Dagens links, og ferie

Fotografi den 30-06-2017 kl. 14.51

Vi holder ferie fra i eftermiddag. Jeg har sat mine SoMe-profiler i bero og vil heller ikke være meget at finde på bloggen, for computeren får ikke lov til at komme med på ferie, og telefonen er så dejligt oldnordisk, at den ikke kan komme på nettet. Ha!

I dag kan I dog lige se dette interview med William Kvist om at tage det lidt med ro med det der selvoptimering, og så disse smukke billeder fra Centralasien, som giver mig lyst til at rejse.

Det skal vi dog ikke lige nu. Vi skal til Læsø og lave ingenting, og så skal vi hjem og lave ingenting, og senere på sommeren skal vi til Strynø og lave ingenting. Hvis vi er helt vilde, kører vi også en tur til Sverige.

Glædelig sommer(regn). Skynd jer ud i den!

Lidelse og ostepops

Fotografi den 29-06-2017 kl. 10.59

Jeg var glad for at læse denne kommentar af Anne Ekkert fra Kristeligt Dagblad over min formiddagskaffe, for jeg synes, hun sætter fingeren på nogle vigtige ting. Helt specifikt er det lidelsen, hun taler om:

…at der i lidelsen ofte ligger værdifuld information til os selv omkring både, hvad det er der er galt, og hvad der brug for for at få det bedre. Lidelse er i dette perspektiv ikke blot overflødigt og uønskværdigt, men en vigtig medspiller i vore liv og vore muligheder for at forstå os selv i det.

(…)

Tanker og følelser kan være besværlige – især de negative – men de er samtidig vores gps, uden hvilken vi er på Herrens mark omkring, i hvilken retning vi skal.

Det giver mening, og måske er det ikke lidelse, jeg føler i dag, men lidt mistrøstigt er det dog. For drengene er udkørte og kede af det og savner deres far, som er i England. Jeg selv er i søvnunderskud og bagud med arbejde, som jeg gerne ville have færdiggjort før ferien. Og i dag spiller en af mine nevøer på Roskilde, og det meste af familien er der og hujer og hepper og kniber måske en tåre. Men jeg er der ikke.

Det er selvfølgelig ærgerligt. Vildt ærgerligt. Men som mine drenge blev tiltagende trætte gennem sidste uge, og mit eget humør også faldt uden anden forklaring end “bare fordi”, så fortalte min indre GPS mig, at jeg skulle blive hjemme. Hvor ærgerligt det end er at gå glip af, så hænger det ikke sammen for os, når vi spænder buen for hårdt. Vi har ikke bedsteforældre i nærheden at læne os op af, ingen sød babysitter at ty til. Der er bare os.

Og det er egentlig okay. Men det betyder altså også, at vi slapper buen, hvor andre spænder den. Vi laver intet, hvor andre laver en masse. Vi leger i haven, hvor andre tager i badeland, og tegner hjemme ved spisebordet, hvor andre laver legeaftaler. Og nogle gange går vi glip af ting, som er ærgerlige, men det er prisen.

Idealet om Det Kedelige Liv, det har jeg lært af min storesøster. Vi kan skam ikke tage prisen for det. Det var hende, som – da jeg blev mor – forklarede mig om det smukke i et overskueligt liv. Hvor man som udgangspunkt intet laver. Hvor man spiser aftensmad på samme tid hver dag. Hvor man holder ferie det samme sted hvert år, vel at mærke uden “spændende” aktiviteter. Hvor man bare er.

Det ideal har vi overtaget, og det virker. Vi bruger det meste af tiden på bare at være. Og vi voksne trives med det, og det gør børnene også. Et helt almindeligt, ikke-spændende familieliv. Det er det, vi er ude i.

Og i dag står min storesøster altså og ser sin ældste søn spille på Roskilde. Så det er ikke fordi Det Kedelige Liv nødvendigvis bliver ved med at være kedeligt. Men der er lige nogle år (eller ti), hvor jeg tror, det er det bedste, man kan stræbe efter.

(Når alt det er sagt, så er jeg stadig skideærgerlig. Mere hellige er vi da ikke. Men så findes ostepops heldigvis.)

Fredagslinks

Fotografi den 31-03-17 kl. 20.32

Havde titusinde links i hovedet til jer, men har glemt de fleste. Det er nok et tegn på, at jeg bør sætte mig ned med min bog og samle koncentrationen, indtil det hele glider lidt nemmere igen. I mellemtiden får I disse:

IT i undervisningen – helt essentielt eller “en distraktion”? (Gæt, hvad jeg mener…)

UnderbaraClara har fået en depression, og jeg måtte tørre øjnene lidt, da jeg hørte podafsnittet, for jeg har læst hendes blog i rundt regnet hundrede år og synes jo næsten, at jeg kender hende. Selvom jeg godt ved, at det gør man jo slet ikke… Jeg synes, det er sejt, at hun er åben omkring det, for det behøvede hun faktisk ikke være.

Andreas Hejlskovs beskrivelse af naturen (som stammer herfra) fik mig til at fnise, også måske fordi jeg lige har tilbragt en time med et barn ude i vores havevildnis, som ligner noget fra en reklamefilm for ekstrem biodiversitet.

Nu har jeg bare været en del ude i naturen, og sådan her ser jeg den: stor, udsmattet, halvrådden svamp; jeg trådte i noget ulækkert med bare tæer i sommer, et ådsel; mider, der kravler; knækkede fugleæg; en rævelort med bær i; sneglesporsslim; at gå ind i spindelvæv, hovedet først; svirpende grene; bål, der ikke vil gå ild i; sort røg nede i lungerne, det svier på huden om vinteren; uglegylp; lugten af prut, når man træder på skovsøens bund; sommerens uendelige kedsomhed; den absolutte stilstand; det stillestående vand; når hjortene brøler, lyder det som dæmoner.

Og så grynter jeg alligevel gnavent, når Hejlskov kommer til sit afsluttende spørgsmål: “Gad vide om frelsen måske kunne være noget andet? Altså noget andet end det perfekte …”, for er det ikke en noget udvandet måde at tænke frelse på. Jamen, seriøst? Troede du, at frelsen var derude?

Det mindede mig pludselig om Christian Hjortkjær i Information for nogle måner siden om Skam og Luther, hvilket ikke var helt dårligt:

500 år efter Luther er vi tilbage, hvor han begyndte. I præstationssamfundet og angstens tidsalder. Vi maksimerer som munke. Og skammer os over vores egen utilstrækkelighed.

Og endelig Mogens Lindhardt i KD om den vestindiske historie, skammen og sin fætters farmor.

Det var det. Fred være med weekenden, og jer alle.

Om døden og Maria Gerhardt

Fotografi den 10-03-17 kl. 09.05

Skynd jer! For hvis I ikke har læst det endnu, så er interviewet med Maria Gerhardt fra Politiken nu åbent også for ikke-abonnenter. Det handler om kærligheden, moderskabet, og om at være syg at kræft og sige nej til yderligere behandling. Og om døden. Hvordan man tænker om døden, når man ved, den kommer indenfor en overskuelig fremtid.

Jeg synes, det er et meget smukt interview. Og jeg synes også, at vi burde tale mere om døden. Ikke hele tiden, måske, men mere. Oftere. Gøre den til en ven, eller i det mindste til noget naturligt, til noget, der er lige så meget en del af livet som alt andet. Der er fødsel, og der er død.

Jeg har selv tænkt meget på døden. Virkelig meget. Virkelig, virkelig meget. Jeg har været ekstremt dødsangst, og der har været perioder, hvor jeg synes, den har fyldt alt for meget i mit liv. En kvinde sidst i tyverne, der bruger meget af sit liv på at være bange for at dø? Bruger en stor del af sin tid på at lede sine tanker væk fra Det Farlige – Døden?

På et tidspunkt bestemte jeg mig for, at det skulle være nok. At jeg ikke kunne leve mit liv sådan. At jeg måtte tage livtag med det. Det virkede som sådan et spild af liv at gå og være bange.

Så begyndte jeg at bekæmpe min frygt. Ved at prøve at være nysgerrig i stedet for bange. Ved at turde læse om døden i stedet for at bladre væk. Og ved – fordi jeg er et sådan ok troende menneske – nogle gange bare folde hænderne og sige “hey, deroppe. Jeg er bange!”

Det har ikke været nogen mirakelkur, men det har hjulpet. Ihvertfald hjulpet så meget, at jeg nu kan tale med min meget dødsfokuserede 4-årige dreng om det, for han vil jo tale om døden. Hele, hele tiden.

Måske er hans spørgsmål i virkeligheden den største gave, jeg har fået? For jeg bliver selv roligere, når jeg igen og igen har fortalt ham, at der virkelig ikke er noget at være bange for.

Jeg har ikke lyst til at dø, og det er jeg ret sikker på, at Maria Gerhardt heller ikke har. Altså, man er vel ikke morbid. Men jeg synes, det er meget, meget smukt, den måde, hun kan tale om døden på, og jeg tror, vi allesammen kan blive lidt klogere af det. For døden i behandlersamfundet, det er nærmest noget, man aktivt må tilvælge. Og det kræver nosser.

Og så glæder jeg mig rigtig meget til at læse hendes nye bog Transfervindue. Men det tager nok et par år, før jeg giver den til mit ældste barn. Trods alt.