andenpinsedag

Fotografi den 05-06-2017 kl. 09.07

Så træt. Min yngste er ved at få tænder, og jeg havde glemt alt om, hvordan det er. Han går rundt og kaster vredt med alting, mens han ser bebrejdende på mig. Og det går op for mig, at om halvanden måned har vi boet i DK i et helt år – og vi synes stadig, at danskere siger fucking alt, alt for meget, og at maden smager salt, og at P3 spiller den mest oldnordisk (sic) gamle popmusik, men vi også ret tilfredse. Det er jo et smørhul, det her, og alt det med arbejde skal nok ordne sig. Men først: havregryn.

Skuffelsen

Fotografi den 02-06-2017 kl. 19.51

Fik ikke jobbet, som jeg gerne ville have haft. Var meget, meget tæt på, og så valgte de alligevel en anden. Først græd jeg snot, så indtog jeg relativt meget is på ret kort tid, og i dag trøsteshoppede jeg bøger i Mission Afrika. Skuffelsen sidder stadig i halsen.

Vi skal have ihvertfald eet fast job om et år. Ellers ser det sort ud mht. at kunne blive i landet. For filan da også…

I næste uge

Fotografi den 03-04-17 kl. 11.20

“I næste uge”, messer vi herhjemme. “I næste uge bliver det bedre.” Og så prøver jeg at glemme, at næste uge skal jeg forberede et helt nyt foredrag… som jeg skal holde snart. Meget snart. I dag tager jeg til Kbh hele dagen og efterlader forkølede børn og børnepassermand herhjemme.

“Hvor mange børn er det, I har?” spurgte en tidligere kollega, da vi mødtes i sidste uge.

“To”, svarede jeg. “Det føles som to hundrede.”

Stemmerne og tiden

julekort3

Jamen – orker ikke at skrive lige nu! Vi har tusind ting, der foregår, og alle snakker og lægger planer og spørger mig om ting hele tiden – og vi voksne har jobinterviews og arbejdsaftaler rundt omkring, og “skal jeg tage til den konference i Australien i oktober? Er det ugen før eller ugen efter, du er væk?”, og jeg arbejder på samme tid på to bogkapitler til fagbøger og et foredrag, og jeg skal udstille nogle billeder næste år.

Så det er derfor, jeg ikke skriver. Der er ikke plads til flere stemmer i mit hoved lige nu.

Og billedet? Prøvede at finde det nuttede billede af min yngste, hvor hans ører ser kæmpestore ud i modlyset. Det lykkedes ikke (kan andre finde rundt i deres computers indre landskab?). Så derfor får I et hjemmelavet julebillede i stedet for. Jamen, bare fordi!

Altså, BBC?…

Herhjemme dør vi lige af grin over, at alle går rundt og siger, at den der nye Historien om Danmark er på højde med noget, BBC kunne have lavet!

Altså, BBC?…

Det, BBC primært viser for tiden, er ikke egne, lækre serier (for dem har de vist ikke råd til at lave længere), men derimod skandinaviske serier som Broen og Arvingerne, etc. For det er det, briterne vil have lige nu.

BBCs eget, det gider man da ikke se!

Det var bare det. Nu vil vi prøvese første afsnit og se, om The History Professor får for meget spat af. Og fejre, at han netop har bestået niveau 4 i dansk! Og at der endelig er et arbejde, jeg måske kan søge. Måske. Fortsættelse følger…

Arbejdsløse dage

Fotografi den 29-03-17 kl. 09.50

Nogle dage er det nemt at være arbejdsløs, andre dage er det svært. Som i dag. Vennerne er taget hjem, og der er stille i huset, jeg har sendt børnene afsted i institution, det er tåget udenfor, og jeg kan ikke se havet i dag. Laver kaffe og tjekker, hvornår der kommer Antikkrejlerne. Tænker på, hvad jeg skal lave i dag, og hvad der kan udskydes til i morgen. Hvor jeg sikkert har mere energi, ahahaha. Får en sms og tænker, at det er nogen, der vil mødes, men det er fra biblioteket, de vil have deres bøger tilbage. Det bliver også i morgen.

Nogle dage er det nemt at være arbejdsløs, andre dage er det svært. I dag er det svært.

Status: har andre et liv i februar?

fotografi-den-06-03-17-kl-11-00

Nå?

For det har vi ikke. Vi er syge. Hvert år. Sidste år havde vi roskildesyge, skarlagensfeber og 2 x brystbetændelse på en måned. I år er det lidt mindre dramatisk, men ikke mindre irriterende, for siden 22. januar har der hele tiden været een af os, der var nede med flaget. Den, der har klaret sig bedst, er den fire-årige, som er sej som en lille okse med sød engelsk accent (hvis man lytter godt efter). Jeg kommer ind på en flot andenplads, og så deler barnefaderen og den et-årige sidstepladsen, for er du sindssyg, de har skrantet. Og har begge tabt sig og går nu rundt og taber deres bukser, og den ene nåede endda at brække sit kraveben også.

Og så blev det marts, og man opdagede egentlig slet ikke, at februar var gået, og den der deadline, man havde, er long gone.

Her er, hvad jeg har lavet i stedet. Det er ikke særligt intellektuelt eller smart, men jeg har haft brug for underholdning og opløftning (og chokolade).

  • Læst, læst og læst. Jeg er netop blevet færdig med Benn Q. Holms ret irriterende “Den gamle verden”, som jeg alligevel ikke kunne lade være med at læse færdig. Jeg fandt den i en genbrugsbutik i sidste uge. Og nu læser jeg Jhumpa Lharis “Unaccustomed Earth”, som flyttede med os fra England, og som handler om, hvor man føler sig hjemme i verden. Og efter den venter Chimamanda Ngozi Adicies “Purple Hibiscus”, som er hendes første roman, og som jeg efter mit indlæg den anden dag kom i tanke om, at jeg aldrig havde læst. Med andre ord: romaner, romaner, romaner, fordi jeg har brug for at drømme mig væk, ud i den store verden. Derfor er det også, at jeg…
  • …lyttede til Afrikanske Stemmer på P1 i nat, mens jeg lå i gæsteværelset i kælderen og havde mavepine.
  • Og så lyttede jeg til podcasts: Underbara Claras pod, fx den om fiskepinde og den om -arh, jeg kan ikke huske, hvad de andre afsnit handlede om, men det er min hemmelige last, for det er så dejligt at lytte til en, der taler svensk, når man ligger og halvsover. Og så Adam Buxton, som jeg har nævnt, fx den, hvor han interviewer Caitlin Moran, som jo også er en af mine helte.

Med andre ord: ikke noget sindsoprivende eller elitært, men lige sådan, at jeg har følt, at jeg stadig var i forbindelse med verden. Og nu vil vi gerne være raske.

The History Professor

”Jeg ELSKER historie!”, proklamerer naboen, da de besøger os for første gang. (Og btw: tak, kære Gud, for naboer, som kommer forbi på eget initiativ med en flaske for at sige velkommen til vejen.)

Fætter Valdemar, hvis hus vi har lejet, har åbenbart fortalt alle, at min mand laver ’noget med historie’ på universitetet. Så allerede før vi ankom, var min mand kendt som ikke mindre end The History Professor. Og naboen er nu ivrig efter at tale historie.

”Hvilken slags historie kan du så godt lide?”, siger min mand imødekommende. ”Hvilken periode?”

”AL historie!” svarer den entusiastiske nabo. ”Jeg elsker AL historie!”

Og nogle dage senere, mens de to næsten jævnaldrende drenge leger sammen, får min mand fremvist hyldemeter af historiebøger inde hos naboen. Og vender hjem med beskeden om, at der også bor en pensioneret gymnasielærer i historie 2 huse længere nede ad vejen, og at han også ser meget frem til at skulle møde The History Professor.

Min mand (THE HISTORY PROFESSOR!) er lige dele flov over al denne opmærksomhed og stolt over, at han er den første, der har fået venner i nabolaget – også selvom han ikke taler et ord dansk (så vidt jeg ved, i hvert fald).

Så tænk, at vi for bare to uger siden var nervøse for disse uhøflige og ikke særligt imødekommende danskere, for indtil videre er vi ikke blevet mødt af andet end ekstrem venlighed:

”Velkommen til byen!” sagde de i genbrugsbutikken og kastede sig ind i jagten på små ting, vi manglede til huset. ”Velkommen til byen!”, sagde de på museet og nussede mig på armen. ”Velkommen til byen”, sagde de i banken, mens de nødede os til at tage mere af det gratis vand og de gratis æbler, de havde stillet frem, fordi det var sådan en varm dag.

Nogle gange er det bare svært at være pessimist. Det her skal nok gå. Velkommen i smørhullet.

 

 

Flyttedag

Møblerne væk! Skriver fra naboens futon, som de har lånt os. Den tre-årige faldt i søvn i en flyttekasse i går, i dag var det baby, der blev lagt i seng i en gammel kommodeskuffe. Nu pakkes den sidste store kasse, der skal med courier i morgen. Og sidste dag i børnehaven blev også overlevet, jeg græd kun lidt, da vi sagde farvel… Da vi gik ud af stuen, stod alle børnene og råbte “WE LOVE YOU! WE LOVE YOU!” efter den tre-årige. Og nu: is og fjernsyn, før jeg falder om.