Min yngste søns ører

Elsker dem så meget: ørerne. De er jo helt ude af kontrol. Så går han rundt der og blafrer med dem og ser fiffig ud.

Elsker også, at han er helt bagud mht. hår. Ejmen, altså…

I næste uge

“I næste uge”, messer vi herhjemme. “I næste uge bliver det bedre.” Og så prøver jeg at glemme, at næste uge skal jeg forberede et helt nyt foredrag… som jeg skal holde snart. Meget snart. I dag tager jeg til Kbh hele dagen og efterlader forkølede børn og børnepassermand herhjemme.

“Hvor mange børn er det, I har?” spurgte en tidligere kollega, da vi mødtes i sidste uge.

“To”, svarede jeg. “Det føles som to hundrede.”

Stemmerne og tiden

Jamen – orker ikke at skrive lige nu! Vi har tusind ting, der foregår, og alle snakker og lægger planer og spørger mig om ting hele tiden – og vi voksne har jobinterviews og arbejdsaftaler rundt omkring, og “skal jeg tage til den konference i Australien i oktober? Er det ugen før eller ugen efter, du er væk?”, og jeg arbejder på samme tid på to bogkapitler til fagbøger og et foredrag, og jeg skal udstille nogle billeder næste år.

Så det er derfor, jeg ikke skriver. Der er ikke plads til flere stemmer i mit hoved lige nu.

Og billedet? Prøvede at finde det nuttede billede af min yngste, hvor hans ører ser kæmpestore ud i modlyset. Det lykkedes ikke (kan andre finde rundt i deres computers indre landskab?). Så derfor får I et hjemmelavet julebillede i stedet for. Jamen, bare fordi!