Lidelse og ostepops

Fotografi den 29-06-2017 kl. 10.59

Jeg var glad for at læse denne kommentar af Anne Ekkert fra Kristeligt Dagblad over min formiddagskaffe, for jeg synes, hun sætter fingeren på nogle vigtige ting. Helt specifikt er det lidelsen, hun taler om:

…at der i lidelsen ofte ligger værdifuld information til os selv omkring både, hvad det er der er galt, og hvad der brug for for at få det bedre. Lidelse er i dette perspektiv ikke blot overflødigt og uønskværdigt, men en vigtig medspiller i vore liv og vore muligheder for at forstå os selv i det.

(…)

Tanker og følelser kan være besværlige – især de negative – men de er samtidig vores gps, uden hvilken vi er på Herrens mark omkring, i hvilken retning vi skal.

Det giver mening, og måske er det ikke lidelse, jeg føler i dag, men lidt mistrøstigt er det dog. For drengene er udkørte og kede af det og savner deres far, som er i England. Jeg selv er i søvnunderskud og bagud med arbejde, som jeg gerne ville have færdiggjort før ferien. Og i dag spiller en af mine nevøer på Roskilde, og det meste af familien er der og hujer og hepper og kniber måske en tåre. Men jeg er der ikke.

Det er selvfølgelig ærgerligt. Vildt ærgerligt. Men som mine drenge blev tiltagende trætte gennem sidste uge, og mit eget humør også faldt uden anden forklaring end “bare fordi”, så fortalte min indre GPS mig, at jeg skulle blive hjemme. Hvor ærgerligt det end er at gå glip af, så hænger det ikke sammen for os, når vi spænder buen for hårdt. Vi har ikke bedsteforældre i nærheden at læne os op af, ingen sød babysitter at ty til. Der er bare os.

Og det er egentlig okay. Men det betyder altså også, at vi slapper buen, hvor andre spænder den. Vi laver intet, hvor andre laver en masse. Vi leger i haven, hvor andre tager i badeland, og tegner hjemme ved spisebordet, hvor andre laver legeaftaler. Og nogle gange går vi glip af ting, som er ærgerlige, men det er prisen.

Idealet om Det Kedelige Liv, det har jeg lært af min storesøster. Vi kan skam ikke tage prisen for det. Det var hende, som – da jeg blev mor – forklarede mig om det smukke i et overskueligt liv. Hvor man som udgangspunkt intet laver. Hvor man spiser aftensmad på samme tid hver dag. Hvor man holder ferie det samme sted hvert år, vel at mærke uden “spændende” aktiviteter. Hvor man bare er.

Det ideal har vi overtaget, og det virker. Vi bruger det meste af tiden på bare at være. Og vi voksne trives med det, og det gør børnene også. Et helt almindeligt, ikke-spændende familieliv. Det er det, vi er ude i.

Og i dag står min storesøster altså og ser sin ældste søn spille på Roskilde. Så det er ikke fordi Det Kedelige Liv nødvendigvis bliver ved med at være kedeligt. Men der er lige nogle år (eller ti), hvor jeg tror, det er det bedste, man kan stræbe efter.

(Når alt det er sagt, så er jeg stadig skideærgerlig. Mere hellige er vi da ikke. Men så findes ostepops heldigvis.)

Fredagslinks

Fotografi den 31-03-17 kl. 20.32

Havde titusinde links i hovedet til jer, men har glemt de fleste. Det er nok et tegn på, at jeg bør sætte mig ned med min bog og samle koncentrationen, indtil det hele glider lidt nemmere igen. I mellemtiden får I disse:

IT i undervisningen – helt essentielt eller “en distraktion”? (Gæt, hvad jeg mener…)

UnderbaraClara har fået en depression, og jeg måtte tørre øjnene lidt, da jeg hørte podafsnittet, for jeg har læst hendes blog i rundt regnet hundrede år og synes jo næsten, at jeg kender hende. Selvom jeg godt ved, at det gør man jo slet ikke… Jeg synes, det er sejt, at hun er åben omkring det, for det behøvede hun faktisk ikke være.

Andreas Hejlskovs beskrivelse af naturen (som stammer herfra) fik mig til at fnise, også måske fordi jeg lige har tilbragt en time med et barn ude i vores havevildnis, som ligner noget fra en reklamefilm for ekstrem biodiversitet.

Nu har jeg bare været en del ude i naturen, og sådan her ser jeg den: stor, udsmattet, halvrådden svamp; jeg trådte i noget ulækkert med bare tæer i sommer, et ådsel; mider, der kravler; knækkede fugleæg; en rævelort med bær i; sneglesporsslim; at gå ind i spindelvæv, hovedet først; svirpende grene; bål, der ikke vil gå ild i; sort røg nede i lungerne, det svier på huden om vinteren; uglegylp; lugten af prut, når man træder på skovsøens bund; sommerens uendelige kedsomhed; den absolutte stilstand; det stillestående vand; når hjortene brøler, lyder det som dæmoner.

Og så grynter jeg alligevel gnavent, når Hejlskov kommer til sit afsluttende spørgsmål: “Gad vide om frelsen måske kunne være noget andet? Altså noget andet end det perfekte …”, for er det ikke en noget udvandet måde at tænke frelse på. Jamen, seriøst? Troede du, at frelsen var derude?

Det mindede mig pludselig om Christian Hjortkjær i Information for nogle måner siden om Skam og Luther, hvilket ikke var helt dårligt:

500 år efter Luther er vi tilbage, hvor han begyndte. I præstationssamfundet og angstens tidsalder. Vi maksimerer som munke. Og skammer os over vores egen utilstrækkelighed.

Og endelig Mogens Lindhardt i KD om den vestindiske historie, skammen og sin fætters farmor.

Det var det. Fred være med weekenden, og jer alle.

8. marts

Fotografi den 08-03-17 kl. 10.11 #2

Kvindernes internationale kampdag, og jeg vågnede op til en ubehagelig besked fra en (mandlig) internettrold, fordi jeg havde formastet mig til at mene noget om feministisk teologi i går. Uden at sige for meget kan jeg afsløre, at vi var ude i noget med en masse kønsdele og så lidt røgelse, angiveligt for at spille på det religiøse element. Trolden er en relativt velkendt feministhader på nettet. Herligt!

Så dem, der endnu engang spørger har vi virkelig brug for 8. marts kan da bare lige tage en slapper. For når man som kvinde ikke engang kan mene noget ret stilfærdigt om feminisme og religion uden at få kønsdele smækket i hovedet, synes I så ikke, det er indlysende?

Ellers synes jeg, I skal læse dette fantastiske indlæg fra en 11-årig om, at kønsstereotyperne i Anders And-bladene er irriterende: Hvorfor bager kvinderne altid bare kage eller er sure. Jeg synes, det er det bedste, der endnu er skrevet i forbindelse med kampdagen i år:

Det er mænd, der har de vigtige jobs og tjener penge. Jobs som borgmester, hemmelige agenter, bankdirektør og politidirektør. Det er ikke bare hovedpersonerne, der er mænd. Når man ser folk rundt omkring i Andeby, så er der mange flere mænd end kvinder. Mændene kan godt bare gå på gaden med en mappe i hånden. Men kvinderne har børn rundt om sig, går med indkøbsposer, eller de står og banker tæpper eller gør noget andet rent.

Jeg tror, de fleste, der har børn, kan nikke genkendende til det: vi skriver 2017, og de fleste bøger, man læser for ungerne, handler stadig om drenge. Med undtagelser, jovel. Men stadig. Og det er faktisk ikke okay, synes jeg, for gennem de bøger, vi læser for dem, lærer vi børnene, hvordan verden ser ud – og hvordan den bør se ud. Så jeg bytter troligt rundt på rollerne herhjemme, når vi læser, og vupti bliver Ken sygeplejerske, og Barbie bliver læge. (Min ældste dreng elsker Barbiebøger. ELSKER dem.)

Og nu vil jeg ikke skrive mere, men putte mig ned under dynen igen, for jeg er stadig syg. Og mens jeg ligger her, vil jeg følge BBC Woman’s Hours dækning af kampdagen.

Og hvis jeg må komme med eet forslag til, hvad I skal læse (eller lytte til) i dag, så skal det være Mary Beards fantastiske The Public Voice of Women, der ligger både som tekst og lydfil. Hun er endnu en af mine helte, og ikke mindst forskerhelte, fordi hun er så dygtig fagligt og samtidig er en skidegod formidler. Hvis I overhovedet er det mindste interesserede i antikken, så bør I købe en af hendes bøger, og ellers bare følg med på hendes blog A Don’s Life, som er en af de blogs, jeg har fulgt i længst tid.

Glædelig kampdag! Ligeløn næste år! (HAHAHA)