vi bruger da vuggestue, indvender I? Det gør vi, ja. Den lille elsker det. Men det ændrer ikke på, at jeg synes, det er grundlæggende forkert, at han tilbringer så mange timer væk fra hjemmet, væk fra sine forældre. Jeg ville ønske, der var en 2-eller-3-dage-om-ugen-løsning, som vi kunne bruge, men det er der ikke. Det er alt eller intet.

Tvinge dem i vuggestue? Seriøst? Tving i stedet politikerne til at bruge fantasien og finde på bedre, mere alsidige tilbud til børn og forældre, så de – vi – allesammen kan leve lidt bedre. De er små i så kort tid. Den tid skal da ikke bruges på at stå og tude.