Jeg var glad for at læse denne kommentar af Anne Ekkert fra Kristeligt Dagblad over min formiddagskaffe, for jeg synes, hun sætter fingeren på nogle vigtige ting. Helt specifikt er det lidelsen, hun taler om:
…at der i lidelsen ofte ligger værdifuld information til os selv omkring både, hvad det er der er galt, og hvad der brug for for at få det bedre. Lidelse er i dette perspektiv ikke blot overflødigt og uønskværdigt, men en vigtig medspiller i vore liv og vore muligheder for at forstå os selv i det.
(…)
Tanker og følelser kan være besværlige – især de negative – men de er samtidig vores gps, uden hvilken vi er på Herrens mark omkring, i hvilken retning vi skal.
Det giver mening, og måske er det ikke lidelse, jeg føler i dag, men lidt mistrøstigt er det dog. For drengene er udkørte og kede af det og savner deres far, som er i England. Jeg selv er i søvnunderskud og bagud med arbejde, som jeg gerne ville have færdiggjort før ferien. Og i dag spiller en af mine nevøer på Roskilde, og det meste af familien er der og hujer og hepper og kniber måske en tåre. Men jeg er der ikke.
Det er selvfølgelig ærgerligt. Vildt ærgerligt. Men som mine drenge blev tiltagende trætte gennem sidste uge, og mit eget humør også faldt uden anden forklaring end “bare fordi”, så fortalte min indre GPS mig, at jeg skulle blive hjemme. Hvor ærgerligt det end er at gå glip af, så hænger det ikke sammen for os, når vi spænder buen for hårdt. Vi har ikke bedsteforældre i nærheden at læne os op af, ingen sød babysitter at ty til. Der er bare os.
Og det er egentlig okay. Men det betyder altså også, at vi slapper buen, hvor andre spænder den. Vi laver intet, hvor andre laver en masse. Vi leger i haven, hvor andre tager i badeland, og tegner hjemme ved spisebordet, hvor andre laver legeaftaler. Og nogle gange går vi glip af ting, som er ærgerlige, men det er prisen.
Idealet om Det Kedelige Liv, det har jeg lært af min storesøster. Vi kan skam ikke tage prisen for det. Det var hende, som – da jeg blev mor – forklarede mig om det smukke i et overskueligt liv. Hvor man som udgangspunkt intet laver. Hvor man spiser aftensmad på samme tid hver dag. Hvor man holder ferie det samme sted hvert år, vel at mærke uden “spændende” aktiviteter. Hvor man bare er.
Det ideal har vi overtaget, og det virker. Vi bruger det meste af tiden på bare at være. Og vi voksne trives med det, og det gør børnene også. Et helt almindeligt, ikke-spændende familieliv. Det er det, vi er ude i.
Og i dag står min storesøster altså og ser sin ældste søn spille på Roskilde. Så det er ikke fordi Det Kedelige Liv nødvendigvis bliver ved med at være kedeligt. Men der er lige nogle år (eller ti), hvor jeg tror, det er det bedste, man kan stræbe efter.
(Når alt det er sagt, så er jeg stadig skideærgerlig. Mere hellige er vi da ikke. Men så findes ostepops heldigvis.)
Vejen Hjem 