Hurtigt digt om, at ferien er slut

Fotografi den 24-07-2017 kl. 09.09 #2

Som sagt: et hurtigt digt om, at ferien er slut, skrevet over morgenkaffen. Som I kan læse, er stemningen høj her. Not. Jeg sidder fast i et hul.

 

Taster nummeret på

kastanjetræet udenfor

ikke andre at tale med

nu hvor børnene er i

institution

igen

den skide ferie

altid forbi

der er ikke noget så stille

som et hus uden børn

ikke noget så ensomt

som en mor med børn i

institution

ikke noget så skamfuldt

som en arbejdsløs mor med børn i

institution

ikke noget så Astrid Lindgrensk sørgeligt

som gråden i halsen når børnene er i

institution

ikke noget så hemmeligt som en mor

der skriver digte

når børnene er i

institution

 

kastanjetræets blade brune i kanten

det var tidligt, jeg

prøver at ringe igen

kunne sgu da også bare

gå derud

 

sgu da mig der burde være i

institution

 

Advertisements

Dagens link: et digt om fremmedhed og mødre

Fotografi den 24-06-2017 kl. 22.15

Dette digt af Amina Elmi har ligget i baghovedet, siden jeg læste det for nogle dage siden på Slagtryks hjemmeside. Det fanger så godt det dobbelte: nærheden og fremmedheden mellem mødre og døtre. Men det minder mig også om dengang, i England, da min ældste altid svarede mig på engelsk. Dengang troede jeg ikke, det betød noget. Så flyttede vi til Danmark, og han lærte at tale dansk. Og lige pludselig ændrede vores forhold sig. Vi blev endnu mere tætte, uadskillelige, delte interne jokes og ordspil og morede os sammen, som vi aldrig havde gjort før. Det var fantastisk. Men det var også skræmmende: for manglen på fælles sprog havde lavet en afstand imellem os.

Og jeg havde slet ikke opdaget, at den var der.

Derfor dagens digt. Skynd jer at læse det.

Min yngste søns fødsel

roligt hvidglødende,

to

halvdele skilles fra hinanden, tager langsom afsked

bjergene kramper rytmisk

der er andre

 

skriver et digt imens

tænker, om det går

syntaksen hænger ikke sammen, blyanten er væk,

sætninger kommer buldrende, jeg åbner munden for at bede om

noget at skrive med, en anden ser på mig

 

lukker øjnene, prøver at formulere det med blyanten

 

intet

 

vender mig om som et langsomt jordskælv, er ved at

grine

det her? så nemt?

 

steder på min krop, jeg glemmer

 

pludselig: han synger derinde,

synger med lille, fremmed stemme

jeg stemmer i

vi synger os ud gennem bølgerne

utroligt, han kender mig!

stiger op for at få luft og så

ned i sangens dyb igen

 

følelsesløs, og ser pludselig ind i fremtiden

tidens pukkel forsvinder, og jeg ser

stearinlys, vafler, nye pas, én, der hvisker mig i øret alt for højt

ser

bøger, jeg kan læse i drømme, høje lyde,

tørsten

 

åbner døren på vid gab,

videre og videre, døden skruer sig ud i

mit liv, vil altid følge mig nu

 

hele tiden sangen, tonerne, hans stemme

kommer nærmere

han trækker vejret og fraserer, jeg

forstår, at jeg nu også altid vil lytte

 

og

så tier han

og

 

tør ikke se på ham, pludselig forlegen

hvor er sangen nu?