Hurtigt digt om, at ferien er slut

Fotografi den 24-07-2017 kl. 09.09 #2

Som sagt: et hurtigt digt om, at ferien er slut, skrevet over morgenkaffen. Som I kan læse, er stemningen høj her. Not. Jeg sidder fast i et hul.

 

Taster nummeret på

kastanjetræet udenfor

ikke andre at tale med

nu hvor børnene er i

institution

igen

den skide ferie

altid forbi

der er ikke noget så stille

som et hus uden børn

ikke noget så ensomt

som en mor med børn i

institution

ikke noget så skamfuldt

som en arbejdsløs mor med børn i

institution

ikke noget så Astrid Lindgrensk sørgeligt

som gråden i halsen når børnene er i

institution

ikke noget så hemmeligt som en mor

der skriver digte

når børnene er i

institution

 

kastanjetræets blade brune i kanten

det var tidligt, jeg

prøver at ringe igen

kunne sgu da også bare

gå derud

 

sgu da mig der burde være i

institution

 

Advertisements

Om at tænke, når man ikke tænker

Fotografi den 28-06-2017 kl. 20.08

Altså, jeg er jo forsker og har vel snart ti års jubilæum i branchen. Jeg er godt nok arbejdsløs forsker (som mange andre af mine venner; vi er en hel lille klan), men ikke desto mindre forsker. Jeg forsker i mit stof og gør det på daglig basis. Jeg skriver også hver dag – skriver om min forskning, altså. Hver eneste dag hele året igennem, sommer og vinter, in sickness and health. Nogle gange skriver jeg bare på een ting (en artikel, fx), andre gange på flere ting ad gangen (en monografi, som kan tage år at skrive, en anmeldelse eller en forskningsstøtteansøgning). Men altid, altid skriver jeg, sådan at min forskning altid, altid bevæger sig fremad, på trods af småfolk i huset og børnesygdomme og internationale flytninger osv. Altid skriver jeg.*

Alligevel forstår jeg stadig ikke, hvordan min hjerne virker. Den artikel, jeg sidder med nu, f.eks., har jeg arbejdet på i flere måneder. Først gik det skidegodt, så gik det jævnt godt, og så gik det pludselig jævnt dårligt. Endelig gik alt galt: jeg gik tilbage til grundteksten og opdagede, at jeg den pointe, jeg havde brugt 17 sider på at lægge op til, ikke holdt vand. Overhovedet. Så smækkede jeg bogen sammen og smed den på gulvet, for hvor amatøragtigt er det lige? Hvor mange gange har jeg ikke læst den tekst? Hvordan kunne jeg tage så eklatant fejl?

Dagen efter – i går – var jeg nødt til at droppe at arbejde i løbet af dagen, fordi jeg skulle lave selvangivelse (lille tip: flyt aldrig til eller fra udlandet. Aldrig), og senere var jeg alene med de trætte drenge. Selv var jeg ved at falde om af træthed, fordi min yngste kager rundt om natten og vil amme hele tiden. Så jeg gik der i oprydning og larm og lidt for gamle kontaktlinser og…

…pludselig! Pludselig var løsningen der! Pludselig kunne jeg se, hvad det var, jeg skulle ændre i perspektivet for at få brikkerne til at falde på plads. Og hvordan det i virkeligheden ville gøre artiklen meget bedre end det, jeg først havde tænkt mig. Jeg kan føle i maven, når det er rigtigt, og det er det nu.

Og så skal det bare skrives ned. Det gør jeg i morgen og fredag.

I øjeblikke som det elsker jeg at forske. Også selvom jeg ikke bliver betalt for det…


* Jeg lærte det af Tanya. Var aldrig blevet færdig med min ph.d hvis det ikke havde været for hende!

Arbejdsløse dage

Fotografi den 29-03-17 kl. 09.50

Nogle dage er det nemt at være arbejdsløs, andre dage er det svært. Som i dag. Vennerne er taget hjem, og der er stille i huset, jeg har sendt børnene afsted i institution, det er tåget udenfor, og jeg kan ikke se havet i dag. Laver kaffe og tjekker, hvornår der kommer Antikkrejlerne. Tænker på, hvad jeg skal lave i dag, og hvad der kan udskydes til i morgen. Hvor jeg sikkert har mere energi, ahahaha. Får en sms og tænker, at det er nogen, der vil mødes, men det er fra biblioteket, de vil have deres bøger tilbage. Det bliver også i morgen.

Nogle dage er det nemt at være arbejdsløs, andre dage er det svært. I dag er det svært.