Børn og Blake

Livet med små børn, ikke?

Den halvandetårige tager det flere timer at amme for tiden, fordi vi hele tiden lige skal have high-fivepause. “HIGH BIGH!” råber han glædesstrålende, når han hapser af.

Og den ældste faldt i går i søvn iklædt to tylskørter og en pailletvest med “High School Musical” på. Jeg havde ikke opdaget det og fik lidt af en overraskelse, da jeg kom ind for at kysse ham godnat.

Her til aften var det mig, der lagde ham i seng. Jeg læste og læste, først om gravemaskiner og siden i hans bog med digte, og hans øjne gled i, netop som vi nåede til:

Now I lay me down to sleep

with bear and rabbit, bird and sheep.

If I should dream before I wake,

may I dream of William Blake.

Og så sov han.

(Bogen er den ret fantastiske A Visit to William Blake’s Inn: Poems for Innocent and Experienced Travellers af Nancy Willard, illustreret af Alice og Martin Provensen. Kan anbefales til alle engelsktalende børn!)

Advertisements

8. marts

Fotografi den 08-03-17 kl. 10.11 #2

Kvindernes internationale kampdag, og jeg vågnede op til en ubehagelig besked fra en (mandlig) internettrold, fordi jeg havde formastet mig til at mene noget om feministisk teologi i går. Uden at sige for meget kan jeg afsløre, at vi var ude i noget med en masse kønsdele og så lidt røgelse, angiveligt for at spille på det religiøse element. Trolden er en relativt velkendt feministhader på nettet. Herligt!

Så dem, der endnu engang spørger har vi virkelig brug for 8. marts kan da bare lige tage en slapper. For når man som kvinde ikke engang kan mene noget ret stilfærdigt om feminisme og religion uden at få kønsdele smækket i hovedet, synes I så ikke, det er indlysende?

Ellers synes jeg, I skal læse dette fantastiske indlæg fra en 11-årig om, at kønsstereotyperne i Anders And-bladene er irriterende: Hvorfor bager kvinderne altid bare kage eller er sure. Jeg synes, det er det bedste, der endnu er skrevet i forbindelse med kampdagen i år:

Det er mænd, der har de vigtige jobs og tjener penge. Jobs som borgmester, hemmelige agenter, bankdirektør og politidirektør. Det er ikke bare hovedpersonerne, der er mænd. Når man ser folk rundt omkring i Andeby, så er der mange flere mænd end kvinder. Mændene kan godt bare gå på gaden med en mappe i hånden. Men kvinderne har børn rundt om sig, går med indkøbsposer, eller de står og banker tæpper eller gør noget andet rent.

Jeg tror, de fleste, der har børn, kan nikke genkendende til det: vi skriver 2017, og de fleste bøger, man læser for ungerne, handler stadig om drenge. Med undtagelser, jovel. Men stadig. Og det er faktisk ikke okay, synes jeg, for gennem de bøger, vi læser for dem, lærer vi børnene, hvordan verden ser ud – og hvordan den bør se ud. Så jeg bytter troligt rundt på rollerne herhjemme, når vi læser, og vupti bliver Ken sygeplejerske, og Barbie bliver læge. (Min ældste dreng elsker Barbiebøger. ELSKER dem.)

Og nu vil jeg ikke skrive mere, men putte mig ned under dynen igen, for jeg er stadig syg. Og mens jeg ligger her, vil jeg følge BBC Woman’s Hours dækning af kampdagen.

Og hvis jeg må komme med eet forslag til, hvad I skal læse (eller lytte til) i dag, så skal det være Mary Beards fantastiske The Public Voice of Women, der ligger både som tekst og lydfil. Hun er endnu en af mine helte, og ikke mindst forskerhelte, fordi hun er så dygtig fagligt og samtidig er en skidegod formidler. Hvis I overhovedet er det mindste interesserede i antikken, så bør I købe en af hendes bøger, og ellers bare følg med på hendes blog A Don’s Life, som er en af de blogs, jeg har fulgt i længst tid.

Glædelig kampdag! Ligeløn næste år! (HAHAHA)

Status: har andre et liv i februar?

fotografi-den-06-03-17-kl-11-00

Nå?

For det har vi ikke. Vi er syge. Hvert år. Sidste år havde vi roskildesyge, skarlagensfeber og 2 x brystbetændelse på en måned. I år er det lidt mindre dramatisk, men ikke mindre irriterende, for siden 22. januar har der hele tiden været een af os, der var nede med flaget. Den, der har klaret sig bedst, er den fire-årige, som er sej som en lille okse med sød engelsk accent (hvis man lytter godt efter). Jeg kommer ind på en flot andenplads, og så deler barnefaderen og den et-årige sidstepladsen, for er du sindssyg, de har skrantet. Og har begge tabt sig og går nu rundt og taber deres bukser, og den ene nåede endda at brække sit kraveben også.

Og så blev det marts, og man opdagede egentlig slet ikke, at februar var gået, og den der deadline, man havde, er long gone.

Her er, hvad jeg har lavet i stedet. Det er ikke særligt intellektuelt eller smart, men jeg har haft brug for underholdning og opløftning (og chokolade).

  • Læst, læst og læst. Jeg er netop blevet færdig med Benn Q. Holms ret irriterende “Den gamle verden”, som jeg alligevel ikke kunne lade være med at læse færdig. Jeg fandt den i en genbrugsbutik i sidste uge. Og nu læser jeg Jhumpa Lharis “Unaccustomed Earth”, som flyttede med os fra England, og som handler om, hvor man føler sig hjemme i verden. Og efter den venter Chimamanda Ngozi Adicies “Purple Hibiscus”, som er hendes første roman, og som jeg efter mit indlæg den anden dag kom i tanke om, at jeg aldrig havde læst. Med andre ord: romaner, romaner, romaner, fordi jeg har brug for at drømme mig væk, ud i den store verden. Derfor er det også, at jeg…
  • …lyttede til Afrikanske Stemmer på P1 i nat, mens jeg lå i gæsteværelset i kælderen og havde mavepine.
  • Og så lyttede jeg til podcasts: Underbara Claras pod, fx den om fiskepinde og den om -arh, jeg kan ikke huske, hvad de andre afsnit handlede om, men det er min hemmelige last, for det er så dejligt at lytte til en, der taler svensk, når man ligger og halvsover. Og så Adam Buxton, som jeg har nævnt, fx den, hvor han interviewer Caitlin Moran, som jo også er en af mine helte.

Med andre ord: ikke noget sindsoprivende eller elitært, men lige sådan, at jeg har følt, at jeg stadig var i forbindelse med verden. Og nu vil vi gerne være raske.

Chimamanda, min helt

fotografi-den-04-03-17-kl-14-12

Jeg vil bare gerne have, at hun [mit barn] bliver rar. Og hvordan undgår jeg at opfostre et røvhul?

Hun er altså min helt, den nigerianske forfatter Chimamanda Ngozi Adichie. En af dem, ihvertfald. Jamen, det er hun bare! Jeg kunne godt forklare hvorfor, men lige nu har jeg for travlt med at skifte bleer på barn med maveonde, så det bliver ikke idag. (I ligestillingens navn vil jeg lige påpege, at det var en overdrivelse: det er min mand, der skifter 90% af alle bleerne. Nogle gange forbarmer jeg mig dog…)

Læs interview med hende fra Politiken om at være feminist her.

»Jeg ser Vestens kvinder og piger hade og bekrige deres kroppe. Jeg kommer fra en kultur, hvor vi slet ikke kender til det. Det kommer selvfølgelig også snigende i Nigeria, fordi vi lever i en globaliseret verden, men generelt har afrikanske kvinder ikke dette onde blik på vores kroppe. Vi sulter os ikke og har ikke alle de spiseforstyrrelser og slankekure, som I har i Vesten. Vesten har et forskruet kvindeideal, fordi I mener, at en kvindes krop skal ligne en mands eller en drengs. Jeres kropsideal er fladbrystet, tyndt, muskuløst og uden de feminine kropstræk som rundhed og blødhed. Jeg presser måske citronen her, men er det måske, fordi I værdsætter det mandlige så meget højere end det kvindelige? Jeg griner lidt, fordi det er en ekstrem tankegang, men det er vigtigt at reflektere over, hvor kropshadet kommer fra«.