Forslag: loft over ipad-børn i institutioner

Kære Morten Østergaard

Jeg skriver til dig med et forslag, som ligger mig meget på sinde: jeg så gerne, at der så hurtigt som muligt kom loft over antallet af ipad-børn i daginstitutioner.

Jeg ved godt, at man ikke er helt enig om, hvad ipad’en egentlig gør ved børn, men jeg skal være helt ærlig: jeg ser den som en trussel mod sociale kompetencer, kreative og praktiske evner og ikke mindst sprog. En trussel mod sammenhængskraften, mod vores samliv med hinanden (både i familierne og i samfundet) og mod det civiliserede samfund. Vi voksne kører jo derudaf i Virkeligheden, og samtidig er vi i gang med at skabe et et parallelsamfund, hvor børnene sidder alene for sig selv og spiller udviklende spil. Et i-samfund, hvor der bliver set indad, ikke udad, og hvor vi som hovedregel kigger ned, ikke op. Ved du, hvad jeg mener?

Nu vil jeg ikke lyde frelst, men hjemme hos os har vi ikke ipad. Istedet ser vi fjernsyn. Sådan helt almindeligt fjernsyn (“flow fjernsyn” ville du måske kalde det) på en oldsag af et apparat, som vi har købt i genbrug. Nogle gange ser vi noget på computeren i stedet, mest når vi skal øve engelsk, men fred nu være med det. Min pointe er, at mine børn lærer verden sanseligt at kende. De laver gammeldags ting såsom at male med akvarel, tegne, skrive bogstaver, læse bøger, sætte cd’er på anlægget og tænde selv, kravle op i sofaen og falde ned med hovedet først, løbe ud på terrassen i bare fødder, og den slags. Vi forældre har taget et aktivt valg om, at sådan er det. At der er noget, der mangler, hvis man ikke lærer verden at kende på den måde.

Og jeg må med slet skjult stolthed sige, at min femårige kender verden. Han kan ikke betjene en ipad og er ikke helt sikker på, hvad internettet er. Til gengæld kan han bruge flere timer på at tegne ved sit tegnebord, han bygger lego, som om han blev betalt for det, og han lytter til Queen, Lars Lilholt og Beatles, fordi han selv sætter cd’er på. Han løser opgaver, skriver ord og er besat af Claude Monets billeder. Han har bygget en minijungle i sit værelse, som (ifølge ham selv) giver ham ekstra ilt, når han sover, og han lavede hele sin førskoleopgavebog på een eftermiddag.

Jeg må også med slet skjult stolthed sige, at hans tegneevner og sproglige kompetencer ofte bliver bemærket af andre. Hans åbenlyse glæde ved sproget, hans store ordforråd, og hans fine, tydelige udtale. Jeg er overbevist om, at det er, fordi vi altid har prioriteret samtale, sang, læsning og rim & remser over alenetid foran skærmen. Jeg tror, han lærer sprog ved at se på min mund og lytte til min stemme, ikke ved at sidde alene med et sprogindlæringsprogram.

Der er selvfølgelig også nogen, der mener, at det er, fordi han er tosproget. Det skal jeg ikke gøre mig klog på, for det er ikke rigtigt det, der fylder herhjemme. Vi tager det egentlig ret roligt, for i store dele af verden er det jo normen at være to- eller flersproget. Enten taler man eet mindre sprog og så et større verdenssprog (sammenlign det med, at man i DK taler dansk som det mindre, lokale sprog, og så engelsk eller arabisk som det større verdenssprog, der åbner een mod verden). Eller man taler et eller flere større sprog, som f.eks. mange steder i Indien, Afrika eller Nordamerika. Ja, der er egentlig så mange måder at gøre det på. Og mange af de store forfattere er jo to- eller flersprogede. Sidder lige her med en bog af Chimamanda Ngozi Adichie, for eksempel. Hun er god. Har du læst noget af hende?

Nå, men nu kom jeg ud på et sidespor, for det var jo det med ipattebørnene, vi talte om. Og det er altså der, jeg bliver bekymret, for som jeg ser det, repræsenterer ipaden ikke det, vi har talt om som “danske værdier” (man kunne også sige “menneskelige værdier”). Hvis ipad’en har noget med demokrati at gøre, så er det vel bare, at så mange har en; det er ikke lig med demokrati. Jeg er heller ikke overbevist om, at det at have en ipad giver sammenhold og fællesskabsfølelse i børnehaven, ud over at der er fællesskab mellem dem, der har en. Den giver ikke særligt sprogligt stærke børn, den gør os ikke glade sådan på langt sigt, og – vigtigst af alt – den tager tid fra det børneliv, hvor vi lærer verden sanseligt at kende.

Jeg forstår godt, at du som politiker ikke kan forbyde børn at være ipattebørn. Det kan man jo ikke. Men hvis du kunne foreslå, at der kun skulle være en hvis procentdel af disse sprogligt svage og initiativløse elektroniske typer i hver daginstitution, så tror jeg faktisk, vi kunne nå langt. De ville være langt mindre dominerende i institutionerne og måske ville de også kunne lære gode sproglige, sociale og kreative vaner fra de mere analoge børn. Hvem ved!

Jeg håber, du vil tænke over mit forslag.

Vi ses – eller, som min søn siger, “See you later, alligator!”

Elisabeth

PS: jeg har generaliseret lidt, når jeg bruger ordet “ipattebørn” over een kam. Det er selvfølgelig ikke så sort-hvidt. Men når du fremsætter forslaget, kan du jo selv sørge for at få alle nuancerne med.

Advertisements

Status: har andre et liv i februar?

fotografi-den-06-03-17-kl-11-00

Nå?

For det har vi ikke. Vi er syge. Hvert år. Sidste år havde vi roskildesyge, skarlagensfeber og 2 x brystbetændelse på en måned. I år er det lidt mindre dramatisk, men ikke mindre irriterende, for siden 22. januar har der hele tiden været een af os, der var nede med flaget. Den, der har klaret sig bedst, er den fire-årige, som er sej som en lille okse med sød engelsk accent (hvis man lytter godt efter). Jeg kommer ind på en flot andenplads, og så deler barnefaderen og den et-årige sidstepladsen, for er du sindssyg, de har skrantet. Og har begge tabt sig og går nu rundt og taber deres bukser, og den ene nåede endda at brække sit kraveben også.

Og så blev det marts, og man opdagede egentlig slet ikke, at februar var gået, og den der deadline, man havde, er long gone.

Her er, hvad jeg har lavet i stedet. Det er ikke særligt intellektuelt eller smart, men jeg har haft brug for underholdning og opløftning (og chokolade).

  • Læst, læst og læst. Jeg er netop blevet færdig med Benn Q. Holms ret irriterende “Den gamle verden”, som jeg alligevel ikke kunne lade være med at læse færdig. Jeg fandt den i en genbrugsbutik i sidste uge. Og nu læser jeg Jhumpa Lharis “Unaccustomed Earth”, som flyttede med os fra England, og som handler om, hvor man føler sig hjemme i verden. Og efter den venter Chimamanda Ngozi Adicies “Purple Hibiscus”, som er hendes første roman, og som jeg efter mit indlæg den anden dag kom i tanke om, at jeg aldrig havde læst. Med andre ord: romaner, romaner, romaner, fordi jeg har brug for at drømme mig væk, ud i den store verden. Derfor er det også, at jeg…
  • …lyttede til Afrikanske Stemmer på P1 i nat, mens jeg lå i gæsteværelset i kælderen og havde mavepine.
  • Og så lyttede jeg til podcasts: Underbara Claras pod, fx den om fiskepinde og den om -arh, jeg kan ikke huske, hvad de andre afsnit handlede om, men det er min hemmelige last, for det er så dejligt at lytte til en, der taler svensk, når man ligger og halvsover. Og så Adam Buxton, som jeg har nævnt, fx den, hvor han interviewer Caitlin Moran, som jo også er en af mine helte.

Med andre ord: ikke noget sindsoprivende eller elitært, men lige sådan, at jeg har følt, at jeg stadig var i forbindelse med verden. Og nu vil vi gerne være raske.

Chimamanda, min helt

fotografi-den-04-03-17-kl-14-12

Jeg vil bare gerne have, at hun [mit barn] bliver rar. Og hvordan undgår jeg at opfostre et røvhul?

Hun er altså min helt, den nigerianske forfatter Chimamanda Ngozi Adichie. En af dem, ihvertfald. Jamen, det er hun bare! Jeg kunne godt forklare hvorfor, men lige nu har jeg for travlt med at skifte bleer på barn med maveonde, så det bliver ikke idag. (I ligestillingens navn vil jeg lige påpege, at det var en overdrivelse: det er min mand, der skifter 90% af alle bleerne. Nogle gange forbarmer jeg mig dog…)

Læs interview med hende fra Politiken om at være feminist her.

»Jeg ser Vestens kvinder og piger hade og bekrige deres kroppe. Jeg kommer fra en kultur, hvor vi slet ikke kender til det. Det kommer selvfølgelig også snigende i Nigeria, fordi vi lever i en globaliseret verden, men generelt har afrikanske kvinder ikke dette onde blik på vores kroppe. Vi sulter os ikke og har ikke alle de spiseforstyrrelser og slankekure, som I har i Vesten. Vesten har et forskruet kvindeideal, fordi I mener, at en kvindes krop skal ligne en mands eller en drengs. Jeres kropsideal er fladbrystet, tyndt, muskuløst og uden de feminine kropstræk som rundhed og blødhed. Jeg presser måske citronen her, men er det måske, fordi I værdsætter det mandlige så meget højere end det kvindelige? Jeg griner lidt, fordi det er en ekstrem tankegang, men det er vigtigt at reflektere over, hvor kropshadet kommer fra«.