Konvertitternes år

Nu skal det hele altså ikke handle om religion, jo, men…:

https://www.kristendom.dk/kommentaren/lad-2017-blive-konvertitternes-aar

Og trolde, stop så med de der kommentarer a la “er du monstro selv muslim, siden du nu kan lide dem så godt”! Den slags får I ikke udgivet her på bloggen. Dels fordi det er noget af det dummeste, jeg har hørt (altså, hvis jeg var muslim, ville jeg da bare sige det, ikk’?). Og dels fordi her taler vi pænt til hinanden.

Så skulle det være på plads!

Advertisements

Trives han, ham englænderen?

Et af de spørgsmål, jeg oftest får, er, om min engelske mand trives i DK. Og det korte svar er: ja! For når hele familien trives, trives man også selv. Og så har han et job, han holder meget af, hvilket jo også hjælper…

Og, tada, han kæmper indædt med at lære dansk og er allerede, hvis jeg selv skal sige det, ret god til det. Vi taler 50% dansk sammen nu – på en god dag 90%. Efter mindre end et halvt års undervisning. Er det ikke flot?

Til gengæld er der ting ved kulturen, han stadig undrer sig over. Og den anden dag kom han hjem efter at have kørt barn i børnehave, slængte sin jakke fra sig og sukkede:

ALL they talk about on Radio 24-7 is Muslim women. ALL they talk about. And preferably their sex life.

Og det må man jo egentlig give ham ret i.

Nogle gange er det flovt at se sit land gennem en udlændings øjne. Altså, helt ærligt…

Hvad savner vi?

Vi er på mange måder *ret* vilde med vores danske liv (hello fantastiske børneinstitutioner – da vi fik skiftet, ihvertfald – og kortere arbejdstider og mindre luftforurering og rummelige huse med haver og økologisk mad i supermarkederne, osv.), meeen der er da også ting, vi savner som pisket. I ikke-prioriteret rækkefølge:

  • billig paracetamol (hvordan kan det ruinere os at have syge børn?)
  • Amazon. Især Amazon Prime. OMG, jeg ved ikke, hvordan vi kan undvære det meget længere. Når man er på barsel i UK og opdager, at man desperat mangler en eller anden lille dimsedut til baby? Klik-klik-klik, og så står det søde pakkepostbud uden for ens egen dør dagen efter.
  • …i det hele taget: at pakker ankommer til ens hus. Hvordan i alverden er det dog for et uciviliseret samfund, der ikke kan levere pakker til hjemadressen uden at tage 3 billioner dollars for det? Seriøst? Bonderøve.
  • te. Te te te. Yorkshire Tea, altså – det eneste, der er værd at drikke. Og ordentlig Earl Grey, ikke det der opvaskevand, de har i Fakta.
  • mine venner. Åhå, jeg savner mine venner! Heldigvis er de så tjekkede, at flere af dem kommer og besøger os her. Bethan & co har allerede været her, Lucy1 har været her, og Lucy2 kommer i marts. Love you, guys!
  • Evensong i katedralen. Ikke at jeg kom der særligt meget, efter vi fik børn, men bare det at gøre det en gang i mellem. Gå ind i katedralen til den korte sen-eftermiddagsgudstjeneste og høre det helt utrolige børnekor synge. De har en fantastisk kortradition i UK, og alle, der er turister i en by med katedral, bør gå derind for at høre koret synge. Det glemmer man sent.
  • vores vej og naboerne der. Hvor børnene løb ind og ud hos hinanden, naboerne var babysittere for os, man lavede middag sammen, og vi delte rengøringshjælp og købte græsslåmaskiner sammen. Og gik i bad hos hinanden, når man havde håndværkere på badeværelset… DET savner jeg, helt vildt. For hvor søde vores naboer end er her, så er det skisme ikke det samme.

Vi er syge

fotografi-den-29-01-17-kl-13-34

Først var jeg hjemme med det ene barn en hel uge. Så blev det lørdag, og jeg havde planlagt at skulle helt alene på biblioteket og skrive i to timer. I stedet vågnede næste barn klokken halv seks om morgenen og var også syg. Ligesom faren, forresten. Nu går jeg rundt og er verdens mest utålmodige sygeplejerske. Med ondt i halsen og et usigeligt, nærmest ubeskriveligt behov for alenetid.

Nogle gange synes jeg, jeg er verdens bedste mor. Og andre gange tænker jeg, at jeg virkelig ikke er skabt til det her. Så sandheden, den ligger nok et sted midt i mellem?

Hvem er du?

I mødet med Emma var jeg kurder, men i København var jeg jyde, i kirken var jeg muslim, i moskeen var jeg forkert, i New York var jeg danish og nogle gange european og andre gange germandutch eller swedish, for derovre ligger Danmark i Tyskland, Holland eller Sverige.

Og kurdish er »some kind of arab?«. Og »are you columbian?«, »are you mexican?«, »are you a socialist?«, og jeg tænker, at »jeg er det hele«, men jeg er mest bare Afshin. Et menneske.

https://www.information.dk/debat/2017/01/naar-kommer-tvivl-hoerer-taenker-paa-ven-rune-paa-grundtvig

Dagens bloglink

Kender I Esther? Nå, ikke? Hun er en af mine gamle bekendte fra Oxford, som oveni at være professionel sanger også er blevet mor nu, og det skriver hun en blog som – og jeg må konstatere, at selvom vores liv engang lignede hinanden ret meget, så gør de det ikke længere… Og så alligevel. Hun skriver skidegodt, og jeg skiftevis græder og griner med hende.

Mine damer og herrer: Esther Writes.