Forslag: loft over ipad-børn i institutioner

Kære Morten Østergaard

Jeg skriver til dig med et forslag, som ligger mig meget på sinde: jeg så gerne, at der så hurtigt som muligt kom loft over antallet af ipad-børn i daginstitutioner.

Jeg ved godt, at man ikke er helt enig om, hvad ipad’en egentlig gør ved børn, men jeg skal være helt ærlig: jeg ser den som en trussel mod sociale kompetencer, kreative og praktiske evner og ikke mindst sprog. En trussel mod sammenhængskraften, mod vores samliv med hinanden (både i familierne og i samfundet) og mod det civiliserede samfund. Vi voksne kører jo derudaf i Virkeligheden, og samtidig er vi i gang med at skabe et et parallelsamfund, hvor børnene sidder alene for sig selv og spiller udviklende spil. Et i-samfund, hvor der bliver set indad, ikke udad, og hvor vi som hovedregel kigger ned, ikke op. Ved du, hvad jeg mener?

Nu vil jeg ikke lyde frelst, men hjemme hos os har vi ikke ipad. Istedet ser vi fjernsyn. Sådan helt almindeligt fjernsyn (“flow fjernsyn” ville du måske kalde det) på en oldsag af et apparat, som vi har købt i genbrug. Nogle gange ser vi noget på computeren i stedet, mest når vi skal øve engelsk, men fred nu være med det. Min pointe er, at mine børn lærer verden sanseligt at kende. De laver gammeldags ting såsom at male med akvarel, tegne, skrive bogstaver, læse bøger, sætte cd’er på anlægget og tænde selv, kravle op i sofaen og falde ned med hovedet først, løbe ud på terrassen i bare fødder, og den slags. Vi forældre har taget et aktivt valg om, at sådan er det. At der er noget, der mangler, hvis man ikke lærer verden at kende på den måde.

Og jeg må med slet skjult stolthed sige, at min femårige kender verden. Han kan ikke betjene en ipad og er ikke helt sikker på, hvad internettet er. Til gengæld kan han bruge flere timer på at tegne ved sit tegnebord, han bygger lego, som om han blev betalt for det, og han lytter til Queen, Lars Lilholt og Beatles, fordi han selv sætter cd’er på. Han løser opgaver, skriver ord og er besat af Claude Monets billeder. Han har bygget en minijungle i sit værelse, som (ifølge ham selv) giver ham ekstra ilt, når han sover, og han lavede hele sin førskoleopgavebog på een eftermiddag.

Jeg må også med slet skjult stolthed sige, at hans tegneevner og sproglige kompetencer ofte bliver bemærket af andre. Hans åbenlyse glæde ved sproget, hans store ordforråd, og hans fine, tydelige udtale. Jeg er overbevist om, at det er, fordi vi altid har prioriteret samtale, sang, læsning og rim & remser over alenetid foran skærmen. Jeg tror, han lærer sprog ved at se på min mund og lytte til min stemme, ikke ved at sidde alene med et sprogindlæringsprogram.

Der er selvfølgelig også nogen, der mener, at det er, fordi han er tosproget. Det skal jeg ikke gøre mig klog på, for det er ikke rigtigt det, der fylder herhjemme. Vi tager det egentlig ret roligt, for i store dele af verden er det jo normen at være to- eller flersproget. Enten taler man eet mindre sprog og så et større verdenssprog (sammenlign det med, at man i DK taler dansk som det mindre, lokale sprog, og så engelsk eller arabisk som det større verdenssprog, der åbner een mod verden). Eller man taler et eller flere større sprog, som f.eks. mange steder i Indien, Afrika eller Nordamerika. Ja, der er egentlig så mange måder at gøre det på. Og mange af de store forfattere er jo to- eller flersprogede. Sidder lige her med en bog af Chimamanda Ngozi Adichie, for eksempel. Hun er god. Har du læst noget af hende?

Nå, men nu kom jeg ud på et sidespor, for det var jo det med ipattebørnene, vi talte om. Og det er altså der, jeg bliver bekymret, for som jeg ser det, repræsenterer ipaden ikke det, vi har talt om som “danske værdier” (man kunne også sige “menneskelige værdier”). Hvis ipad’en har noget med demokrati at gøre, så er det vel bare, at så mange har en; det er ikke lig med demokrati. Jeg er heller ikke overbevist om, at det at have en ipad giver sammenhold og fællesskabsfølelse i børnehaven, ud over at der er fællesskab mellem dem, der har en. Den giver ikke særligt sprogligt stærke børn, den gør os ikke glade sådan på langt sigt, og – vigtigst af alt – den tager tid fra det børneliv, hvor vi lærer verden sanseligt at kende.

Jeg forstår godt, at du som politiker ikke kan forbyde børn at være ipattebørn. Det kan man jo ikke. Men hvis du kunne foreslå, at der kun skulle være en hvis procentdel af disse sprogligt svage og initiativløse elektroniske typer i hver daginstitution, så tror jeg faktisk, vi kunne nå langt. De ville være langt mindre dominerende i institutionerne og måske ville de også kunne lære gode sproglige, sociale og kreative vaner fra de mere analoge børn. Hvem ved!

Jeg håber, du vil tænke over mit forslag.

Vi ses – eller, som min søn siger, “See you later, alligator!”

Elisabeth

PS: jeg har generaliseret lidt, når jeg bruger ordet “ipattebørn” over een kam. Det er selvfølgelig ikke så sort-hvidt. Men når du fremsætter forslaget, kan du jo selv sørge for at få alle nuancerne med.

Advertisements

Den Gode Indvandrer – og noget om det at være to-sproget

Fotografi den 29-08-2017 kl. 20.10 #2

Ansporet af en diskussion på twitter i dag (der egentlig handlede om de muslimske friskoler) kommer her min oplevelse af at være en to-sproget familie, der er flyttet til Danmark. Indvandret, om du vil. Men be warned: dette er ikke Sandheden. Det er ikke forskning, ikke statistik, ikke politik. Det er et kludetæppe af personlige erfaringer af, hvordan det kan føles at leve med to sprog.

Først facts: jeg er dansk, min mand er engelsk, vore børn er begge dele. Vi fik børn i England, og da den ældste var næsten fire, flyttede vi til Danmark.

Dernæst punktering af en myte: nej, det er ikke specielt fedt at være to-sproget. Det er ikke hverken sjovt eller eksotisk eller nuttet, det er bare dagligdag. Bare med den forskel, at vi jonglerer med to sprog.

Jeg og min mand taler engelsk sammen (for det har vi altid gjort, også selvom min mand nu også kan tale dansk), jeg taler dansk med børnene, og min mand taler engelsk med dem. Det lyder enkelt. Det er det ikke. Når vi er sammen allesammen, taler vi et mærkeligt sammensurium af dansk og engelsk (“was there anything in the drivhus?” sagde jeg netop til min mand), og andre synes, det er sjovt. Vi synes, det er naturligt, men det kan også være en kilde til frustration, for pludselig kan den fire-årige ikke huske ord på engelsk, og så bliver han vred. Og flov. På samme tid. I en god periode klør han bare på. Og i en dårlig periode trækker han sig væk fra sin far og kommunikerer mest med mig, fordi han kan gøre det på dansk. Det er ikke optimalt.

Noget af det, jeg savner i tosprogsdebatten er det med sorgen. Den sorg, man kan føle, når ens barn ikke taler ens eget modersmål. Min ældste talte ikke dansk, før vi flyttede herover, selvom han forstod det, og det var virkelig svært for mig. Hørte du efter? Virkelig svært. Jo, selvfølgelig var han lidt nuttet, når han talte engelsk. Og selvfølgelig taler jeg godt engelsk efter otte år derovre. Jeg elsker engelsk. Jeg dyrker det, drømmer på det, undersøger det, fascineres af, griner af jokes, der kun fungerer på dette skønne sprog. Det er min ægtemands sprog, min svigerfamilies sprog, mine yndlingsdigteres sprog, mine børns andet sprog. Men det er ikke mit sprog. Det kan det aldrig blive.

Derfor irriterer det mig, når folk fortæller mig, hvor fedt det er, at vi taler to sprog i familien. Jeg smiler, men indeni tænker jeg: “Fedt? FEDT??? Hvor fedt er det aldrig at kunne dele modersmål med sin ægtefælle? Altid at komme til kort i diskussioner, fordi mit ordforråd alligevel ikke rækker, og hans accent er for posh? At vide, at jeg ikke rigtigt fangede mit ældste barns første ord, fordi de var på engelsk? Og at jeg og hans forhold først blev rigtig tæt, da vi flyttede til Danmark og pludselig talte samme sprog?” For det var det, der skete: da vi ikke bare forstod samme sprog, men faktisk også begge talte det, blev vores forhold et helt andet. Vi grinede sammen, sådan helt for alvor.

I Danmark skræmmer det mig, hvor lidt fokus der er på, hvordan det egentlig føles at være en to-sproget familie, en to-sproget voksen, et to-sproget barn. Hvilke problemer, glæder, udfordringer, følelser, vi har. Hvordan man kan trives med to sprog.

Dernæst gør det mig rasende, at vi bliver set som “gode” tosprogede, fordi vi taler engelsk (“wauw! Hvor nyttigt!”) og ikke f.eks. arabisk. Hvorfor er det, nogen mener, at det er godt for børn at tale både dansk og engelsk, men ikke både dansk og arabisk? Hvorfor klapper vi i hænderne, når forældre prøver at opretholde det engelske, men ikke, når det gælder arabisk? Det skal jeg sige dig: fordi der findes fine og ikke så fine indvandrere. Så to-sproget er skam ikke bare to-sproget, det kommer lige så meget an på hvilke to sprog, vi taler om. Engelsk? Thumbs up. Arabisk? Buuuh.

Dette er absurd, fordi min erfaring er, at indvandrere ofte har en masse til fælles. Vi deler følelser, savn, opture og nedture, som vi har svært ved at gå til andre med. Og nej, jeg har ikke samme liv som en syrisk flygtning på 23. Det er ikke det, jeg siger. Men jeg påpeger bare, at indvandrere er en gruppe af meget, meget forskellige mennesker, der trods alle forskelle oplever nogle af de samme udfordringer i livet.

To eksempler:

  1. I England kom der en dag en ung mand til vores dør fra et analyseinstitut. Mens jeg svarede på spørgsmålene, var jeg nødt til at forklare nogle af mine svar med, at jeg var udlænding. “Hvor er du fra?” spurgte han. “Danmark”, svarede jeg. “OG JEG ER FRA PAKISTAN!” råbte han begejstret, og så havde vi en ret lang samtale om at være flyttet til Nordengland. For vi var på en eller anden måde i samme båd.
  2. Da vi flyttede til vor lille fynske provinsby, skulle jeg hjem til en afghansk kvinde og hente min mands tlf, som han havde tabt, og hun havde fundet. Da hun lukkede døren op, viste det sig, at vi havde babyer på armen på samme alder, og jeg blev budt indenfor – og så mega bondede vi over, hvor mærkeligt det er at flytte til Middelfart og ikke fatte en skid: hvor er lægen, og hvordan får man barnet vaccineret, og HVAD ER DET DER BORGERSERVICE OG HVORFOR SKAL MAN HELE TIDEN DERHEN?

Vi har været her et år nu. Noget har været nemt, andet har været blod, sved og tårer. Og vi føler stadig ikke, at vi helt passer ind, men vi arbejder på det, hver evig eneste dag. Samtidig arbejder vi på at bibeholde kontakten til det gamle land, det gamle sprog og familien derovre, for uden det konstante, hårde arbejde bliver vi ulykkelige. Der er en kanal, som hele tiden skal holdes åben, for at vi kan være dem, vi er: en helt almindelig blandet familie, der hører til to steder.

Mit ønske er en mere nuanceret diskussion omkring det at være to-sproget. Flere forsøg på reelle, dybere forståelser af, hvordan flersprogede familier fungerer: hvad udfordringerne er, hvad glæderne er, hvad sorgerne er. Mit ønske er også, at billedet af den gode og den dårlige indvandrer skal ødelægges. Mit ønske er, at vi ikke hele tiden spørger, hvordan børnene integreres bedst, men hvordan de kan blive lykkelige. Hvordan vi kan støtte op om kontakten til andre sprog/kulturer/lande, for det er vel også muslimske børn, der skal være robuste og trygge, eller hur? Mit ønske er, at man holder op med at dæmonisere dem – og i samme åndedrag også holder op med at sætte os op på en piedestal.

For helt ærligt: hvis du spurgte mig, ville jeg sgu’ da ikke selv have valgt det her tosprogede cirkus. Nu er det bare sådan, det er, og det er også fint nok. Men lad venligst være med at omtale det som et livsstilsvalg, vi har foretaget for at få særligt kloge og kompetente børn.

————————————————

Det blev langt, og jeg fik sikkert ikke sagt alt, jeg ville, men nu poster jeg uden at læse det igennem. Tak, fordi I læste med.