Hurtigt morgenhyldestdigt til Simon Grotrian

Tak fordi du
stillede to tretaller ved siden af hinanden
gav nåden sin vintergæk
skrev et digt Til Erik
og vandede Grundtvigs have med
ord, der så lette ud
men måske nok var så svære
at de kun kunne strikkes ud af en trøje og
ind i digtets stramme form.
Tak fordi du
fik os til at synge
om masserende håb
om døbefont og smertens briller
om fremmede venner
og morgensmil
og solen, ja, altid solen,
for det var lyset, der var i dine digte,
ikke mørket
altid og igen lyset.
Tak fordi du
sad i skumringen og
gav ord til det løse og det gamle
det erfarede og uerfarede
det ufødte og netop fødte
det blot anede, det gryende og spirende,
det pludseligt indlysende
og mærkværdigt nygamle
og så igen
lyset.
Så egentlig:
tak fordi du
gik efter påskelyset
og skrev det ind i os
for her hører det til
lyset er i brystet som en
brændende påskesol
en knitrende pen
et flammende bålhav
en arne af kærlighed
mellem os.