Status: har andre et liv i februar?

fotografi-den-06-03-17-kl-11-00

Nå?

For det har vi ikke. Vi er syge. Hvert år. Sidste år havde vi roskildesyge, skarlagensfeber og 2 x brystbetændelse på en måned. I år er det lidt mindre dramatisk, men ikke mindre irriterende, for siden 22. januar har der hele tiden været een af os, der var nede med flaget. Den, der har klaret sig bedst, er den fire-årige, som er sej som en lille okse med sød engelsk accent (hvis man lytter godt efter). Jeg kommer ind på en flot andenplads, og så deler barnefaderen og den et-årige sidstepladsen, for er du sindssyg, de har skrantet. Og har begge tabt sig og går nu rundt og taber deres bukser, og den ene nåede endda at brække sit kraveben også.

Og så blev det marts, og man opdagede egentlig slet ikke, at februar var gået, og den der deadline, man havde, er long gone.

Her er, hvad jeg har lavet i stedet. Det er ikke særligt intellektuelt eller smart, men jeg har haft brug for underholdning og opløftning (og chokolade).

  • Læst, læst og læst. Jeg er netop blevet færdig med Benn Q. Holms ret irriterende “Den gamle verden”, som jeg alligevel ikke kunne lade være med at læse færdig. Jeg fandt den i en genbrugsbutik i sidste uge. Og nu læser jeg Jhumpa Lharis “Unaccustomed Earth”, som flyttede med os fra England, og som handler om, hvor man føler sig hjemme i verden. Og efter den venter Chimamanda Ngozi Adicies “Purple Hibiscus”, som er hendes første roman, og som jeg efter mit indlæg den anden dag kom i tanke om, at jeg aldrig havde læst. Med andre ord: romaner, romaner, romaner, fordi jeg har brug for at drømme mig væk, ud i den store verden. Derfor er det også, at jeg…
  • …lyttede til Afrikanske Stemmer på P1 i nat, mens jeg lå i gæsteværelset i kælderen og havde mavepine.
  • Og så lyttede jeg til podcasts: Underbara Claras pod, fx den om fiskepinde og den om -arh, jeg kan ikke huske, hvad de andre afsnit handlede om, men det er min hemmelige last, for det er så dejligt at lytte til en, der taler svensk, når man ligger og halvsover. Og så Adam Buxton, som jeg har nævnt, fx den, hvor han interviewer Caitlin Moran, som jo også er en af mine helte.

Med andre ord: ikke noget sindsoprivende eller elitært, men lige sådan, at jeg har følt, at jeg stadig var i forbindelse med verden. Og nu vil vi gerne være raske.

Advertisements

Chimamanda, min helt

fotografi-den-04-03-17-kl-14-12

Jeg vil bare gerne have, at hun [mit barn] bliver rar. Og hvordan undgår jeg at opfostre et røvhul?

Hun er altså min helt, den nigerianske forfatter Chimamanda Ngozi Adichie. En af dem, ihvertfald. Jamen, det er hun bare! Jeg kunne godt forklare hvorfor, men lige nu har jeg for travlt med at skifte bleer på barn med maveonde, så det bliver ikke idag. (I ligestillingens navn vil jeg lige påpege, at det var en overdrivelse: det er min mand, der skifter 90% af alle bleerne. Nogle gange forbarmer jeg mig dog…)

Læs interview med hende fra Politiken om at være feminist her.

»Jeg ser Vestens kvinder og piger hade og bekrige deres kroppe. Jeg kommer fra en kultur, hvor vi slet ikke kender til det. Det kommer selvfølgelig også snigende i Nigeria, fordi vi lever i en globaliseret verden, men generelt har afrikanske kvinder ikke dette onde blik på vores kroppe. Vi sulter os ikke og har ikke alle de spiseforstyrrelser og slankekure, som I har i Vesten. Vesten har et forskruet kvindeideal, fordi I mener, at en kvindes krop skal ligne en mands eller en drengs. Jeres kropsideal er fladbrystet, tyndt, muskuløst og uden de feminine kropstræk som rundhed og blødhed. Jeg presser måske citronen her, men er det måske, fordi I værdsætter det mandlige så meget højere end det kvindelige? Jeg griner lidt, fordi det er en ekstrem tankegang, men det er vigtigt at reflektere over, hvor kropshadet kommer fra«.