Helt konkret vil Socialdemokratiet vende tilmeldingen til vuggestuer og børnehaver om. Hvis et barn ikke er skrevet op til en plads i vuggestue, når det er seks måneder gammelt, sker det automatisk fra myndighedernes side.
Desuden skal der så sendes en sundhedsplejerske ud til familien for at overbevise forældrene om at sende deres barn i institution. Hvis forældrene fortsat nægter, kan de få et såkaldt forældrepålæg, som i sidste ende kan betyde, at de mister eksempelvis børnepenge, indtil barnet går i institution.
(Herfra.)
Sådan noget her, ikke? Det er sådan noget, der gør mig så irriteret på det danske. Den der ide om, at VI ved, hvad der er bedst. VI gør det på den allerbedste måde (for barnet, selvfølgelig). VI ALENE VIDE. Også selvom man i store dele af verden ikke sender børn i vuggestue på samme måde som os. “De har nok ikke råd…” tænker vi.
Kære politikere, kære danskere. Vuggestue er ikke svaret.
Fuldtidsvuggestue (og her vover jeg pelsen) gør ikke noget godt for hverken læring eller sociale kompetencer eller nogetsomhelst. Fuldtidsvuggestuerne er et sted, hvor børn bliver opbevaret, mens deres forældre arbejder, og så er den ikke længere.
Noget af det, jeg virkelig – VIRKELIG – har savnet, efter vi flyttede til DK, er en mere fleksibel måde at tænke småbørn på. I DK lader det til at være alt eller intet. Vuggestue hver dag, hele dagen – eller intet. Børnehave hver dag, hele dagen – eller intet.
Og er man af en eller anden grund en af dem, som ikke gør brug af vuggestuerne, så er der, ihvertfald i provinsen, ikke meget at lave. Man er udenfor. Man er udenfor systemet, udenfor normen. Her i byen er der babysalmesang hver torsdag. Og det er det. Hvis man ovenikøbet er sådan en mærkelig tilflytter fra udlandet, som ikke har en mødregruppe, så er man endnu mere suspekt.
Åh, hvor jeg har savnet babygrupperne fra UK! Babytegnholdet om mandagen, babyyogaholdet om tirsdagen, min veninde Lucy og hendes børn om onsdagen, hvor vi indtog den lokale cykelcafe, og så “Gentle Beginnings” om torsdagen.
De folk, jeg mødte i de grupper, var livsvigtige for mig, når jeg sad i et fremmed land med søstre og mor langt væk og følte mig lidt alene. Også selvom jeg havde prøvet det før, og det var barn nummer to, og svigermor kun var nogle timer væk i bil.
De sammenhold fik mig igennem ugen, når jeg følte, jeg var ved at miste forstanden. Både, når baby var 4 mdr (gys), 6 mdr og 9 mdr.
De venner, som jeg mødte, har jeg stadig. En af dem har lige været her med hele sin familien. En anden skal vi holde sommerferie med i Danmark.
JEG var en af dem, som var udenfor. JEG var en af dem, som ikke talte sproget korrekt, som nogle gange ikke gjorde, hvad den engelske sundhedsplejerske sagde, og som nogle gange misforstod ting og informationer, fordi alt alligevel var en lille smule fremmed for mig. Men jeg blev mødt af en fleksibelt system, som lod mig navigere, som jeg bedst kunne. Lod mig finde den løsning, der bedst passede vores lille familie.
Og da vores ældste så var gammel nok, kom han i institution. Hver dag, næsten hele dagen.
Og det var alt, alt for tidligt efter engelske standarder…
Han var næsten 3.
Og jeg arbejdede. Fuldtids.
Jeg gjorde en del forkert i deres øjne. Alligevel var der ingen, der tvang mig til at gøre det anderledes. Vi trivedes selv med vores valg.
Da vi flyttede herover, gik jeg stadig hjemme på barsel med den lille. Og blev ensom, for det var ensomt her. Ingen grupper. Ingen at mødes med. De andre mødre rundtomkring så lidt forbavsede ud, når jeg gav dem mit tlf.nr og spurgte, om vi ikke snart skulle mødes, bare sådan uformelt. (Tak, Betina, fordi du ikke lod dig skræmme væk…) Jeg savnede, mens jeg gik der og ventede på institutionsplads, at det hele ikke var alt eller intet. At der kunne være en mellemvej.
Der er mange måder at have småbørn på, og jeg ville ønske, at der i det danske samfund var større frihed til at vælge. At der var flere sammenhænge og muligheder for sammenhold udenfor vuggestueregi. Det kunne være, at nogle af dem, der kom fra andre lande, gerne ville gøre brug af det. Det kunne være, at danske forældre også ville gøre brug af det. Og det kunne være, at man faktisk der kunne finde noget af det forældrefællesskab, som netop er svært at få gennem vuggestuerne.
Jeg ved godt, at danskere elsker ideen om børneinstitutionen, men så vidt, jeg kan se, bliver vores børn hverken bedre eller sjovere eller klogere eller mere fællesskabsorienterede, når de bliver større, end børn fra lande, der ikke kører fuldtidspasning fra 1 år (+/-). Til gengæld er der langt flere forældre, der får grædt sig gennem nogle ubehagelige dage, uger eller måneder. For i DK, der ses det som normalt at græde, når man afleverer børn. Det så jeg aldrig i UK.
Men vi bruger da vuggestue, indvender I? Det gør vi, ja. Den lille elsker det. Men det ændrer ikke på, at jeg synes, det er grundlæggende forkert, at han tilbringer så mange timer væk fra hjemmet, væk fra sine forældre. Jeg ville ønske, der var en 2-eller-3-dage-om-ugen-løsning, som vi kunne bruge, men det er der ikke. Det er alt eller intet.
Tvinge dem i vuggestue? Seriøst? Tving i stedet politikerne til at bruge fantasien og finde på bedre, mere alsidige tilbud til børn og forældre, så de – vi – allesammen kan leve lidt bedre. De er små i så kort tid. Den tid skal da ikke bruges på at stå og tude.
Vejen Hjem 