Fredagslinks

Havde titusinde links i hovedet til jer, men har glemt de fleste. Det er nok et tegn på, at jeg bør sætte mig ned med min bog og samle koncentrationen, indtil det hele glider lidt nemmere igen. I mellemtiden får I disse:

IT i undervisningen – helt essentielt eller “en distraktion”? (Gæt, hvad jeg mener…)

UnderbaraClara har fået en depression, og jeg måtte tørre øjnene lidt, da jeg hørte podafsnittet, for jeg har læst hendes blog i rundt regnet hundrede år og synes jo næsten, at jeg kender hende. Selvom jeg godt ved, at det gør man jo slet ikke… Jeg synes, det er sejt, at hun er åben omkring det, for det behøvede hun faktisk ikke være.

Andreas Hejlskovs beskrivelse af naturen (som stammer herfra) fik mig til at fnise, også måske fordi jeg lige har tilbragt en time med et barn ude i vores havevildnis, som ligner noget fra en reklamefilm for ekstrem biodiversitet.

Nu har jeg bare været en del ude i naturen, og sådan her ser jeg den: stor, udsmattet, halvrådden svamp; jeg trådte i noget ulækkert med bare tæer i sommer, et ådsel; mider, der kravler; knækkede fugleæg; en rævelort med bær i; sneglesporsslim; at gå ind i spindelvæv, hovedet først; svirpende grene; bål, der ikke vil gå ild i; sort røg nede i lungerne, det svier på huden om vinteren; uglegylp; lugten af prut, når man træder på skovsøens bund; sommerens uendelige kedsomhed; den absolutte stilstand; det stillestående vand; når hjortene brøler, lyder det som dæmoner.

Og så grynter jeg alligevel gnavent, når Hejlskov kommer til sit afsluttende spørgsmål: “Gad vide om frelsen måske kunne være noget andet? Altså noget andet end det perfekte …”, for er det ikke en noget udvandet måde at tænke frelse på. Jamen, seriøst? Troede du, at frelsen var derude?

Det mindede mig pludselig om Christian Hjortkjær i Information for nogle måner siden om Skam og Luther, hvilket ikke var helt dårligt:

500 år efter Luther er vi tilbage, hvor han begyndte. I præstationssamfundet og angstens tidsalder. Vi maksimerer som munke. Og skammer os over vores egen utilstrækkelighed.

Og endelig Mogens Lindhardt i KD om den vestindiske historie, skammen og sin fætters farmor.

Det var det. Fred være med weekenden, og jer alle.

Status: har andre et liv i februar?

Nå?

For det har vi ikke. Vi er syge. Hvert år. Sidste år havde vi roskildesyge, skarlagensfeber og 2 x brystbetændelse på en måned. I år er det lidt mindre dramatisk, men ikke mindre irriterende, for siden 22. januar har der hele tiden været een af os, der var nede med flaget. Den, der har klaret sig bedst, er den fire-årige, som er sej som en lille okse med sød engelsk accent (hvis man lytter godt efter). Jeg kommer ind på en flot andenplads, og så deler barnefaderen og den et-årige sidstepladsen, for er du sindssyg, de har skrantet. Og har begge tabt sig og går nu rundt og taber deres bukser, og den ene nåede endda at brække sit kraveben også.

Og så blev det marts, og man opdagede egentlig slet ikke, at februar var gået, og den der deadline, man havde, er long gone.

Her er, hvad jeg har lavet i stedet. Det er ikke særligt intellektuelt eller smart, men jeg har haft brug for underholdning og opløftning (og chokolade).

• Læst, læst og læst. Jeg er netop blevet færdig med Benn Q. Holms ret irriterende “Den gamle verden”, som jeg alligevel ikke kunne lade være med at læse færdig. Jeg fandt den i en genbrugsbutik i sidste uge. Og nu læser jeg Jhumpa Lharis “Unaccustomed Earth”, som flyttede med os fra England, og som handler om, hvor man føler sig hjemme i verden. Og efter den venter Chimamanda Ngozi Adicies “Purple Hibiscus”, som er hendes første roman, og som jeg efter mit indlæg den anden dag kom i tanke om, at jeg aldrig havde læst. Med andre ord: romaner, romaner, romaner, fordi jeg har brug for at drømme mig væk, ud i den store verden. Derfor er det også, at jeg…
• …lyttede til Afrikanske Stemmer på P1 i nat, mens jeg lå i gæsteværelset i kælderen og havde mavepine.
• Og så lyttede jeg til podcasts: Underbara Claras pod, fx den om fiskepinde og den om -arh, jeg kan ikke huske, hvad de andre afsnit handlede om, men det er min hemmelige last, for det er så dejligt at lytte til en, der taler svensk, når man ligger og halvsover. Og så Adam Buxton, som jeg har nævnt, fx den, hvor han interviewer Caitlin Moran, som jo også er en af mine helte.

Med andre ord: ikke noget sindsoprivende eller elitært, men lige sådan, at jeg har følt, at jeg stadig var i forbindelse med verden. Og nu vil vi gerne være raske.