Chimamanda, min helt

fotografi-den-04-03-17-kl-14-12

Jeg vil bare gerne have, at hun [mit barn] bliver rar. Og hvordan undgår jeg at opfostre et røvhul?

Hun er altså min helt, den nigerianske forfatter Chimamanda Ngozi Adichie. En af dem, ihvertfald. Jamen, det er hun bare! Jeg kunne godt forklare hvorfor, men lige nu har jeg for travlt med at skifte bleer på barn med maveonde, så det bliver ikke idag. (I ligestillingens navn vil jeg lige påpege, at det var en overdrivelse: det er min mand, der skifter 90% af alle bleerne. Nogle gange forbarmer jeg mig dog…)

Læs interview med hende fra Politiken om at være feminist her.

»Jeg ser Vestens kvinder og piger hade og bekrige deres kroppe. Jeg kommer fra en kultur, hvor vi slet ikke kender til det. Det kommer selvfølgelig også snigende i Nigeria, fordi vi lever i en globaliseret verden, men generelt har afrikanske kvinder ikke dette onde blik på vores kroppe. Vi sulter os ikke og har ikke alle de spiseforstyrrelser og slankekure, som I har i Vesten. Vesten har et forskruet kvindeideal, fordi I mener, at en kvindes krop skal ligne en mands eller en drengs. Jeres kropsideal er fladbrystet, tyndt, muskuløst og uden de feminine kropstræk som rundhed og blødhed. Jeg presser måske citronen her, men er det måske, fordi I værdsætter det mandlige så meget højere end det kvindelige? Jeg griner lidt, fordi det er en ekstrem tankegang, men det er vigtigt at reflektere over, hvor kropshadet kommer fra«.

Advertisements