Den lille forskel: skovbørnehaver

Den tre-årige havde sin bedste ven Lenny på besøg i søndags. Drengene legede i haven, og vi drak the med moren i køkkenet.

“Lenny går i skovbørnehave om fredagen”, sagde hun, “det er derfor, han ikke kommer i den sædvanlige børnehave.”

“Nå!” sagde jeg interesseret og spurgte så: “hvor er det henne?”, mens jeg forestillede mig alt muligt vildt og vanvittigt spændende. Amazonas, eller noget i den stil.

“Det er ovre i parken”, sagde hun. “Det er super! Lenny elsker at se på edderkopper nu!”

… parken er den meget pæne, friserede park lige ovre på den anden side af floden. Det svarer til at lave skovbørnehave i Kongens Have. Jeg kvalte mit fnis ved at tage en ordentlig slurk Yorkshire tea.

Bless them, altså.

Den lille forskel: børneinstitutioner

Mødtes med min veninde L i onsdags, som jeg gør hver onsdag til frokost, med to babyer og en næsten fire-årig pige. Så nemt at få ørenlyd nok til at snakke…

Vi kom til at tale om børneinstitutioner, og hun spurgte, hvordan det fungerer i DK, og om vi mon så også skulle have begge børn i børneinstitution, når det var så almindeligt?

Hun har den mindste i vuggestue. Een dag om ugen, altså, for det var det eneste, vuggestuen kunne tilbyde. Det er mandag, hvor mange børn bliver holdt hjemme. Der er nemlig ikke mange institutioner i vores by, så her er, hvad man gør:

Man skriver sig op til institutionsplads, når man er gravid. Ja, du læste rigtigt: omkring 20 uger henne skal man gerne stå på venteliste allerede. De fleste ventelister koster noget overhovedet at figurere på – den ene af dem, vi stod på, kostede f.eks. 1500 DKR bare at komme på. Og er man så sikret plads? Overhovedet ikke. Den venteliste har endnu ikke kunnet tilbyde os noget. Og det er ikke den nye baby, vi taler om her; det er den tre-årige.  Needless to say er han nu i en helt anden børnehave.

Så der er mange børn her og meget få institutioner. Desuden koster børnepasning kassen. Kassen som i, at vi betaler mere for børnepasning hver måned, end vi betaler for at bo i vores hus. Hvor meget præcis? Over 6000,- DKR for en fuldtidsplads.

Derfor er der mange familier, der ikke har råd til at få deres børn passet i institution, eller som kun har råd til nogle dage om ugen. Så mange, faktisk, at ud af alle mine venner kender jeg kun een – EEN! – anden kvinde, der arbejder fuldtids og har et barn. Alle andre arbejder to-tre-fire dage om ugen. Nogle har mænd, der arbejder fuldtids, andre har mænd, der også har nogle halve dage. Og så får man det til at fungere vha. bedsteforældre og hvad ved jeg.

Tilbage til L. Hendes uge kender jeg nemlig ret godt:

MANDAG Baby i vuggestue, 4-årige i playgroup, L arbejder.

TIRSDAG Begge børn passes hos mormor, L arbejder.

ONSDAG 4-årige i playgroup. Baby og L til mor-barn-yoga morgen, hente 4-årige, mødes med mig, hænge ud sammen, til børnene ikke kan sidde stille længere.

TORSDAG Begge børn med i baby/toddler group formiddag, underholde dem selv om eftermiddagen.

FREDAG Begge børn passes hos morfar, L arbejder.

Lyder det skønt? Jeg tror, det er det, for L har lavet en plan, der hænger sammen, de har råd til de aktiviteter, de laver (når man mødes i babygrupper, koster det fra 15 DKR til 80 DKR per gang), hun får set andre voksne, så hun ikke bliver bims, og hun får lavet noget af sit oversætterarbejde, så de ikke går fallit. Men det er edderrøvme hårdt arbejde, og hun er helt alene om det, for hendes mand tager afsted klokken 7 om morgenen og kommer hjem klokken 19 igen. De er hverken rige eller fattige, hverken det ene eller det andet – de er bare en helt almindelig engelsk familie.

Jeg bliver så imponeret af dem, altså. Og L synes ikke, hun gør noget særligt. Men jeg ved, at hun – på sin stilfærdige, udramatiske måde – er meget knyttet til det lille badge, der sidder på hendes pusletaske, og som hun fik til sidste mors dag. “Supermom”, står der.

Eet skridt tilbage… og bålet brænder

Fik kolde fødder begge to (voksne) og sagde nej til huset alligevel. Nu er vi slået tilbage til start, og skal igen til at tænke over, hvad vi vil bo i og hvordan vi kan få fat i det. Uden at kunne besøge det i virkeligheden.

Det skal nok gå.

Til gengæld har vi nu: fundet lejere til vores elskede lille engelske rækkehus, som skal bo her, mens vi er væk, og indhentet flyttetilbud fra det flyttefirma, som også står for de militære flytninger mellem Tyskland og England (for en trediedel af Englands militær er stadig baseret i Tyskland. Vidste du det?). Flyttemanden grinede næsten, da han så, hvor få jordiske ejendele, vi havde…

Og så elsker jeg denne artikel. Ikke så meget for indholdet som for billedet af de små danske børn ved den åbne ild. Det ser man ikke her. Health and safety, og alt det der. Så min kære tre-årige har aldrig – aldrig! – oplevet glæden ved et bål, ved snobrød, ved skumfiduser. Han har så meget at lære.

PS: og så er jeg igang med at søge mit første danske job. Ssshhh… Som sædvanligt er jeg fuldstændig overbevist om, at det skal jeg nok få!

Den lille forskel: dyne

Noget, man bare ikke gør i UK, er at bruge dyne. Babydyne. Absolute no-go. Min sundhedsplejerske blegnede, da hun fik øje på den i vores soveværelse, da jeg havde fået mit første barn for nogle år siden, og hun fik mig til at sværge, at jeg ikke ville røre den, før baby var over et år gammel. I UK er man nemlig panisk angst for overophedning af babyer, hvilket har ført til det smarte system “tæppe ovenpå tæppe ovenpå tæppe”, når babyer skal sove – så kan man nemlig som forælder bare hive lag af eller lægge nye lag på, alt efter hvor varmt, man synes, det er. Skidesmart 1) i kronisk kolde engelske huse og 2) som søvnunderskudt forælder, der klokken absurd om natten skal prøve at tage stilling til, om der nu skal et eller to tæpper på.

Med baby nummer to – og sådan lidt mentalt en route til DK allerede – så har jeg bestemt, at jeg godt selv kan tage stilling til den slags. Og at jeg ikke behøver fortælle nogen om det. Så så snart min engelske husbond er ude af døren, kommer babydynen fra en engelsk afdeling af Jysk frem til lur. Så ligger baby der med sut og dyne og ligner næsten en helt almindelig dansk baby. Og ingen ved det.

Åh de indvandrere…

Efter stiltigende aftale fortalte husbond og jeg aldrig til sundhedsplejerske eller jordemødre på opfølgende besøg, at baby også ofte sov i uldundertøj. For uldundertøjet, det forbliver vores helt egen hemmelighed herovre…

Den lille forskel: sut

Jeg har indtrykket af, at alt og alle under 3 år i DK bruger sut, og det lader ikke til at være noget, der bliver set skævt til.

Det gør man bare ikke her. Så da min engelske veninde så mig proppe en sut i fjæset på yngstearvingen i går, så hun på mig med et fortroligt smil og sagde “jeg siger det ikke til nogen”.

Med barn nummer 1 ville det have naget mig. Med barn nummer 2 er jeg flintrende ligeglad, bare jeg kan få et øjebliks ro.