Hurtigt digt om, at ferien er slut

Fotografi den 24-07-2017 kl. 09.09 #2

Som sagt: et hurtigt digt om, at ferien er slut, skrevet over morgenkaffen. Som I kan læse, er stemningen høj her. Not. Jeg sidder fast i et hul.

 

Taster nummeret på

kastanjetræet udenfor

ikke andre at tale med

nu hvor børnene er i

institution

igen

den skide ferie

altid forbi

der er ikke noget så stille

som et hus uden børn

ikke noget så ensomt

som en mor med børn i

institution

ikke noget så skamfuldt

som en arbejdsløs mor med børn i

institution

ikke noget så Astrid Lindgrensk sørgeligt

som gråden i halsen når børnene er i

institution

ikke noget så hemmeligt som en mor

der skriver digte

når børnene er i

institution

 

kastanjetræets blade brune i kanten

det var tidligt, jeg

prøver at ringe igen

kunne sgu da også bare

gå derud

 

sgu da mig der burde være i

institution

 

Advertisements

Vi laver ikke en skid

Fotografi den 17-07-2017 kl. 09.23

Ingenting. Dalrer rundt i varierende grader af nattøj. Fanger insekter i glas (den fire-årige) og slipper dem løs igen (de voksne). Spiser is og bader hver dag. Klipper den enorme hæk med en gammel hækkesaks. Går en tur hen i skoven. Kører på udflugt i bilen nu og da, tager til en større by og køber et telt, som vi slår op i haven. Drengene hører Queen hele tiden og kæmper med at lære sangene udenad: “we will, we will WOCK YOU.” “Du-du-du-du-du, another one bites the DUTCH!” Skændes og går for sent i seng, for alt er ikke idyl, langt fra. I aften kommer vores amerikanske ven, som skulle til Grækenland – og så kunne han jo lige så godt lægge vejen omkring Vestfyn.

Med andre ord: ingenting. Vi laver ikke en skid. Det er dejligt.

Skrive, billeder, twitter

Fotografi den 10-07-2017 kl. 15.05

Tyr lige et sekund til computeren, for børn og voksne er post-mavetilfældesure, og så kan man jo have brug for at forsvinde lidt et øjeblik. Så læste jeg det her om forfatteren Rabih Alameddine, som poster billeder på twitter, når han skriver. Her beskriver han det selv:

“What I do is write a sentence or two, and then I post an image; it distracts me. It calms me down, then I go back. I work a little bit. I read the sentence. I hate myself—so I post an image. Then I come back. And it’s really disgusting. I write another sentence. Then I post an image!”

Det fik mig til at grine. Både fordi det er sjovt, og fordi det beskriver skriveprocessen så godt. De der dage, hvor alt, man skriver, bare er dogshit. Selv er jeg lige blevet færdig med to (!) skriveprojekter i genrer, jeg aldrig har prøvet før. Nu skal de snart ud til deres første læsere. Jeg bæver af skræk. Mine små babyer…

(Artiklen om Alameddine er fra The New Yorker og kan læses her. Og jeg elsker hans billedfeed, by the way.)