Kvindernes internationale kampdag, og jeg vågnede op til en ubehagelig besked fra en (mandlig) internettrold, fordi jeg havde formastet mig til at mene noget om feministisk teologi i går. Uden at sige for meget kan jeg afsløre, at vi var ude i noget med en masse kønsdele og så lidt røgelse, angiveligt for at spille på det religiøse element. Trolden er en relativt velkendt feministhader på nettet. Herligt!
Så dem, der endnu engang spørger har vi virkelig brug for 8. marts kan da bare lige tage en slapper. For når man som kvinde ikke engang kan mene noget ret stilfærdigt om feminisme og religion uden at få kønsdele smækket i hovedet, synes I så ikke, det er indlysende?
Ellers synes jeg, I skal læse dette fantastiske indlæg fra en 11-årig om, at kønsstereotyperne i Anders And-bladene er irriterende: Hvorfor bager kvinderne altid bare kage eller er sure. Jeg synes, det er det bedste, der endnu er skrevet i forbindelse med kampdagen i år:
Det er mænd, der har de vigtige jobs og tjener penge. Jobs som borgmester, hemmelige agenter, bankdirektør og politidirektør. Det er ikke bare hovedpersonerne, der er mænd. Når man ser folk rundt omkring i Andeby, så er der mange flere mænd end kvinder. Mændene kan godt bare gå på gaden med en mappe i hånden. Men kvinderne har børn rundt om sig, går med indkøbsposer, eller de står og banker tæpper eller gør noget andet rent.
Jeg tror, de fleste, der har børn, kan nikke genkendende til det: vi skriver 2017, og de fleste bøger, man læser for ungerne, handler stadig om drenge. Med undtagelser, jovel. Men stadig. Og det er faktisk ikke okay, synes jeg, for gennem de bøger, vi læser for dem, lærer vi børnene, hvordan verden ser ud – og hvordan den bør se ud. Så jeg bytter troligt rundt på rollerne herhjemme, når vi læser, og vupti bliver Ken sygeplejerske, og Barbie bliver læge. (Min ældste dreng elsker Barbiebøger. ELSKER dem.)
Og nu vil jeg ikke skrive mere, men putte mig ned under dynen igen, for jeg er stadig syg. Og mens jeg ligger her, vil jeg følge BBC Woman’s Hours dækning af kampdagen.
Og hvis jeg må komme med eet forslag til, hvad I skal læse (eller lytte til) i dag, så skal det være Mary Beards fantastiske The Public Voice of Women, der ligger både som tekst og lydfil. Hun er endnu en af mine helte, og ikke mindst forskerhelte, fordi hun er så dygtig fagligt og samtidig er en skidegod formidler. Hvis I overhovedet er det mindste interesserede i antikken, så bør I købe en af hendes bøger, og ellers bare følg med på hendes blog A Don’s Life, som er en af de blogs, jeg har fulgt i længst tid.
Glædelig kampdag! Ligeløn næste år! (HAHAHA)
Vejen Hjem 