Fredagslinks

Fotografi den 31-03-17 kl. 20.32

Havde titusinde links i hovedet til jer, men har glemt de fleste. Det er nok et tegn på, at jeg bør sætte mig ned med min bog og samle koncentrationen, indtil det hele glider lidt nemmere igen. I mellemtiden får I disse:

IT i undervisningen – helt essentielt eller “en distraktion”? (Gæt, hvad jeg mener…)

UnderbaraClara har fået en depression, og jeg måtte tørre øjnene lidt, da jeg hørte podafsnittet, for jeg har læst hendes blog i rundt regnet hundrede år og synes jo næsten, at jeg kender hende. Selvom jeg godt ved, at det gør man jo slet ikke… Jeg synes, det er sejt, at hun er åben omkring det, for det behøvede hun faktisk ikke være.

Andreas Hejlskovs beskrivelse af naturen (som stammer herfra) fik mig til at fnise, også måske fordi jeg lige har tilbragt en time med et barn ude i vores havevildnis, som ligner noget fra en reklamefilm for ekstrem biodiversitet.

Nu har jeg bare været en del ude i naturen, og sådan her ser jeg den: stor, udsmattet, halvrådden svamp; jeg trådte i noget ulækkert med bare tæer i sommer, et ådsel; mider, der kravler; knækkede fugleæg; en rævelort med bær i; sneglesporsslim; at gå ind i spindelvæv, hovedet først; svirpende grene; bål, der ikke vil gå ild i; sort røg nede i lungerne, det svier på huden om vinteren; uglegylp; lugten af prut, når man træder på skovsøens bund; sommerens uendelige kedsomhed; den absolutte stilstand; det stillestående vand; når hjortene brøler, lyder det som dæmoner.

Og så grynter jeg alligevel gnavent, når Hejlskov kommer til sit afsluttende spørgsmål: “Gad vide om frelsen måske kunne være noget andet? Altså noget andet end det perfekte …”, for er det ikke en noget udvandet måde at tænke frelse på. Jamen, seriøst? Troede du, at frelsen var derude?

Det mindede mig pludselig om Christian Hjortkjær i Information for nogle måner siden om Skam og Luther, hvilket ikke var helt dårligt:

500 år efter Luther er vi tilbage, hvor han begyndte. I præstationssamfundet og angstens tidsalder. Vi maksimerer som munke. Og skammer os over vores egen utilstrækkelighed.

Og endelig Mogens Lindhardt i KD om den vestindiske historie, skammen og sin fætters farmor.

Det var det. Fred være med weekenden, og jer alle.

Om døden og Maria Gerhardt

Fotografi den 10-03-17 kl. 09.05

Skynd jer! For hvis I ikke har læst det endnu, så er interviewet med Maria Gerhardt fra Politiken nu åbent også for ikke-abonnenter. Det handler om kærligheden, moderskabet, og om at være syg at kræft og sige nej til yderligere behandling. Og om døden. Hvordan man tænker om døden, når man ved, den kommer indenfor en overskuelig fremtid.

Jeg synes, det er et meget smukt interview. Og jeg synes også, at vi burde tale mere om døden. Ikke hele tiden, måske, men mere. Oftere. Gøre den til en ven, eller i det mindste til noget naturligt, til noget, der er lige så meget en del af livet som alt andet. Der er fødsel, og der er død.

Jeg har selv tænkt meget på døden. Virkelig meget. Virkelig, virkelig meget. Jeg har været ekstremt dødsangst, og der har været perioder, hvor jeg synes, den har fyldt alt for meget i mit liv. En kvinde sidst i tyverne, der bruger meget af sit liv på at være bange for at dø? Bruger en stor del af sin tid på at lede sine tanker væk fra Det Farlige – Døden?

På et tidspunkt bestemte jeg mig for, at det skulle være nok. At jeg ikke kunne leve mit liv sådan. At jeg måtte tage livtag med det. Det virkede som sådan et spild af liv at gå og være bange.

Så begyndte jeg at bekæmpe min frygt. Ved at prøve at være nysgerrig i stedet for bange. Ved at turde læse om døden i stedet for at bladre væk. Og ved – fordi jeg er et sådan ok troende menneske – nogle gange bare folde hænderne og sige “hey, deroppe. Jeg er bange!”

Det har ikke været nogen mirakelkur, men det har hjulpet. Ihvertfald hjulpet så meget, at jeg nu kan tale med min meget dødsfokuserede 4-årige dreng om det, for han vil jo tale om døden. Hele, hele tiden.

Måske er hans spørgsmål i virkeligheden den største gave, jeg har fået? For jeg bliver selv roligere, når jeg igen og igen har fortalt ham, at der virkelig ikke er noget at være bange for.

Jeg har ikke lyst til at dø, og det er jeg ret sikker på, at Maria Gerhardt heller ikke har. Altså, man er vel ikke morbid. Men jeg synes, det er meget, meget smukt, den måde, hun kan tale om døden på, og jeg tror, vi allesammen kan blive lidt klogere af det. For døden i behandlersamfundet, det er nærmest noget, man aktivt må tilvælge. Og det kræver nosser.

Og så glæder jeg mig rigtig meget til at læse hendes nye bog Transfervindue. Men det tager nok et par år, før jeg giver den til mit ældste barn. Trods alt.