Om at tænke, når man ikke tænker

Fotografi den 28-06-2017 kl. 20.08

Altså, jeg er jo forsker og har vel snart ti års jubilæum i branchen. Jeg er godt nok arbejdsløs forsker (som mange andre af mine venner; vi er en hel lille klan), men ikke desto mindre forsker. Jeg forsker i mit stof og gør det på daglig basis. Jeg skriver også hver dag – skriver om min forskning, altså. Hver eneste dag hele året igennem, sommer og vinter, in sickness and health. Nogle gange skriver jeg bare på een ting (en artikel, fx), andre gange på flere ting ad gangen (en monografi, som kan tage år at skrive, en anmeldelse eller en forskningsstøtteansøgning). Men altid, altid skriver jeg, sådan at min forskning altid, altid bevæger sig fremad, på trods af småfolk i huset og børnesygdomme og internationale flytninger osv. Altid skriver jeg.*

Alligevel forstår jeg stadig ikke, hvordan min hjerne virker. Den artikel, jeg sidder med nu, f.eks., har jeg arbejdet på i flere måneder. Først gik det skidegodt, så gik det jævnt godt, og så gik det pludselig jævnt dårligt. Endelig gik alt galt: jeg gik tilbage til grundteksten og opdagede, at jeg den pointe, jeg havde brugt 17 sider på at lægge op til, ikke holdt vand. Overhovedet. Så smækkede jeg bogen sammen og smed den på gulvet, for hvor amatøragtigt er det lige? Hvor mange gange har jeg ikke læst den tekst? Hvordan kunne jeg tage så eklatant fejl?

Dagen efter – i går – var jeg nødt til at droppe at arbejde i løbet af dagen, fordi jeg skulle lave selvangivelse (lille tip: flyt aldrig til eller fra udlandet. Aldrig), og senere var jeg alene med de trætte drenge. Selv var jeg ved at falde om af træthed, fordi min yngste kager rundt om natten og vil amme hele tiden. Så jeg gik der i oprydning og larm og lidt for gamle kontaktlinser og…

…pludselig! Pludselig var løsningen der! Pludselig kunne jeg se, hvad det var, jeg skulle ændre i perspektivet for at få brikkerne til at falde på plads. Og hvordan det i virkeligheden ville gøre artiklen meget bedre end det, jeg først havde tænkt mig. Jeg kan føle i maven, når det er rigtigt, og det er det nu.

Og så skal det bare skrives ned. Det gør jeg i morgen og fredag.

I øjeblikke som det elsker jeg at forske. Også selvom jeg ikke bliver betalt for det…


* Jeg lærte det af Tanya. Var aldrig blevet færdig med min ph.d hvis det ikke havde været for hende!

Advertisements

Dagens link: et digt om fremmedhed og mødre

Fotografi den 24-06-2017 kl. 22.15

Dette digt af Amina Elmi har ligget i baghovedet, siden jeg læste det for nogle dage siden på Slagtryks hjemmeside. Det fanger så godt det dobbelte: nærheden og fremmedheden mellem mødre og døtre. Men det minder mig også om dengang, i England, da min ældste altid svarede mig på engelsk. Dengang troede jeg ikke, det betød noget. Så flyttede vi til Danmark, og han lærte at tale dansk. Og lige pludselig ændrede vores forhold sig. Vi blev endnu mere tætte, uadskillelige, delte interne jokes og ordspil og morede os sammen, som vi aldrig havde gjort før. Det var fantastisk. Men det var også skræmmende: for manglen på fælles sprog havde lavet en afstand imellem os.

Og jeg havde slet ikke opdaget, at den var der.

Derfor dagens digt. Skynd jer at læse det.

Tro på TV

Nonnen og Narkomanerne kan ses på DR indtil slutningen af juni, og det burde I unde jer selv. Det lyder jo som en kliche at skrive, at en film er “god og livsbekræftende”, men anderledes kan det vist ikke siges. Og så er hun som de fleste nonner/eksnonner, jeg har mødt i virkeligheden: stilfærdigt optimistisk og med en særlig lethed over sig.

Andre af mine trosfavoritter er BBCs tvillingeserier “The Convent” og “The Monastery,” som vel er en slags religiøs reality, men af den gode slags: fire hhv. kvinder og mænd flytter til et kloster og bor der i et stykke tid, mens de prøver at finde ro med sig selv. Og det er faktisk spændende tv! Programmerne er ret nemme at finde på youtube. Jeg mødte selv Christopher Jamison, som er mændenes spirituelle leder i The Monastery (og en slags kendisabbed), da jeg læste i England, og han er skidesød.

Og så den meget, meget smukke film Into Great Silence, som også kan ses på youtube. Den skal I virkelig unde jer selv. Den handler om livet i et karteuserkloster, hvor man lever i stilhed og afsondret fra de andre brødre. Da jeg så den i Gloria i Kbh i hine dage, blev oplevelsen gjort endnu smukkere af, at vi kun var en håndfuld mennesker derinde, deriblandt en noget svagtseende kvinde med en yngre ledsager – og hver gang, der optrådte et tekstcitat i filmen, læste ledsageren det lige så stille (men dog hørligt) op for den ældre kvinde. Resultatet: en form for lectio divina  midt i en biograf lige ved Rådhuspladsen, hvor teksterne kom med lange sekvenser af stilhed imellem. Det var en helt særlig oplevelse.

andenpinsedag

Fotografi den 05-06-2017 kl. 09.07

Så træt. Min yngste er ved at få tænder, og jeg havde glemt alt om, hvordan det er. Han går rundt og kaster vredt med alting, mens han ser bebrejdende på mig. Og det går op for mig, at om halvanden måned har vi boet i DK i et helt år – og vi synes stadig, at danskere siger fucking alt, alt for meget, og at maden smager salt, og at P3 spiller den mest oldnordisk (sic) gamle popmusik, men vi også ret tilfredse. Det er jo et smørhul, det her, og alt det med arbejde skal nok ordne sig. Men først: havregryn.

Min yngste søns fødsel

roligt hvidglødende,

to

halvdele skilles fra hinanden, tager langsom afsked

bjergene kramper rytmisk

der er andre

 

skriver et digt imens

tænker, om det går

syntaksen hænger ikke sammen, blyanten er væk,

sætninger kommer buldrende, jeg åbner munden for at bede om

noget at skrive med, en anden ser på mig

 

lukker øjnene, prøver at formulere det med blyanten

 

intet

 

vender mig om som et langsomt jordskælv, er ved at

grine

det her? så nemt?

 

steder på min krop, jeg glemmer

 

pludselig: han synger derinde,

synger med lille, fremmed stemme

jeg stemmer i

vi synger os ud gennem bølgerne

utroligt, han kender mig!

stiger op for at få luft og så

ned i sangens dyb igen

 

følelsesløs, og ser pludselig ind i fremtiden

tidens pukkel forsvinder, og jeg ser

stearinlys, vafler, nye pas, én, der hvisker mig i øret alt for højt

ser

bøger, jeg kan læse i drømme, høje lyde,

tørsten

 

åbner døren på vid gab,

videre og videre, døden skruer sig ud i

mit liv, vil altid følge mig nu

 

hele tiden sangen, tonerne, hans stemme

kommer nærmere

han trækker vejret og fraserer, jeg

forstår, at jeg nu også altid vil lytte

 

og

så tier han

og

 

tør ikke se på ham, pludselig forlegen

hvor er sangen nu?

Skuffelsen

Fotografi den 02-06-2017 kl. 19.51

Fik ikke jobbet, som jeg gerne ville have haft. Var meget, meget tæt på, og så valgte de alligevel en anden. Først græd jeg snot, så indtog jeg relativt meget is på ret kort tid, og i dag trøsteshoppede jeg bøger i Mission Afrika. Skuffelsen sidder stadig i halsen.

Vi skal have ihvertfald eet fast job om et år. Ellers ser det sort ud mht. at kunne blive i landet. For filan da også…

I næste uge

Fotografi den 03-04-17 kl. 11.20

“I næste uge”, messer vi herhjemme. “I næste uge bliver det bedre.” Og så prøver jeg at glemme, at næste uge skal jeg forberede et helt nyt foredrag… som jeg skal holde snart. Meget snart. I dag tager jeg til Kbh hele dagen og efterlader forkølede børn og børnepassermand herhjemme.

“Hvor mange børn er det, I har?” spurgte en tidligere kollega, da vi mødtes i sidste uge.

“To”, svarede jeg. “Det føles som to hundrede.”

Stemmerne og tiden

julekort3

Jamen – orker ikke at skrive lige nu! Vi har tusind ting, der foregår, og alle snakker og lægger planer og spørger mig om ting hele tiden – og vi voksne har jobinterviews og arbejdsaftaler rundt omkring, og “skal jeg tage til den konference i Australien i oktober? Er det ugen før eller ugen efter, du er væk?”, og jeg arbejder på samme tid på to bogkapitler til fagbøger og et foredrag, og jeg skal udstille nogle billeder næste år.

Så det er derfor, jeg ikke skriver. Der er ikke plads til flere stemmer i mit hoved lige nu.

Og billedet? Prøvede at finde det nuttede billede af min yngste, hvor hans ører ser kæmpestore ud i modlyset. Det lykkedes ikke (kan andre finde rundt i deres computers indre landskab?). Så derfor får I et hjemmelavet julebillede i stedet for. Jamen, bare fordi!

I morgen: England

10399964_147977216653_8314609_n

For første gang siden vi flyttede, skal vi tilbage til England, og alle er lidt spændte. Den ældste glæder sig til at besøge sine bedsteforældre, og den yngste aner ikke, hvad vi skal, men har forstået, at hos os hedder morgenmaden både “havregrød” og “porridge”. The History Professor glæder sig vist til lunken, engelsk øl på en pub (hvis vi er heldige og får sneget os væk fra børnene) og til at tale ordentligt engelsk, til at se skod-tv på modersmålet og til bare at kunne være – hjemme. Jeg glæder mig til billig paracetamol, oatcakes i stedet for de der evindelige majkiks, dejlig stærk te og billige paperbacks. Bedsteforældrene glæder sig til at vise børnebørnene frem til alt og alle, og jeg prøver at insistere på, at vi ikke behøver lave noget HELE tiden.

Hvis vi er rigtig heldige, bliver det også til en dag i vores gamle studieby Oxford. Da jeg boede der, havde jeg et lidt problematisk forhold til byen, men nu, hvor jeg er på sikker afstand af alt vanviddet der, kan jeg godt lide den igen…