Dagens links

Det gode interview med Özlem Cekic fra Information:

De håner samtalens kraft og kalder mig naiv. Til det har jeg bare at sige, at samtlige krige starter med, at nogen holder op med at tale sammen, og at alle fredsprocesser starter, når uenige parter mødes. Samtale betyder ikke, at man skal mene det samme. Men jeg insisterer på samtalen, fordi den forebygger, at befolkningsgrupper sættes så hårdt op mod hinanden, at volden tager over.

Tidsskrift for Islamforsknings jubilæumsnummer (apropos forrige post).

Denne udsendelse fra Hjernekassen om at flytte til Danmark.

Advertisements

Pia K, du fornærmer min tro

Hjemme igen i DK efter 8 år i udlandet er det lidt af en uvelkommen overraskelse, at jeg nu igen skal til at forholde mig til Pia K. Og her i eftermiddags, da jeg lå som rekonvalescent på sofaen og så fjernsyn, nappede dette program mig i nakken: Langt fra Borgen – er danskheden truet? Programmet, hvori Pia – angiveligt for første gang – besøger en dansk moske og stiller spørgsmål til imamen omkring “den ondskab, der er i Koranen”.

Man kan knytte mange, mange kommentarer til programmet, men her vil jeg bare sige een ting:

Pia K, når du siger sådan noget vås, så fornærmer du min tro.

Jeg er troende kristen. Ikke sådan en vild og vanvittig en, hverken fundamentalistisk eller specielt til den ene eller den anden side, men bare sådan helt almindeligt troende. Går i kirke, når det passer med børnene, synger salmer som godnatsange, beder til Gud. Den slags. Og som de fleste troende mennesker, så oplever jeg, at det går op og ned. Troen – relationen til Gud – er aldrig den samme. Der er syv fede år efterfulgt af syv magre år , og så en del gråt i gråt. I troen går der også hverdag i den, og der kan være flere år, hvor bønnen ikke kan løfte sig op over “tak” eller “hjælp”. Og så før man ved af det, så går det lidt bedre igen.

Jeg er troende kristen. For mig har det ikke noget med danskhed at gøre. Når jeg sidder i kirken, føler jeg mig ikke “dansk”. Jeg føler mig heller ikke “udansk”. Sandt at sige har jeg for travlt i kirken med at tænke på andre ting end på nationalitet. Kirken for mig er “hjemme”, men ikke hjemme som i “hjemland”. Tværtimod: for mig at se er en af kirkens kæmpestore forcer, at den rækker ud over alt det andet, der skiller os ad. I kirken er køn, nationalitet, alder, civilstatus – you name it – ligegyldig. Kirken er global. Den rækker ud over hele verden.

Jeg er troende kristen. Derfor kan jeg gå ind i kirker udover jorden og føle mig hjemme. Derfor behøver det netop ikke være en dansk, evangelisk-luthersk kirke for, at jeg kan føle mig velkommen. Min tro gør mig til indfødt verdensborger, og jeg har siddet til julegudstjenester i Sydamerika og Nordengland, alenlange evangeliske gudstjenester i Sydindien, katolske messer i Sydeuropa, anglikanske aftensangsgudstjenester og stille kvækermøder i Oxford og følt mig fuldstændigt hjemme. Fordi man ikke behøver tale til min tro på dansk for, at den bliver hørt.

Jeg er troende kristen, men forstod først noget fundamentalt om Paulus, da jeg var med indiske, muslimske venner i moskeen og fejre Ramadan. Og jeg er evangelisk-luthersk, men forstod først noget om sammenhængen mellem at tænke tro og leve tro, da jeg mødte kvækerne.

Ifølge familieoverleveringen havde mine oldeforældre (eller var det tipoldeforældre?), som boede i grænselandet, et flag. Flaget var hverken dansk eller tysk, men bar ordene “Jesus lever”. Det er der blevet fniset meget af i familien, og det er da også lidt komisk. Men ideen forstår jeg godt. Og trangen til, hvor bombastisk det end bliver, at understrege, at troen ikke er nationalitet. Det er den faktisk skideligeglad med.

Jeg er troende kristen, og derfor irriterer det mig, når Pia K påtaler “ondskaben” i Koranen. Den, der gør det, kender ikke sin egen Bibel godt nok. Faktisk vil jeg mene, at Pia K udviser en chokerende mangel på kendskab til sin egen religion, når hun kan sige den slags. Enten har hendes konfirmandunderviser sovet i timen, eller også var det Pia selv, der sov, for det kræver ikke mange timers studie af Bibelen at finde problematiske vers. Alle de tre abrahamitiske religioner (jødedommen, kristendommen og islam) anvender tekster som er 1) tudsegamle, 2) indeholder noget af den smukkeste poesi, man kan finde, 3) indeholder mildest talt problematiske passager og 4) deler persongalleri og materiale. Og en repræsentant fra den ene af disse tre religioner, som med moralsk overlegen stemmeføring påtaler “ondskaben” hos en af de andre, kommer uværgeligt til at ligne en klovn.

Det er første søndag i advent. Jeg er troende kristen og ligger sløj på sofaen. Og jeg ville ønske, at Pia K ville bruge noget tid på at dykke ned i sin egen tro i stedet for at bruge sin sparsomme tid på jorden på at tage ud at pege fingre ad andre.

Om at tale grimt til damer. Sgu’!

Dette er ikke sjovt. Slet ikke. Men udtrykket “den orange kussegramser” om D Trump fik mig til at grine ondt. For det er det, han er. Og nu står han i spidsen for et af verdens mægtigste lande. Det skal vi blive ved med at græde over.

Og noget andet, vi skal græde over, er Annelises tekst. Og efter vi har grædt, skal vi ud at få verden lidt tilbage på sporet igen. Sgu’da.

Du skulle have et røvhul lige i panden

Vi bor i provinsen

Går i kirke med familien til den almindelige søndagformiddagsgudstjeneste. Bagefter er der frikadeller og kartoffelsalat, og folk spørger sig ind på, hvem vi er.

“Nå”, siger en mand, “hvor bor I så?”

“På xxxvej”, siger jeg.

“Jojo”, siger han. “Nånå.”

Vi står lidt.

“Hvilket nummer?” spørger han så.

“Nummer xx”, svarer jeg.

“Nåeh”, siger han og står lidt igen. Og så: “Det er et lille køkken deroppe.”

Og så døde jeg lige af grin, for folk ved ikke bare, hvor vejen ligger, og hvilket hus, der er tale om, men såguddme også, hvordan det faktisk er indrettet.

Barsel

Jeg har været vågen mange gange i nat (6? 7?). Jeg prøver for tredje gang i dag at lave en kop kaffe. Jeg har lige været syg i en uge, men passet barn alligevel. Og nu sidder den et-årige på ryggen af mig og Vil. Ikke. Sove. Sådan har det været i over et år nu, og jeg er et mulehår fra at køre hen i en eller anden tilfældig vuggestue og bare aflevere ham der. (indsæt selv frisk afslutning på indlæg, jeg har ikke mere at komme med).

Bogtip

Den irske forfatter Anne Enrights Making Babies: Stumbling into Motherhood, som både fik mig til at le og (næsten) græde. Den er klog og god og galgenhumoristisk og smukt observerende. Og jeg ville ønske, jeg havde tid til at finde et godt citat fra den til jer, men den et-årige har mistet tålmodigheden med mig…