Tvinge dem i vuggestue? Er det en joke?

IMG_3229

Helt konkret vil Socialdemokratiet vende tilmeldingen til vuggestuer og børnehaver om. Hvis et barn ikke er skrevet op til en plads i vuggestue, når det er seks måneder gammelt, sker det automatisk fra myndighedernes side.

Desuden skal der så sendes en sundhedsplejerske ud til familien for at overbevise forældrene om at sende deres barn i institution. Hvis forældrene fortsat nægter, kan de få et såkaldt forældrepålæg, som i sidste ende kan betyde, at de mister eksempelvis børnepenge, indtil barnet går i institution.

(Herfra.)

Sådan noget her, ikke? Det er sådan noget, der gør mig så irriteret på det danske. Den der ide om, at VI ved, hvad der er bedst. VI gør det på den allerbedste måde (for barnet, selvfølgelig). VI ALENE VIDE. Også selvom man i store dele af verden ikke sender børn i vuggestue på samme måde som os. “De har nok ikke råd…” tænker vi.

Kære politikere, kære danskere. Vuggestue er ikke svaret.

Fuldtidsvuggestue (og her vover jeg pelsen) gør ikke noget godt for hverken læring eller sociale kompetencer eller nogetsomhelst. Fuldtidsvuggestuerne er et sted, hvor børn bliver opbevaret, mens deres forældre arbejder, og så er den ikke længere.

Noget af det, jeg virkelig – VIRKELIG – har savnet, efter vi flyttede til DK, er en mere fleksibel måde at tænke småbørn på. I DK lader det til at være alt eller intet. Vuggestue hver dag, hele dagen – eller intet. Børnehave hver dag, hele dagen – eller intet.

Og er man af en eller anden grund en af dem, som ikke gør brug af vuggestuerne, så er der, ihvertfald i provinsen, ikke meget at lave. Man er udenfor. Man er udenfor systemet, udenfor normen. Her i byen er der babysalmesang hver torsdag. Og det er det. Hvis man ovenikøbet er sådan en mærkelig tilflytter fra udlandet, som ikke har en mødregruppe, så er man endnu mere suspekt.

Åh, hvor jeg har savnet babygrupperne fra UK! Babytegnholdet om mandagen, babyyogaholdet om tirsdagen, min veninde Lucy og hendes børn om onsdagen, hvor vi indtog den lokale cykelcafe, og så “Gentle Beginnings” om torsdagen.

De folk, jeg mødte i de grupper, var livsvigtige for mig, når jeg sad i et fremmed land med søstre og mor langt væk og følte mig lidt alene. Også selvom jeg havde prøvet det før, og det var barn nummer to, og svigermor kun var nogle timer væk i bil.

De sammenhold fik mig igennem ugen, når jeg følte, jeg var ved at miste forstanden. Både, når baby var 4 mdr (gys), 6 mdr og 9 mdr.

De venner, som jeg mødte, har jeg stadig. En af dem har lige været her med hele sin familien. En anden skal vi holde sommerferie med i Danmark.

JEG var en af dem, som var udenfor. JEG var en af dem, som ikke talte sproget korrekt, som nogle gange ikke gjorde, hvad den engelske sundhedsplejerske sagde, og som nogle gange misforstod ting og informationer, fordi alt alligevel var en lille smule fremmed for mig. Men jeg blev mødt af en fleksibelt system, som lod mig navigere, som jeg bedst kunne. Lod mig finde den løsning, der bedst passede vores lille familie.

Og da vores ældste så var gammel nok, kom han i institution. Hver dag, næsten hele dagen.

Og det var alt, alt for tidligt efter engelske standarder…

Han var næsten 3.

Og jeg arbejdede. Fuldtids.

Jeg gjorde en del forkert i deres øjne. Alligevel var der ingen, der tvang mig til at gøre det anderledes. Vi trivedes selv med vores valg.

Da vi flyttede herover, gik jeg stadig hjemme på barsel med den lille. Og blev ensom, for det var ensomt her. Ingen grupper. Ingen at mødes med. De andre mødre rundtomkring så lidt forbavsede ud, når jeg gav dem mit tlf.nr og spurgte, om vi ikke snart skulle mødes, bare sådan uformelt. (Tak, Betina, fordi du ikke lod dig skræmme væk…) Jeg savnede, mens jeg gik der og ventede på institutionsplads, at det hele ikke var alt eller intet. At der kunne være en mellemvej.

Der er mange måder at have småbørn på, og jeg ville ønske, at der i det danske samfund var større frihed til at vælge. At der var flere sammenhænge og muligheder for sammenhold udenfor vuggestueregi. Det kunne være, at nogle af dem, der kom fra andre lande, gerne ville gøre brug af det. Det kunne være, at danske forældre også ville gøre brug af det. Og det kunne være, at man faktisk der kunne finde noget af det forældrefællesskab, som netop er svært at få gennem vuggestuerne.

Jeg ved godt, at danskere elsker ideen om børneinstitutionen, men så vidt, jeg kan se, bliver vores børn hverken bedre eller sjovere eller klogere eller mere fællesskabsorienterede, når de bliver større, end børn fra lande, der ikke kører fuldtidspasning fra 1 år (+/-). Til gengæld er der langt flere forældre, der får grædt sig gennem nogle ubehagelige dage, uger eller måneder. For i DK, der ses det som normalt at græde, når man afleverer børn. Det så jeg aldrig i UK.

Men vi bruger da vuggestue, indvender I? Det gør vi, ja. Den lille elsker det. Men det ændrer ikke på, at jeg synes, det er grundlæggende forkert, at han tilbringer så mange timer væk fra hjemmet, væk fra sine forældre. Jeg ville ønske, der var en 2-eller-3-dage-om-ugen-løsning, som vi kunne bruge, men det er der ikke. Det er alt eller intet.

Tvinge dem i vuggestue? Seriøst? Tving i stedet politikerne til at bruge fantasien og finde på bedre, mere alsidige tilbud til børn og forældre, så de – vi – allesammen kan leve lidt bedre. De er små i så kort tid. Den tid skal da ikke bruges på at stå og tude.

Altså, BBC?…

Herhjemme dør vi lige af grin over, at alle går rundt og siger, at den der nye Historien om Danmark er på højde med noget, BBC kunne have lavet!

Altså, BBC?…

Det, BBC primært viser for tiden, er ikke egne, lækre serier (for dem har de vist ikke råd til at lave længere), men derimod skandinaviske serier som Broen og Arvingerne, etc. For det er det, briterne vil have lige nu.

BBCs eget, det gider man da ikke se!

Det var bare det. Nu vil vi prøvese første afsnit og se, om The History Professor får for meget spat af. Og fejre, at han netop har bestået niveau 4 i dansk! Og at der endelig er et arbejde, jeg måske kan søge. Måske. Fortsættelse følger…

Fredagslinks

Fotografi den 31-03-17 kl. 20.32

Havde titusinde links i hovedet til jer, men har glemt de fleste. Det er nok et tegn på, at jeg bør sætte mig ned med min bog og samle koncentrationen, indtil det hele glider lidt nemmere igen. I mellemtiden får I disse:

IT i undervisningen – helt essentielt eller “en distraktion”? (Gæt, hvad jeg mener…)

UnderbaraClara har fået en depression, og jeg måtte tørre øjnene lidt, da jeg hørte podafsnittet, for jeg har læst hendes blog i rundt regnet hundrede år og synes jo næsten, at jeg kender hende. Selvom jeg godt ved, at det gør man jo slet ikke… Jeg synes, det er sejt, at hun er åben omkring det, for det behøvede hun faktisk ikke være.

Andreas Hejlskovs beskrivelse af naturen (som stammer herfra) fik mig til at fnise, også måske fordi jeg lige har tilbragt en time med et barn ude i vores havevildnis, som ligner noget fra en reklamefilm for ekstrem biodiversitet.

Nu har jeg bare været en del ude i naturen, og sådan her ser jeg den: stor, udsmattet, halvrådden svamp; jeg trådte i noget ulækkert med bare tæer i sommer, et ådsel; mider, der kravler; knækkede fugleæg; en rævelort med bær i; sneglesporsslim; at gå ind i spindelvæv, hovedet først; svirpende grene; bål, der ikke vil gå ild i; sort røg nede i lungerne, det svier på huden om vinteren; uglegylp; lugten af prut, når man træder på skovsøens bund; sommerens uendelige kedsomhed; den absolutte stilstand; det stillestående vand; når hjortene brøler, lyder det som dæmoner.

Og så grynter jeg alligevel gnavent, når Hejlskov kommer til sit afsluttende spørgsmål: “Gad vide om frelsen måske kunne være noget andet? Altså noget andet end det perfekte …”, for er det ikke en noget udvandet måde at tænke frelse på. Jamen, seriøst? Troede du, at frelsen var derude?

Det mindede mig pludselig om Christian Hjortkjær i Information for nogle måner siden om Skam og Luther, hvilket ikke var helt dårligt:

500 år efter Luther er vi tilbage, hvor han begyndte. I præstationssamfundet og angstens tidsalder. Vi maksimerer som munke. Og skammer os over vores egen utilstrækkelighed.

Og endelig Mogens Lindhardt i KD om den vestindiske historie, skammen og sin fætters farmor.

Det var det. Fred være med weekenden, og jer alle.

Arbejdsløse dage

Fotografi den 29-03-17 kl. 09.50

Nogle dage er det nemt at være arbejdsløs, andre dage er det svært. Som i dag. Vennerne er taget hjem, og der er stille i huset, jeg har sendt børnene afsted i institution, det er tåget udenfor, og jeg kan ikke se havet i dag. Laver kaffe og tjekker, hvornår der kommer Antikkrejlerne. Tænker på, hvad jeg skal lave i dag, og hvad der kan udskydes til i morgen. Hvor jeg sikkert har mere energi, ahahaha. Får en sms og tænker, at det er nogen, der vil mødes, men det er fra biblioteket, de vil have deres bøger tilbage. Det bliver også i morgen.

Nogle dage er det nemt at være arbejdsløs, andre dage er det svært. I dag er det svært.

Om døden og Maria Gerhardt

Fotografi den 10-03-17 kl. 09.05

Skynd jer! For hvis I ikke har læst det endnu, så er interviewet med Maria Gerhardt fra Politiken nu åbent også for ikke-abonnenter. Det handler om kærligheden, moderskabet, og om at være syg at kræft og sige nej til yderligere behandling. Og om døden. Hvordan man tænker om døden, når man ved, den kommer indenfor en overskuelig fremtid.

Jeg synes, det er et meget smukt interview. Og jeg synes også, at vi burde tale mere om døden. Ikke hele tiden, måske, men mere. Oftere. Gøre den til en ven, eller i det mindste til noget naturligt, til noget, der er lige så meget en del af livet som alt andet. Der er fødsel, og der er død.

Jeg har selv tænkt meget på døden. Virkelig meget. Virkelig, virkelig meget. Jeg har været ekstremt dødsangst, og der har været perioder, hvor jeg synes, den har fyldt alt for meget i mit liv. En kvinde sidst i tyverne, der bruger meget af sit liv på at være bange for at dø? Bruger en stor del af sin tid på at lede sine tanker væk fra Det Farlige – Døden?

På et tidspunkt bestemte jeg mig for, at det skulle være nok. At jeg ikke kunne leve mit liv sådan. At jeg måtte tage livtag med det. Det virkede som sådan et spild af liv at gå og være bange.

Så begyndte jeg at bekæmpe min frygt. Ved at prøve at være nysgerrig i stedet for bange. Ved at turde læse om døden i stedet for at bladre væk. Og ved – fordi jeg er et sådan ok troende menneske – nogle gange bare folde hænderne og sige “hey, deroppe. Jeg er bange!”

Det har ikke været nogen mirakelkur, men det har hjulpet. Ihvertfald hjulpet så meget, at jeg nu kan tale med min meget dødsfokuserede 4-årige dreng om det, for han vil jo tale om døden. Hele, hele tiden.

Måske er hans spørgsmål i virkeligheden den største gave, jeg har fået? For jeg bliver selv roligere, når jeg igen og igen har fortalt ham, at der virkelig ikke er noget at være bange for.

Jeg har ikke lyst til at dø, og det er jeg ret sikker på, at Maria Gerhardt heller ikke har. Altså, man er vel ikke morbid. Men jeg synes, det er meget, meget smukt, den måde, hun kan tale om døden på, og jeg tror, vi allesammen kan blive lidt klogere af det. For døden i behandlersamfundet, det er nærmest noget, man aktivt må tilvælge. Og det kræver nosser.

Og så glæder jeg mig rigtig meget til at læse hendes nye bog Transfervindue. Men det tager nok et par år, før jeg giver den til mit ældste barn. Trods alt.

8. marts

Fotografi den 08-03-17 kl. 10.11 #2

Kvindernes internationale kampdag, og jeg vågnede op til en ubehagelig besked fra en (mandlig) internettrold, fordi jeg havde formastet mig til at mene noget om feministisk teologi i går. Uden at sige for meget kan jeg afsløre, at vi var ude i noget med en masse kønsdele og så lidt røgelse, angiveligt for at spille på det religiøse element. Trolden er en relativt velkendt feministhader på nettet. Herligt!

Så dem, der endnu engang spørger har vi virkelig brug for 8. marts kan da bare lige tage en slapper. For når man som kvinde ikke engang kan mene noget ret stilfærdigt om feminisme og religion uden at få kønsdele smækket i hovedet, synes I så ikke, det er indlysende?

Ellers synes jeg, I skal læse dette fantastiske indlæg fra en 11-årig om, at kønsstereotyperne i Anders And-bladene er irriterende: Hvorfor bager kvinderne altid bare kage eller er sure. Jeg synes, det er det bedste, der endnu er skrevet i forbindelse med kampdagen i år:

Det er mænd, der har de vigtige jobs og tjener penge. Jobs som borgmester, hemmelige agenter, bankdirektør og politidirektør. Det er ikke bare hovedpersonerne, der er mænd. Når man ser folk rundt omkring i Andeby, så er der mange flere mænd end kvinder. Mændene kan godt bare gå på gaden med en mappe i hånden. Men kvinderne har børn rundt om sig, går med indkøbsposer, eller de står og banker tæpper eller gør noget andet rent.

Jeg tror, de fleste, der har børn, kan nikke genkendende til det: vi skriver 2017, og de fleste bøger, man læser for ungerne, handler stadig om drenge. Med undtagelser, jovel. Men stadig. Og det er faktisk ikke okay, synes jeg, for gennem de bøger, vi læser for dem, lærer vi børnene, hvordan verden ser ud – og hvordan den bør se ud. Så jeg bytter troligt rundt på rollerne herhjemme, når vi læser, og vupti bliver Ken sygeplejerske, og Barbie bliver læge. (Min ældste dreng elsker Barbiebøger. ELSKER dem.)

Og nu vil jeg ikke skrive mere, men putte mig ned under dynen igen, for jeg er stadig syg. Og mens jeg ligger her, vil jeg følge BBC Woman’s Hours dækning af kampdagen.

Og hvis jeg må komme med eet forslag til, hvad I skal læse (eller lytte til) i dag, så skal det være Mary Beards fantastiske The Public Voice of Women, der ligger både som tekst og lydfil. Hun er endnu en af mine helte, og ikke mindst forskerhelte, fordi hun er så dygtig fagligt og samtidig er en skidegod formidler. Hvis I overhovedet er det mindste interesserede i antikken, så bør I købe en af hendes bøger, og ellers bare følg med på hendes blog A Don’s Life, som er en af de blogs, jeg har fulgt i længst tid.

Glædelig kampdag! Ligeløn næste år! (HAHAHA)