Tro på TV

Nonnen og Narkomanerne kan ses på DR indtil slutningen af juni, og det burde I unde jer selv. Det lyder jo som en kliche at skrive, at en film er “god og livsbekræftende”, men anderledes kan det vist ikke siges. Og så er hun som de fleste nonner/eksnonner, jeg har mødt i virkeligheden: stilfærdigt optimistisk og med en særlig lethed over sig.

Andre af mine trosfavoritter er BBCs tvillingeserier “The Convent” og “The Monastery,” som vel er en slags religiøs reality, men af den gode slags: fire hhv. kvinder og mænd flytter til et kloster og bor der i et stykke tid, mens de prøver at finde ro med sig selv. Og det er faktisk spændende tv! Programmerne er ret nemme at finde på youtube. Jeg mødte selv Christopher Jamison, som er mændenes spirituelle leder i The Monastery (og en slags kendisabbed), da jeg læste i England, og han er skidesød.

Og så den meget, meget smukke film Into Great Silence, som også kan ses på youtube. Den skal I virkelig unde jer selv. Den handler om livet i et karteuserkloster, hvor man lever i stilhed og afsondret fra de andre brødre. Da jeg så den i Gloria i Kbh i hine dage, blev oplevelsen gjort endnu smukkere af, at vi kun var en håndfuld mennesker derinde, deriblandt en noget svagtseende kvinde med en yngre ledsager – og hver gang, der optrådte et tekstcitat i filmen, læste ledsageren det lige så stille (men dog hørligt) op for den ældre kvinde. Resultatet: en form for lectio divina  midt i en biograf lige ved Rådhuspladsen, hvor teksterne kom med lange sekvenser af stilhed imellem. Det var en helt særlig oplevelse.

Advertisements

I morgen: England

10399964_147977216653_8314609_n

For første gang siden vi flyttede, skal vi tilbage til England, og alle er lidt spændte. Den ældste glæder sig til at besøge sine bedsteforældre, og den yngste aner ikke, hvad vi skal, men har forstået, at hos os hedder morgenmaden både “havregrød” og “porridge”. The History Professor glæder sig vist til lunken, engelsk øl på en pub (hvis vi er heldige og får sneget os væk fra børnene) og til at tale ordentligt engelsk, til at se skod-tv på modersmålet og til bare at kunne være – hjemme. Jeg glæder mig til billig paracetamol, oatcakes i stedet for de der evindelige majkiks, dejlig stærk te og billige paperbacks. Bedsteforældrene glæder sig til at vise børnebørnene frem til alt og alle, og jeg prøver at insistere på, at vi ikke behøver lave noget HELE tiden.

Hvis vi er rigtig heldige, bliver det også til en dag i vores gamle studieby Oxford. Da jeg boede der, havde jeg et lidt problematisk forhold til byen, men nu, hvor jeg er på sikker afstand af alt vanviddet der, kan jeg godt lide den igen…